Hypokonder – eller bare opmærksom?

 Hvornår er man egentlig hypokonder?

Er det, når man ringer til tandlægen og bestiller en tid, fordi man har ondt i en tand?

Hvem kender ikke det? Man har tandpine, bestiller tid hos tandlægen – og når man så endelig sidder i tandlægestolen, er smerten væk.

Men hullet er der stadig og skal laves.

Er man så hypokonder?

Jeg går rundt med nogle ting, som jeg synes peger på, at der måske er noget, der skal undersøges.

Er jeg så hypokonder?

For eksempel har jeg et spiserørsbrok. Jeg synes egentlig, det ville være meget rimeligt at få det undersøgt igen. Det er trods alt omkring 10 år siden, det sidst blev tjekket.

Der er nogle tegn, jeg ikke synes er helt gode.

Og jeg lurer lidt på situationen.

Er jeg så hypokonder?

Jeg har i hvert fald bestilt tid hos lægen.

Indtil lægebesøget fik jeg nogle gode råd af sekretæren. Og faktisk hjælper de en del.

Så melder den næste tanke sig:

Hvis rådene virker så godt, at jeg næsten er symptomfri, når jeg kommer til lægen om et par dage – betyder det så, at jeg alligevel er hypokonder?

Det er næsten lidt komisk.

Man kan altså åbenbart komme i problemer uanset hvad.

Har man symptomer og søger læge, kan man være hypokonder.

Forsvinder symptomerne igen, kan man måske også være hypokonder, fordi man jo så slet ikke fejler noget.

Men hvad nu hvis kroppen faktisk prøver at fortælle os noget?

Jeg oplever, at mennesker kan være ret hurtige til at kalde andre hypokondere.

Det synes jeg faktisk er lidt uartigt.

For ordet kan få en til at tvivle på sig selv: Overreagerer jeg? Er det bare noget, jeg bilder mig ind? Skal jeg nu også til at rende til lægen?

Og det er måske netop dér, det bliver alvorligt.

For hvis man er bange for at blive kaldt hypokonder, kan man risikere at bagatellisere sine symptomer og vente for længe med at søge læge.

Jeg har netop oplevet noget, der har fået mig til at tænke over det.

En ven tog ikke nogle små tegn alvorligt og fik ikke søgt læge i tide.

For 14 dage siden var jeg til bisættelse.

Så sidder jeg tilbage med et spørgsmål:

Mon min ven måske netop ikke ville være blevet betragtet som hypokonder?

Måske er det ikke så farligt at reagere lidt for tidligt.

Måske er det værre at reagere for sent.

Så nej – jeg ved ikke, hvornår man er hypokonder.

Men jeg ved, at jeg hellere vil være den, der går til lægen én gang for meget, end den, der lader være én gang for meget.

Og hvis det viser sig, at der ikke er noget alvorligt galt?

Så er det jo faktisk en rigtig god nyhed.

Det synes jeg godt, man må være lidt hypokonder for.

Julens melodier i august 🎄

Mit “herrekor” i hjernen er allerede godt i gang med julens melodier.

Det er efter min mening lige tidligt nok, men jeg bestemmer ikke altid selv, hvad de går og nynner. 😄

Der er dog tidspunkter på døgnet, hvor der åbenbart er frit valg fra min side. Jeg skal bare tænke på – eller tale om – noget bestemt, så begynder “herrekoret” i løbet af et splitsekund at nynne det, der passer til situationen.

Hvis jeg for eksempel taler i telefon med en, og vi kommer ind på noget med fødselsdag, ja, så starter de straks med en fødselsdagssang.

I sådan en periode – måske et par timer – kan alverdens melodier skifte lige så hurtigt, som mine tanker gør. Det er både lidt fascinerende og lidt generende. For selvom det kan være hyggeligt, kan det også være en smule stressende. Og på den anden side kan det altså også være irriterende at høre den samme melodi køre rundt i hovedet i en hel time!

Jeg skal dog ikke klage. Så længe musikken ikke bliver højere, end den er nu, kan jeg sagtens tale med andre og følge med i samtalen i fjernsynet.

Men døgnet rundt er der musik i mit hoved – også når jeg vågner om natten og lige skal en tur ud på “det bette hus”. 😉

I nat var melodien “Ja, vi elsker dette landet”. Det er helt sikkert, fordi jeg flere gange i går hørte om Norges kong Harald, som er meget dårlig.

Det er da egentlig forunderligt, hvad hjernen gør!

Men som jeg startede med at fortælle, så er “herrekoret” altså nu begyndt at spille julens sange og salmer.

Jeg holder rigtig meget af dem, så selvom det måske er en anelse tidligt med julestemning i august, vil jeg altså ikke klage. ❤️

Så må “herrekoret” bare nynne videre.

Julen kommer jo – på et tidspunkt. 🎄😊

Bøn til Gud blev besvaret med et stjerneskud!

I den stille nat satte jeg mig ud på altanen.

Mit herrekor i hovedet blev ved med at nynne begravelsessalmer.

Jeg var netop vågnet af en drøm, hvor min ven og jeg blev omringet af ulve.

Det var altså umuligt at falde i søvn igen.

Jeg lavede mig en omgang kaffe og et stykke brød og zappede lidt på TV.

Så begyndte tusinde tanker at melde sig. 

Et nært familiemedlem skal bisættes i morgen - flere af mine pårørende er i forvejen hårdt ramt af sygdom o.s.v., så mine tanker kørte rundt i, om de nu kan klare det hele.

Da var det jeg satte mig ud på altanen - kiggede på stjernerne og bad en bøn til Gud.

Jeg er bange for at bede om noget bestemt, fordi det måske går imod Guds plan.

Derfor bad jeg bare om hjælp til mine 4 børn, 3 svigerbørn, 5 børnebørn, en missekat og mig selv.

Jeg sad bagefter lige så stille i 3-4 sekunder - og tænk så kom der et stjerneskud. Min første tanke, var at Gud havde hørt mig. Så nu er jeg sikker på hjælp. Det er muligt, at de forskellige stadig står i store problemer, men jeg tror på, at noget er taget væk. 

Jeg ved godt, at det var en nat med mange stjerneskud - men jeg har før siddet i timevis og ventet på netop et stjerneskud på en stjerneskudsnat uden held. Tror nok, at min altan vender til den forkerte side - det er ihvertfald flere år siden, jeg har set stjerneskud.

Under alle omstændigheder så føler jeg det bedre i mit indre. 

Herrekoret nynner stadig "Lyksalig, lyksalig" men der er jo også bisættelsestanker i baghovedet.

Forunderlige hjerne – et kig tilbage

 Forunderlige hjerne – et kig tilbage

Det er egentlig ret forunderligt, hvad hjernen kan.

Efter omkring 12 års træning begynder min hjerne endelig at fungere nogenlunde igen. Ikke perfekt – den roder stadig rundt – men nu er der heldigvis kommet lidt mere logik ind i rodet.

Det betyder også, at jeg har fået overskud til at se på alt det, der er sket gennem de år, hvor jeg kastede mig ud i snart det ene og snart det andet. Nogle projekter blev færdige, andre blev glemt undervejs.

For nylig skete der noget pudsigt. Helt uden at vide hvordan endte jeg på en gammel blog, som jeg åbenbart oprettede kort tid efter mit hjertestop. Dengang var mine kognitive evner mildest talt udfordrede, så det er ikke så mærkeligt, at jeg havde glemt alt om den.

Bloggen er langt fra færdig. Faktisk er den temmelig rodet og nok mest et bevis på, at jeg var en komplet nybegynder. Men alligevel fortæller den en historie. Den viser, hvor jeg var dengang, og hvor langt jeg er kommet siden.

Til min overraskelse har der endda været besøgende på den gennem årene, på trods af dens mange mangler.

Derfor får den lov til at leve videre lidt endnu.

Jeg linker til den herunder, hvis du har lyst til at kigge med. Måske kan den give dig et smil på læben. De små historier afslører nemlig en anden side af mig – hende, der er både naiv, lidt fjollet og heldigvis stadig kan grine af sig selv.

"Her finder du den gamle blog – læs på eget ansvar. 😉" 

http://tumlingen.blogspot.com

Når hjernen synger – mine oplevelser med Musical Ear Syndrome

Musical Ear Syndrome – når hjernen selv skaber musikken

Dag og nat har jeg et herrekor, der nynner de dejligste melodier inde i mit hoved.

Kort fortalt har jeg det, der kaldes Musical Ear Syndrome (MES).

Da det begyndte, blev jeg ærlig talt forskrækket. Jeg spekulerede på, om der var noget alvorligt galt med mig. Kunne jeg være ved at miste grebet om virkeligheden?

Efter flere samtaler i sundhedsvæsenet fandt vi forklaringen. Min hørelse er blevet dårligere, og jeg har desuden det, der kaldes skelnetab, hvilket betyder, at det er sværere at skelne tale og lyde fra hinanden.

Når hjernen får færre lydindtryk udefra, kan den begynde at "udfylde hullerne" ved selv at skabe lyde. Hos mig viser det sig som et nynnende herrekor, der synger kendte melodier.

Jeg er faktisk taknemmelig for, at det – i hvert fald indtil nu – er rolige og behagelige melodier og ikke høj musik eller forstyrrende lyde.

Lige nu, mens jeg skriver dette, nynner herrekoret melodien "Det var en lørdag aften".

Det er aldrig højere, end at jeg sagtens kan leve med det, men melodien står helt tydeligt. Nogle gange gentager den samme melodi sig i flere timer. Andre gange synger koret tre-fire vers, før det skifter til en ny.

Noget af det mest fascinerende er, at hjernen tilsyneladende er meget påvirkelig. Hvis jeg bevidst tænker på en bestemt melodi, begynder herrekoret ofte at nynne netop den. Det er, som om hjernen vælger den som sit næste nummer.

Jeg har også oplevet, at samtaler kan udløse en melodi. En dag talte vi om en fødselsdag, og så snart ordet "fødselsdag" blev nævnt, begyndte herrekoret straks at nynne Happy Birthday – helt uden at jeg selv havde tænkt på sangen.

Hjernen er et forunderligt organ.

Selv om oplevelsen indimellem kan virke lidt skræmmende, føler jeg mig tryg ved at vide, hvad den skyldes. Når man forstår årsagen, bliver det lettere at acceptere, at hjernen nogle gange finder sine egne veje.

Jeg har derfor besluttet at oprette etiketten "Herrekorets melodier" her på bloggen. Her vil jeg fra tid til anden dele de melodier, mit lille usynlige herrekor vælger at synge – og måske også nogle af de tanker, det sætter i gang.

Måske sidder der andre derude med lignende oplevelser uden at kende forklaringen. Hvis dette indlæg kan være med til at sætte ord på det eller give bare én person ro i sindet, så har det været værd at skrive.

Vi ved stadig ikke alt om hjernen, og måske kommer vi aldrig til det. Men én ting har denne oplevelse lært mig: Hjernen kan være både forunderlig og overraskende.

Mit lille herrekor er blevet en del af hverdagen. Nogle dage lægger jeg næsten ikke mærke til det, andre dage må jeg smile, når en velkendt melodi pludselig dukker op. Så længe koret holder sig til de fredelige toner, får de lov til at synge videre.

Og hvis du selv oplever noget lignende, håber jeg, at dette indlæg kan give dig den samme ro, som jeg selv fandt, da jeg fik en forklaring på, hvorfor hjernen nogle gange synger sin egen sang.

Det er vigtigt at understrege, at Musical Ear Syndrome ikke er en psykisk lidelse, men en kendt tilstand, der ofte ses hos mennesker med høretab.