Fortrydelser

Mange mennesker (incl. mig selv) lader sig martre af egne eller andres fortrydelser.

Hvorfor gå og pine sig selv?

Prøv at slippe af med det, for det gavner ingen.

Måske har den anden part allerede glemt det hele.

Jeg fandt følgende fortælling, der illustrerer dette.

Forfatteren ukendt.

Fri eller bundet!

To munke på en pilgrimsrejse kom til en flodbred. Der så de en pige iklædt sit fineste tøj, der åbenbart ikke vidste, hvordan hun skulle komme over, for floden var dyb, og hun ønskede ikke at få tøjet ødelagt.

Uden så meget ståhej løftede en af munkene hende op på ryggen og bar hende tværs over floden og satte hende ned på den tørre jord.

Derefter gik munkene videre.

Men den anden munk begyndte snart at beklage sig. Det kan ikke være rigtigt at røre en kvinde, det er imod reglerne at have tæt kontakt med en kvinde. Hvordan kan du handle imod reglerne for munke? Og sådan fortsatte han i en rum tid.

Munken, der havde båret pigen, gik stille ved siden af, men endelig sagde han:

"Jeg satte hende ned ved floden, men du bærer stadigvæk på hende!"

"Jensen på taget"

Jeg har måske skrevet om denne lille fortælling før, men den tåler en gentagelse, for den er i høj grad værd at "skrive sig bag øret", og den er gældende til alle tider.

Ofte er vi ikke gode til at modtage hjælp.
Ofte vil vi kun have hjælp fra ganske bestemte personer.

Men den hjælp du gav andre, kommer ikke nødvendigvis igen fra samme person.

Mange gange kommer hjælpen fra uventet side.

Men nu til historien om Jensen på taget!
Jeg har fundet den på Borum-Lyngby Kirkes hjemmeside og forfatteren er ukendt!


Der kom en mægtig oversvømmelse, og vandet steg meterhøjt i byen.
Jensen stod ved tagvinduet og så møbler og træer vælte forbi i vandmasserne. Så kom hans nabo i en robåd og lagde til ved tagrenden: Godt, at jeg nåede herhen for at redde dig, sagde naboen.
Men Jensen rystede på hovedet: Ellers tak, sagde han. Jeg har bedt til Gud, han redder mig.
Vandet blev ved med at stige, og Jensen måtte kravle op på taget. Nu kom en speedbåd farende, slog et sving hen imod ham og tog farten af: Gør dig klar til at springe ombord, råbte de fra speedbåden. Det skal gå hurtigt nu!
Men Jensen vinkede dem af: Det er ikke nødvendigt, råbte han. Jeg stoler på Gud, han redder mig!
Vandet steg endnu et par meter. Nu stod Jensen oppe på skorstenen i vand til knæene. Der var kun vand at se til alle sider. Men nu kom en helikopter flyvende og kasteden en rebstige ned: Du var heldig, at vi så dig! råbte de deroppe fra.
Men Jensen blev på sin skorsten: Jeg stoler på Guds hjælp! skreg han tilbage.
Vandet steg jo endnu et stykke. Jensen druknede. Og da han vågnede op hos Gud var hans første ord: Gud, du lovede ...! Har du ikke selv lært os at stole på din hjælp? Hvorfor kom du så ikke og reddede mig?
Nåja, sagde Gud, først sendte jeg dig en robåd, så sendte jeg en speedbåd, til sidst en helikopter. Hvad forlanger du egentlig?




Da jeg fortalte en nær ven historien, gik han til sit tegnebord, og jeg fik efterfølgende denne tegning.

Lave unyttige ting

Jeg er god til at lave unyttige ting!
Måske for god!

Vores kloge og dygtige Dronning Margrethe havde det "at lave noget unyttigt" med i sin Nytårstale ved indgangen til 2018.

Jeg blev så glad for dette gode råd.
I flere år har jeg nemlig ofte haft dårlig samvittighed over at lave unyttige ting ( i hvert fald set med andres øjne).
Til tider har jeg spurgt mig selv, hvilken nytte det var til o.s.v. o.s.v.

Det er som om Dronningens ord har givet mig motivation til at gøre noget mere ved "de unyttige ting".

Lad bare 2018 komme an og gør` noget mere, som bare gør glad!

At være glad selv - gør andre glade!

Jeg har strikket rigtig mange karklude - kedelige i retstrikning - af restegarn.

Selv om de er kedelige - så tørrer de godt 😉