Forunderlige hjerne – et kig tilbage

 Forunderlige hjerne – et kig tilbage

Det er egentlig ret forunderligt, hvad hjernen kan.

Efter omkring 12 års træning begynder min hjerne endelig at fungere nogenlunde igen. Ikke perfekt – den roder stadig rundt – men nu er der heldigvis kommet lidt mere logik ind i rodet.

Det betyder også, at jeg har fået overskud til at se på alt det, der er sket gennem de år, hvor jeg kastede mig ud i snart det ene og snart det andet. Nogle projekter blev færdige, andre blev glemt undervejs.

For nylig skete der noget pudsigt. Helt uden at vide hvordan endte jeg på en gammel blog, som jeg åbenbart oprettede kort tid efter mit hjertestop. Dengang var mine kognitive evner mildest talt udfordrede, så det er ikke så mærkeligt, at jeg havde glemt alt om den.

Bloggen er langt fra færdig. Faktisk er den temmelig rodet og nok mest et bevis på, at jeg var en komplet nybegynder. Men alligevel fortæller den en historie. Den viser, hvor jeg var dengang, og hvor langt jeg er kommet siden.

Til min overraskelse har der endda været besøgende på den gennem årene, på trods af dens mange mangler.

Derfor får den lov til at leve videre lidt endnu.

Jeg linker til den herunder, hvis du har lyst til at kigge med. Måske kan den give dig et smil på læben. De små historier afslører nemlig en anden side af mig – hende, der er både naiv, lidt fjollet og heldigvis stadig kan grine af sig selv.

"Her finder du den gamle blog – læs på eget ansvar. 😉" 

http://tumlingen.blogspot.com

Hjernetræning - er ikke bare SUDOKU

 HJERNETRÆNING på mange måder!

Mit seneste projekt i HJERNETRÆNING har været et puslespil, som udfordrer ved at billedet ikke viser det færdige puslespil.

Her bliver hjernen udfordret ved at det er farver og mønstre fra brik til brik der fører til sejr. 

En lille hjælp var der undervejs. 

På den lille seddel herunder er der placeret 5 brikker på rette sted.

Men som nederste billede viser, så lykkedes det for mig.

Den var svær, men den var sjov.

Der findes mange varianter af dette, som bl.a. kan købes online hos "Hyggeonkel".

Det er altså en god træning for den krøllede hjerne!

Vejen til målet er spændende – derfor giver processen ro

 Det er vejen, der er det vigtigste. Selve processen rummer en særlig værdi, når du går i gang med en opgave.

Selvfølgelig føles det godt at nå i mål. Der er en naturlig stolthed og glæde i at afslutte noget. Men ofte er det selve arbejdet undervejs, der gør den største forskel. Det er her, hjernen får ro og slipper for negative tanker og bekymringer.

Det kan være i de små, enkle aktiviteter: et puslespil, LEGO, syning eller måske en strikket sommerhat. Ting, som umiddelbart kan virke som “unyttigt arbejde”.

Men måske er det netop ikke unyttigt.

Vores tidligere regent, Dronning Margrethe, nævnte engang i en tale, at der skal være plads til det unyttige arbejde. En påmindelse om, at ikke alt behøver have et konkret formål for at have værdi.

Min egen erfaring er, at denne form for fordybelse er gavnlig for hjernen – også når man lever med hjernetræthed. Det kræver dog, at man husker at holde rigtige pauser undervejs.

For mig kan det være en “morfar” på 27 minutter eller blot at sidde stille og kigge ud på fuglene flere gange i løbet af dagen.

Det er i balancen mellem aktivitet og pause, at roen opstår.

Sidste anvendelse - markerings skema

Så er det tid til at gennemgå div. indkøbte madvarer for at tjekke dato for sidste anvendelse.

Mit skema er lavet, så nu skal jeg have farvelagt de madvarer, som havde en lyserød sommerfugl, som markering for året 2026.

Jeg sætter blot den nye farve ovenpå - f.eks. den gule for April.

Ved at bruge dette skema, er jeg fri for altid at skulle finde dato`en på div. dåser og flasker - de er ofte ret svære at finde. Farvemarkeringerne gør også, at et hurtigt blik hen over skabsvarer fortæller, at nu er der noget, der snart skal bruges.

Et lille vers og et sort hul i erindringen

Et gammelt vers dukker op fra min poesibog – men forfatteren er forsvundet i et af mine sorte huller i hukommelsen. 

En lille påmindelse om, hvor skrøbelig og smuk erindringen kan være.

Et lille vers fra min poesibog

Som en lille blomst der blinker
mod den klare, lyse sol,
og som skjult i græsset vinker,
vårens første bly viol.
Sådan skal mit ønske træde
frem her i, blandt ønskers kor.
Ønske lykke, held og glæde,
ønske fremgang her på jord.

Det er skrevet af en dreng – eller en mand – som jeg slet ikke kan huske.

Måske er han forsvundet i et af de “sorte huller”, som opstod i min hukommelse efter mit hjertestop. Der er så meget, jeg stadig husker – men der er også mange ting, der bare er væk.

Jeg plejer at beskrive det som en hvid perlekæde med sorte perler spredt helt tilfældigt.
De hvide perler er minderne, der stadig glitrer.
De sorte er de huller, hvor noget engang var – men ikke længere er.

Sådan fandt jeg læseglæden igen – efter et hjertestop og nye udfordringer med at læse

Jeg overlevede et hjertestop – og måtte lære mange ting forfra, også det at læse. Det har været en lang og lærerig rejse, fyldt med tålmodighed, frustration, men også håb.

I dag deler jeg mine oplevelser for at inspirere andre, der måske kæmper med senfølger, træthed eller tab af færdigheder. For der findes altid en vej – og nogle gange begynder den med en enkelt side i en bog.

Et af de senfølger, jeg har oplevet efter mit hjertestop, er læsevanskeligheder.
Lige efter – og det er nu 12 år siden – kunne jeg kun læse en halv side af en bog ad gangen. Dengang anede jeg ikke, hvor stor betydning forfatterens sprog kunne have for min evne til at træne læsefærdigheden op igen.

Jeg prøvede mange forskellige bøger, men blev hurtigt træt og ukoncentreret. Jeg kunne simpelthen ikke blive fanget af historierne. Efterhånden kunne jeg læse lidt længere ad gangen, men det gik langsomt – og jeg savnede den glæde, jeg engang havde haft ved at fordybe mig i en god bog.

En dag fandt jeg ved et tilfælde en gammel bog i mit roderum. Det var en del af en lille serie, jeg havde fået for over 50 år siden. Jeg huskede svagt, at den handlede om en pige ved navn Raija, men ellers var alt væk – som om historien var forsvundet ned i de sorte huller, som hjertestoppet havde efterladt i min hukommelse.

Jeg besluttede mig for at prøve at læse serien igen. Og til min store overraskelse skete der noget helt særligt:
Forfatteren, Bente Pedersen, skrev på en måde, som min hjerne kunne forstå. Hun beskriver situationer langsomt, fra flere synsvinkler og med et sprog, der flyder roligt. Det passede perfekt til mig.

Langsomt, men sikkert, kunne jeg læse flere og flere sider hver dag. I dag læser jeg to af hendes bøger om måneden – og jeg er nået til nummer 36 i serien. Jeg må ofte bestille bøgerne hjem via biblioteket, men det gør mig ingenting. For jeg er bare så taknemmelig for, at min læsefærdighed er blevet så meget bedre.

For nylig lånte jeg en bog af min nabo, som mente, jeg måtte læse den, fordi den handlede om et emne, vi begge interesserer os for. Men til min store overraskelse kunne jeg slet ikke læse den. Forfatterens måde at skrive på gik bare ikke ind. Og det fik mig til at tænke.

💬 Mit budskab er dette:
Opgiv ikke, hvis du oplever noget lignende. Det er ikke sikkert, det er dig, der ikke kan læse – måske er det bare forfatterens sprog, der ikke passer til den måde, din hjerne arbejder på.
Prøv dig frem. Skift forfatter. Du kan finde din vej tilbage til læsningen – i dit eget tempo og på dine egne præmisser.

Komfuralarm svigtede – og min marmelade blev kulsort

Der findes de der små hverdagssituationer, hvor man både kan grine og blive lidt forskrækket bagefter. Forleden var jeg i fuld gang med at lave blommemarmelade, da min trofaste komfuralarm – min "køkkenengel" – pludselig svigtede mig.

Og jeg var ikke alene om at fejle:

• Røgalarmen sagde ikke et pip (før det hele nærmest var for sent).

• Min lugtesans holdt siesta.

• Og mine naboer i opgangen reagerede ikke, selvom både alarm og røg dansede deres dramatiske duet.

Resultatet? Et køkken fuld af røg og en gryde med kulsort marmelade, der bestemt ikke kom på morgenbrødet.

Først blev jeg forvirret og lidt utryg – hvorfor reagerede hverken teknikken eller menneskerne? Men ved nærmere eftertanke: det var midt på dagen, folk var på arbejde, og min komfuralarm havde faktisk advaret mig dagen før … jeg havde bare ikke taget signalet alvorligt. Den ville nemlig have nye batterier, selvom den er koblet til elnettet.

Moralen?
Selv de mest pålidelige hjælpemidler kræver lidt omsorg. Så husk at tjekke batterierne – både i komfuralarmen og i røgalarmen. Det kan spare dig for både sved på panden, sorte gryder og en ufrivillig røg-optræden i nabolaget.

Og så giver det en rar tryghed at vide, at det ikke er teknikken, der svigter – men bare mig, der skal være lidt mere opmærksom.

Note til mig selv (og til dig): HUSK BATTERIERNE!

Læs også mine andre "historier" om Komfuralarmen 😀

Min ødelagte hjerne – Kan et tv-program ændre vores syn på sygdom og empati?

 

Kan et enkelt tv-program ændre vores syn på sygdom og livskriser? DR’s dokumentarserie Min ødelagte hjerne giver et sjældent indblik i livet efter en hjerneskade – og stiller os alle det ubehagelige, men nødvendige spørgsmål: Hvor meget empati har vi egentlig for dem, der rammes, før vi selv står midt i det?

På DR kører i øjeblikket dokumentarserien Min ødelagte hjerne, der giver et nært og ærligt billede af, hvordan livet forandrer sig efter en hjerneskade. Serien sætter fokus på de udfordringer, patienter og deres pårørende møder – både fysisk, psykisk og socialt.

Selvom udsendelsen er oplysende og gribende, er det desværre næppe mange, der følger med, medmindre de selv eller deres nærmeste har været ramt. Sådan er det ofte med tv-programmer om sygdom og kriser: Mange vender blikket væk, fordi det ikke føles relevant – før den dag det pludselig rammer en selv.

Netop derfor er programmer som Min ødelagte hjerne så vigtige. De minder os om, hvor sårbart livet kan være, og de giver en stemme til mennesker, der kæmper kampe, de fleste af os slet ikke kender til. Hvis flere tog sig tid til at se og lytte, kunne forståelsen og empatien i samfundet vokse – til gavn for både de ramte og os alle sammen.

Solsikkesnoren gav tryghed på min rejse – hjælp til usynlige handicap

Solsikkesnoren gav tryghed på min rejse

"På en rejse til udlandet oplevede jeg igen fordelene ved at bære Solsikkesnoren. I den udenlandske lufthavn blev jeg afhentet af serviceafdelingen og tilbudt en kørestol. Da tiden til ombordstigning nærmede sig, kom en medarbejder fra lufthavnen for at finde mig blandt de mange passagerer. Jeg observerede situationen, da jeg vidste, at det kan være en udfordring at finde den rette person, især når navne er svære at udtale i et støjfyldt miljø.

Med min Solsikkesnor synlig om halsen bemærkede jeg, hvordan medarbejderen hurtigt kiggede ud over menneskemængden, lod blikket falde på min snor, og med det samme gik direkte hen til mig for at spørge til mit navn. Det var tydeligt, at snoren var et uvurderligt redskab for ham til hurtigt og effektivt at finde den person, han skulle hjælpe, hvilket sparede både mig og ham for unødig tidsspilde og frustration. Solsikkesnoren fungerer som et internationalt, anerkendt symbol for usynlige handicap og viser, at bæreren kan have brug for ekstra tid eller tålmodighed, hvilket personalet i disse steder er trænet i at forstå og håndtere".

 
                                        

En glemt snor - SOLSIKKESNOREN

 

✈️ En glemt snor – og en påmindelse om medmenneskelighed

Jeg stod i lufthavnen, klar til at rejse, men med den velkendte uro i kroppen. Korttidshukommelsen havde igen spillet mig et puds – jeg havde glemt min solsikkesnor. Den lille snor, som for mig betyder så meget. Den, der gør verden lidt mere forstående, lidt mere rummelig.

Jeg nævnte det for en serviceassistent, og uden tøven rakte hun mig en ny. Det var et lille øjeblik, men det rørte mig dybt. For i det sekund følte jeg mig set. Ikke som en passager, men som et menneske med behov, med sårbarhed – og med håb om at blive mødt med venlighed.

Solsikkesnoren er ikke bare et stykke stof. Den er et stille råb om hjælp, et signal til verden om, at jeg – og mange andre – lever med noget, man ikke kan se. En let hjerneskade, der gør hverdagen mere udfordrende, og som kræver lidt ekstra tålmodighed fra dem omkring os.

Når jeg bærer snoren, føler jeg mig tryggere. Ikke fordi den løser alt, men fordi den åbner døre. Den inviterer til forståelse, til omsorg, til de små handlinger, der gør en stor forskel. Og den minder mig om, at selv i en travl lufthavn kan der opstå øjeblikke af ægte medmenneskelighed.

“Medmenneskelighed er ikke en handling – det er en holdning. En måde at være i verden på.”– Desmond Tutu

KOMFURALARM - jeg undrer mig ......

Min komfuralarm har sin egen vilje!

Jeg forstår det simpelthen ikke. Midt i madlavningen begynder den pludselig at bippe – og ja, så skynder jeg mig selvfølgelig ud i køkkenet. Og hvad opdager jeg? At maden faktisk er færdig. Hvordan kan den vide det?! Det sker gang på gang, og ofte flere minutter før mit trofaste stopur ellers ville ringe.

Jeg må indrømme: Det føles lidt som at have en hemmelig køkkenassistent, der hvisker “psst… nu er det klar”. Genialt! 😀

Og det bedste? Hvis jeg nu skulle overhøre både bippen fra komfuralarmen og stopuret (det kan jo ske, når man er fordybet i noget andet), så slukker den helt af sig selv efter et par minutter. Ingen brændt mad, ingen røg, ingen panik. Bare ren køkkenmagi.

Google - min gode ven!

Google er min trofaste ven 😉

Der er mange slags venner her i livet – nogle husker din fødselsdag, andre låner dig sukker, og så er der Google… som aldrig sover og altid har svar på det hele.

Jeg bruger Google nærmest døgnet rundt. Hvis Google havde en kaffemaskine, ville jeg nok sidde og småsludre med den hver morgen.

Min korttidshukommelse har desværre fået et knæk efter mit hjertestop. Det betyder, at jeg ofte glemmer ting – ikke bare hvor jeg lagde mine nøgler, men også hvad jeg lige har lært, læst eller tænkt. Så hvad gør man? Man googler det. Igen. Og igen. Og igen.

Og det fantastiske er: Google bliver aldrig irriteret. Den sukker ikke, ruller ikke med øjnene eller siger "det har jeg jo sagt før!" Den leverer bare svaret – lynhurtigt og med et smil (okay, måske ikke et fysisk smil, men jeg forestiller mig det).

En lille mad-anekdote: Forleden skulle jeg lave min yndlingsret – spaghetti carbonara. Jeg har lavet den mange gange før, men da jeg stod med pastaen i hånden, kunne jeg ikke huske, om det var æg eller fløde, der skulle i. Jeg googlede det (igen), og svaret kom prompte: æg! Ikke fløde! Jeg har googlet den opskrift så mange gange, at jeg burde kunne den i søvne – men heldigvis kan Google den for mig.

Så når hukommelsen svigter, træder Google til som min digitale assistent, min livline og min uofficielle hjernebackup.

Konklusion: Det man ikke husker – det husker Google!

                           GOOGLE 

HJERNETRÆTHEDEN tager over.

 Efter en ret produktiv dag kommer hjernetrætheden væltende. 

Jeg var næsten klar over, at det ville komme, for jeg havde ikke taget mine anbefalede pauser. Men de ting jeg puslede med var så spændende, at jeg glemte at bruge uret. 

Hjerneskadecentret har igen og igen sagt til mig, at jeg skal sætte uret til max 45 minutters arbejde og så ca. 20 minutters pause. Det interval skal jeg bruge dagen igennem.

Nåh, men jeg må tage konsekvensen - det betyder lavt niveau på alle hylder.

Uret der skulle have holdt mig i ørerne.Time Timer PLUS

KOMFURALARM

Min korttidshukommelse har taget skade efter et hjertestop.

Det giver af og til problemer - ikke mindst i køkkenet! 

Mon ikke jeg efterhånden har kogt 5-6 gryder tomme for vand, lavet røg i køkkenet, når kødet blev for sort  o.s.v. o.s.v.  - bare fordi jeg lige gik ind i stuen. 

Ude af øje - ude af sind. 

Min lugtesans er desværre væk, så frikadellerne kunne i ro og mag bare stå og blive sorte.

Så fik jeg af hjemmeplejen anbefalet en KOMFURALARM, det er altså en stor hjælp. Den begynder at bippe, når temperaturen omkring komfuret bliver lidt for højt, og hvis jeg ikke reagerer på alarmen, så slukker den automatisk for komfuret.

Jeg kalder min KOMFURALARM for min LILLE BRANDMAND :-)

Hjerneskadeforeningens SOLSIKKESNOR

  Solsikkesnoren har jeg meget glæde af.

Når jeg f.eks. skal rejse med bus eller fly, har jeg altid Solsikkesnoren om halsen.

Den viser, at jeg har et usynligt handicap, og derfor måske har brug for lidt ekstra hjælp.

Mine problemer er f.eks.:

- at finde rundt på store steder - min stedsans har taget et gevaldigt dyk.

-  besvær med klokken og tider, da min talforståelse har taget lidt skade efter hjertestoppet ( hjertestoppet, som er nævnt i min profil).

- betaling - prøver så vidt muligt at bruge dankort ( igen manglende talforståelse).

Jeg føler SOLSIKKESNOREN har hjulpet mig meget - så prøv den, hvis du har lignende problemer. 

Den o.lign. Solsikkeprodukter kan købes gennem hjerneskadeforeningen.

Efter en lang pause er jeg tilbage

Nu vil jeg prøve at få gang i min blog igen - der har desværre været nogle år, hvor jeg simpelhen ikke har haft overskud til at skrive hver dag.

Det har været en tid med mange smerter, træthed ud over alle grænser, hvor bare det at stå op hver morgen, var en bedrift

Det har været noget af en proces at komme igennem, og jeg skriver nok lidt omkring det - sådan lidt efter lidt.

Kroppens batterier bliver også flade .......

Hjernetræthed efter erhvervet hjerneskade.

Ligesom batterier til legetøj og fjernbetjeninger bliver flade - så bliver kroppens batterier det også!

Visse batterityper er genopladelige - og det er jo ganske fortræffeligt!
Ind i et ladeapperat - ind i stikdåsen - og uden vi tænker mere over det, er de fuldt opladet efter nogle timer.

Sådan er kroppens batterier ikke.
Der kræves omtanke og planlægning.

Har man for meget om ørerne - dræner man batterierne for hurtigt!
Får man sovet for lidt - bliver batterierne ikke ladet ordentlig op!

Hvis det er det normale billede i dit liv, så vil du på sigt virkelig komme i energimangel.

Der skal gøres noget!

Måske skal alle aktiviteter tages op til vurdering - og måske skal der luges ud i dem.
Måske kan en middagssøvn på 25 min. gøre gavn.
Måske en halv time med strikke/hækletøjet er den afslapning, der passer til dig.
Måske en halv time med næsen i en bog, hvor man er i et andet univers, er det, der gavner dig.

Uanset hvad du vælger, er det vigtigt, at hjernen får ro til at lade op!

Når abeburet fyldes: Sådan finder du overblik i kaos

Når abeburet fyldes – og hvordan du får overblikket tilbage

Pludselig kan dagen føles helt uoverskuelig. På få timer kan “abeburet” blive fyldt til bristepunktet. Sådan oplevede jeg det i går.

Når informationerne vælter ind

Jeg fik så mange informationer på én gang, at jeg mistede overblikket. Det hele virkede totalt uoverkommeligt – som om flere “aber” satte sig på mine skuldre samtidig.

En lille lur kan være løsningen

Som så ofte før blev jeg mindet om, hvor meget en lille pause kan gøre. Denne gang faldt jeg endda i søvn i sofaen – helt uden at planlægge det. Men det viste sig at være præcis dét, mit hoved havde brug for: ro og hvile.
Efter luren kunne jeg pludselig begynde at finde løsninger.

Når problemerne ser anderledes ud bagefter

Da jeg senere fortalte en ven om alle mine “aber”, opdagede jeg, at de slet ikke var så slemme, som de havde føltes i første omgang. Overblikket var på vej tilbage.
Nogle af aberne skal bare sendes retur eller videre til andre – for det er ikke mit ansvar at tage mig af dem alle.

Husk: Abeburet behøver ikke at være overfyldt

Vi har alle dage, hvor abeburet fyldes hurtigt. Det vigtige er at huske, at vi kan stoppe op, trække vejret, tage en pause – og så slippe de aber, som ikke hører hjemme hos os.