Som barn var jeg overbevist om at Guds engle var at se juleaften ved midnatstide.
Det var helt sikkert min søndagsskolelærer, der meget levende fortalte den slags historier.
I mange år listede jeg ud for at se efter englene, men heldet var ikke med mig. Jeg må da indrømme, at jeg stadig kan finde på at kigge op til stjernerne i håb om at få øje på en engel eller to 😊
Det er nu en gang sådan, at det man virkelig gik op i som barn rent faktisk ligger så dybt i sindet, at det er ligefør, man stadig tror på det.
Gør det noget?