Det er vejen, der er det vigtigste. Selve processen rummer en særlig værdi, når du går i gang med en opgave.
Selvfølgelig føles det godt at nå i mål. Der er en naturlig stolthed og glæde i at afslutte noget. Men ofte er det selve arbejdet undervejs, der gør den største forskel. Det er her, hjernen får ro og slipper for negative tanker og bekymringer.
Det kan være i de små, enkle aktiviteter: et puslespil, LEGO, syning eller måske en strikket sommerhat. Ting, som umiddelbart kan virke som “unyttigt arbejde”.
Men måske er det netop ikke unyttigt.
Vores tidligere regent, Dronning Margrethe, nævnte engang i en tale, at der skal være plads til det unyttige arbejde. En påmindelse om, at ikke alt behøver have et konkret formål for at have værdi.
Min egen erfaring er, at denne form for fordybelse er gavnlig for hjernen – også når man lever med hjernetræthed. Det kræver dog, at man husker at holde rigtige pauser undervejs.
For mig kan det være en “morfar” på 27 minutter eller blot at sidde stille og kigge ud på fuglene flere gange i løbet af dagen.
Det er i balancen mellem aktivitet og pause, at roen opstår.