Julefrokost – og alt det der følger med før og efter

Julefrokost – og hvad der følger med – både før og efter!

Der er gået dage forud for gårsdagens julefrokost med pyntning til jul, selvom vi kun skriver den 28. november.

I min barndom og ungdom blev julepynt og juleudstillinger ikke lanceret lige efter efterårsferien – nej, nej. Den 1. december eller 1. søndag i advent var det faste skæringspunkt. Dengang blev julen heller ikke pillet ned 2. juledag. Tværtimod! Man julede videre med pynt og mad helt frem til og lige efter Helligtrekongersdag.

I min familie blev det en tradition, at man lavede en slags julemiddag til Mortensaften – og selvfølgelig Juleaften – men også Helligtrekongers aften, hvor hele pivtøjet kom på bordet igen. De sidste stumper af alle stearinlysene blev brændt færdige. Selve Helligtrekongers dag var en helligdag for os, og først derefter blev julepynten taget ned.

---

Tilbage til gårsdagens julefrokost

Aftenen gav mig mange tanker om både ødselhed og traditioner.

Da jeg jo efterhånden er en gammel “nisse” med diverse skavanker, bestilte jeg maden udefra. Vi var fem personer, men skulle bestille til mindst seks – hvilket jeg synes er helt i orden. Min tanke var bare, at så var der da nok mad.

Overrasket blev jeg, da det væltede ind med retter. Jeg tror nemt, jeg kunne have beværtet tre personer mere (og det gør jeg så i dag 😉).

Det stod hurtigt klart, at vi slet ikke kunne spise alt det dejlige mad. Men traditionen siger jo, at alt skal varmes og serveres – for én vil gerne have skinken med grønlangkål, en anden den dejlige leverpostej med champignon og bacon, en tredje flæskesteg med rødkål, og det oven i de sild, æg med rejer, fiskefileter, laks med asparges og høns i tarteletter, der allerede var spist. Og i krogen ventede risalamande og en osteanretning.

Jeg må indrømme, at jeg syntes, det gik over gevind. Tidligere har jeg oplevet det modsatte – at der var alt for lidt mad i de anretninger, jeg havde bestilt. Men denne gang var det helt klart i den anden ende af skalaen.

---

Tanken der nager

Det, der kværner mest i mine tanker i dag, er glæden over, at der kommer et par stykker og spiser rester her til frokost. For jeg har også prøvet en julefrokost, hvor alle de gode rester røg direkte i skraldespanden. Det gjorde næsten fysisk ondt at se. Var det mon en måde at demonstrere sin rigdom på?

Her må jeg endnu engang vende blikket mod Polen, hvor jeg jo har familie. Jeg holdt jul der for et par år siden. Selvfølgelig fik vi også lavet for meget mad og spiste, til maverne var ved at revne. Men da vi var færdige, blev jeg spurgt, om jeg ville med på en lille køretur – hvilket jeg meget gerne ville for at se Gdansk i sin farverige juleudsmykning.

Det viste sig, at turen havde et smukt formål: Vi kørte alle de dejlige madrester hen til en slags “butik”, hvor man sætter sit overskud af mad ind i køleskabe. Her kan hjemløse og andre trængende frit forsyne sig. Jeg følte virkelig julens glæde strømme gennem mig.

Hvor kunne vi lære noget herhjemme! Jeg kender ikke til sådanne “butikker” i nærheden af mig – men måske findes de andre steder i Danmark.

Julepynt i Oktober - er vi for tidlige med julepynten? | Julens traditioner før og nu

Julen er fyldt med traditioner – men er vi blevet lidt for tidlige til at pynte hele huset op? Her deler jeg minder fra barndommens jul, hvor magien først begyndte midt i december, og ser på, hvordan pynt og forventning har ændret sig gennem årene.

Er vi ikke lidt for tidlige med julepynten?

Når jeg kigger tilbage på min barndom, så var julens pynt og traditioner noget helt særligt – og noget, vi ventede på med spænding.

I mit barndomshjem begyndte julen først rigtigt en uge før juleaften. Indtil da havde vi kun en papjulekalender fra købmanden og en adventskrans, der lyste de mørke søndage op. Kravlenisser og al den øvrige pynt kom først frem efter den 15. december.

Lillejuleaften blev de sidste detaljer sat på plads. Juletræet stod bag lukkede døre, pyntet i hemmelighed, og nøglehullet var stoppet til med toiletpapir, så vi børn ikke kunne smugkigge. Først juleaften – efter vi havde vasket op – blev dørene åbnet, og vi så det smukke, lysende juletræ for allerførste gang. Den magi savner mange børn i dag.

Julen handlede dengang også om samvær: vi læste julehistorier i stearinlysets skær, lavede hjemmelavet pynt, bagte småkager og rullede konfekt. Selv grisen blev slagtet i starten af december, så julens måltider kunne være fyldt med traditioner og smag.

I landsbyens butikker var der heller ingen juleglitter i oktober. Først til 1. søndag i advent blev vinduerne pyntet – og det føltes som starten på en højtid, man virkelig havde glædet sig til.

Da jeg selv fik børn, begyndte jeg langsomt at ændre traditionerne. Med TV-julekalendere som Magnus Tagmus kom der nye måder at skabe forventning på. Vi fik kalenderlys, og hver dag satte jeg en lille piberensenisse frem, som børnene skulle finde. På den måde voksede julen stille og roligt frem i stuen – en tradition vi holdt fast i i mere end 25 år.

I dag pynter jeg også tidligere end jeg gjorde dengang. Allerede sidst i november finder jeg nisser og engle frem. Måske er vi blevet lidt for tidlige – men julen er jo netop en tid, hvor vi elsker hyggen, traditionerne og lyset i mørket.

En forfærdelig juletræsfest

 Julen er ofte forbundet med glæde, traditioner og varme minder. Men indimellem blander sorgen sig uventet ind i højtiden – og sætter sig som et minde, der aldrig helt forsvinder. Dette er en af de oplevelser, jeg bærer med mig fra min barndom.

Jeg husker ikke aftenen i detaljer – jeg har ikke været ret gammel dengang. Men nogle billeder står alligevel tydeligt i min erindring.

🌲 “Julen kan bringe både glæde og sorg – nogle minder slipper os aldrig.”

Det var 3. juledag, og min familie og jeg var til vores årlige juletræsfest i forsamlingshuset. Normalt var det en aften fuld af leg, dans om træet og glæde. Men denne gang blev alt anderledes.

Jeg husker skuffelsen over, at vi slet ikke skulle danse eller lege. Vi var knap nok kommet, før slikposerne blev delt ud – af forældre, der havde tårer i øjnene. Ingen af os børn forstod noget, men vi fik besked på ikke at spørge. Kort efter sang vi “Altid frejdig, når du går”, og så blev festen opløst. Vi måtte gå hjem – forvirrede og bedrøvede.

💫 “Vi ved aldrig, hvornår Vor Herre plukker et menneske.”

Først hjemme fik vi forklaringen: Degnens kone var på vej tilbage til forsamlingshuset med en kringle til kaffen, da hun faldt på det glatte føre. Uheldet var så voldsomt, at hun døde på stedet. En tragedie, der ramte os alle, for vi kendte hende godt.

Som om det ikke var nok, gik der blot ti dage, før sorgen igen ramte vores lille familie. Denne gang var det min farmor, vi mistede. Jeg husker ikke meget om det, for døden var et lukket emne for børn. Dengang talte man ikke med os om sorgen – og ofte gør man det heller ikke i dag.

👣 “Det er ikke altid den, der sidder yderst på bænken, som må gå først.”

Men måske burde vi. For døden er den eneste vished, vi alle deler. Vi ved aldrig, hvornår Vor Herre plukker et menneske. Og det er ikke altid den, der sidder yderst på bænken, som må gå først.

Børn skal naturligvis ikke gøres bange, men alt kan fortælles – hvis det sker med blidhed og omsorg. Måske lærer vi dem dermed, at døden, trods sin smerte, også er en del af livet.

🕯️ “Alt kan fortælles – hvis det sker med blidhed og omsorg.”

Selv midt i julens lys kan mørket finde vej. Måske er det netop derfor, det er vigtigt at tale åbent om livets afslutning – også med børn. Ikke for at skabe frygt, men for at skabe forståelse, omsorg og ro i mødet med det uundgåelige.

En 3. juledagsaften i tågen – barndomsminder fra 1950

Vi skal skrue tiden tilbage til omkring 1950. Det var 3. juledag, og hele familien – mine forældre, søskende og jeg – havde været til den traditionsrige juletræsfest i forsamlingshuset. En aften fyldt med glade børn, dans om træet og måske en småkage eller to for meget.

Men da vi skulle hjem, havde vejret besluttet sig for at lave lidt juleballade: Tågen lå så tæt, at selv nisserne ville have haft svært ved at finde vej. Vi havde kun en halv kilometer at gå, men det føltes som en ekspedition gennem Arktis – uden kompas og med grøfter, der lurede som skjulte fælder.

Midt i den hvide mur af tåge og sne hørte vi pludselig en stemme:
"Er der nogen?"
Den blev gentaget, højere og mere insisterende, som et ekko fra en julegyser. Min far svarede roligt:
"JA!"
Hvorefter stemmen sagde:
"Okay, så holder vi stille, indtil I er kommet forbi."

Det viste sig at være en meget betænksom bilist, der forsøgte at navigere i tågen med sin passager gående ved siden af – som en slags menneskelig radar. De listede afsted i en gammel Ford, der hoppede mere end den kørte, og vi kunne, efter en lille snak, stadig høre stemmen forsvinde i tågen:
"Er der nogen?"

Og ja – her manglede han virkelig Rudolf med den røde tud! 😉

Hver gang tågen ruller ind, dukker denne oplevelse op i min hukommelse som en julefilm, der aldrig helt slipper. Og ærligt talt: Jeg er stadig lidt bange for tåge. Ikke på grund af grøfterne – men fordi nutidens bilister ofte kører, som om de har superkræfter og nattesyn.

 Men en tåget julenat - julenissen skreg: 

"Jeg kan ikke finde vej, Rudolf, kom og lys for mig!"

Juleaften i 1955: En mindeværdig oplevelse i domkirken

Det var juleaftensdag i midten af 1950’erne. Stemningen i hjemmet var fuld af forventning, da min far pludselig sagde, at han havde lyst til at gå i kirke. Det var ellers ikke noget, han gjorde så ofte, og derfor blev jeg både overrasket og glad, da han spurgte, om jeg ville med. Selv om turen betød en gåtur på 2 x 3½ kilometer ad sneglatte veje, sagde jeg straks ja.

Domkirken var fyldt til bristepunktet den aften. Folk var kommet med både juleglæde og træthed i bagagen, og det kunne mærkes. Midt i prædikenen lød der pludselig en høj snorken, som straks fangede alles opmærksomhed.

To bænkerækker foran os sad en landmand, vi kendte lidt. Han var tydeligvis gledet langt ind i drømmeland – og det på en måde, der absolut ikke var lydløs. Ingen gjorde noget, ikke engang præsten, selv om hans blik igen og igen søgte ned mod den sovende mand.

Til sidst tog min far affære. Han rakte sin paraply frem mellem folkene foran os og gav et par bestemte prik i ryggen på synderen. Effekten var øjeblikkelig: snorken ophørte, præsten kunne fortsætte, og vi andre kunne igen koncentrere os om ordet.

Hændelsen har siden hængt ved mig. For hvorfor er vi mennesker så tilbageholdende, når vi står i en pinlig situation? Jeg har selv flere gange taget mod til mig og diskret hjulpet nogen – en dame, hvis kjole ikke helt var kommet på plads efter et toiletbesøg, eller en herre, der havde glemt at lukke sin lynlås. Jeg mener, man bør hjælpe hinanden ud af forlegenheder hurtigt og nænsomt.

Men den juleaften i 1955 endte med smil. Da vi gik hjem gennem kulden under den klare stjernehimmel, grinede min far og jeg frit over den lille episode i kirken – kun stjernerne hørte med.

 HUSKER DU?

Barndommens Jul

Det er ikke meget, jeg husker fra min barndoms Jul.

En enkelt gave eller to ligger og gemmer sig i erindringen.

Det jeg husker mest var nok, at vi først måtte se juletræet, når der var vasket op. Min far gik ind i den fine stue med dobbeltdørene lukkede og toiletpapir blev puttet i nøglehullet, så vi ikke smugkiggede.

Jeg husker følelsen af højstemthed, som jeg helt sikkert kan tilegne den søndagsskole, som jeg troligt fulgte i mange år. Vi børn fik lært at sætte pris på det, der ikke kostede noget.

Jeg husker søndagsskolens juletræ. Hvide lys, hvide engle og fehår! Det var så enkelt og dog så flot. Underligt at jeg, som et lille barn, syntes det. 

Vores eget juletræ var bestemt også flot. Masser af hjemmelavede hjerter og kræmmerhuse i  glanspapir. Jeg tror, der var 5 farver - hvidt, gult, rødt, grønt og blåt. Min far flettede hjerter med mange forskellige mønstre, medens min mor lavede silkepapirs roser. Vi lavede også pynt af halmstrå, de lignede stjerner. Fine glasfigurer, som jeg er heldig at have endnu. Fehår, lametta og flagguirlander. Jo, vi havde et flot og farverigt juletræ.

At sidde stille og se på et flot pyntet juletræ, det er som at kigge ind i barndommens land for mig.

Glædelig Jul!

Tjek altid din kassebon – små besparelser til juleglæde

Tjek altid din kassebon – små beløb bliver til juleglæde

Jeg har gjort det til en vane altid at tjekke min kassebon, når jeg handler i dagligvarebutikken. Det kan nemlig godt betale sig.

Indimellem sker det, at jeg køber en vare til nedsat pris, men på bonen står den til normal pris. Når jeg gør personalet opmærksom på fejlen, får jeg ofte svaret: “Det var sidste uges tilbud.” Men da prisen stadig stod på skiltet i butikken, får jeg naturligvis varen til den lavere pris. Det er almindelig butiksskik.

På blot en måned har jeg på den måde sparet næsten 50 kroner – penge, som ellers var smuttet. Dem lægger jeg i sparegrisen til Julens Glæde.

En gammel tradition med “Julens Glæde”

Da jeg var barn, kom der hver måned en mand fra Julens Glæde forbi vores hjem. Han fungerede som en slags lille opsparingsbank på cykel. Min mor satte et beløb ind, fik mærker til at klistre i sin opsparingsbog, og måned for måned kunne hun følge med i, hvor meget der blev sat til side til jul.

Det var en stor begivenhed, når “Jule-glæde-manden” kom først i december og udbetalte hele opsparingen. Den tradition husker jeg med varme – og derfor synes jeg, det er hyggeligt, at mine små “bon-besparelser” i dag går til præcis samme formål: Julens glæde.

Gode råd til dig

• Tjek altid kassebonen, inden du forlader butikken.

• Hold øje med skiltepriser kontra bonpriser.

• Sæt de sparede beløb til side – små beløb bliver hurtigt til noget større.

• 
  
  
  

24 julefortællinger!

Hvert år i december hygger jeg mig med Bjarne Nielsen Brovst’s "24 julefortællinger".

Det er ren nostalgi. Når jeg lytter, drømmer jeg mig tilbage til barndommens juleaftener – den varme glød, duften af hjemmebag og de små, magiske øjeblikke, som kun Julen kan bringe. Det er ganske enkelt indbegrebet af dansk hygge!

Hvis du ikke har prøvet det endnu, så gør det – det er som balsam for en forjaget sjæl. Et lille pusterum midt i decembertravlheden.

                       

Bogen er absolut også egnet til at fortælle til børn og børnebørn.