En aften i sofaen og et nyt perspektiv
Jeg sad en aften i min sofa og følte mig mildest talt utilfreds med mig selv. Hele dagen var løbet forbi, uden at jeg følte, jeg havde udrettet noget som helst. Opgaverne hobede sig op omkring mig, og mit humør blev tungere og tungere. Alt, jeg havde lyst til, var at sidde i sofahjørnet, skifte mellem tv-kanalerne og fordybe mig i min egen selvmedlidenhed.
Men pludselig stoppede jeg ved en film: 12 Years a Slave.
Det tog ikke mange minutter, før jeg mærkede, hvordan mit perspektiv ændrede sig. Filmen skildrer en mand, der blev frataget sin frihed, sin identitet og sit liv, som han kendte det. Hans kamp for at overleve og for at genvinde sin frihed var ubeskrivelig barsk og gribende. Jeg sad tilbage med en følelse af skam – skam over, at jeg havde spildt tid og energi på at surmule over småting.
For hvad var det egentlig, jeg sad og brokkede mig over? At dagen ikke var gået, som jeg havde håbet? At opvasken stadig stod på køkkenbordet? At jeg ikke havde fået krydset noget af på min to-do-liste? Sammenlignet med det, filmen viste, virkede mine problemer pludselig så uendeligt små.
Jeg blev mindet om, hvor ufatteligt privilegeret jeg er. Jeg har min frihed. Jeg kan frit bevæge mig, træffe valg og selv bestemme over mit liv. Og vigtigst af alt: Jeg kan sidde trygt i min sofa og se en film, uden frygt for at nogen tager alt fra mig.
Filmen satte gang i en dyb taknemmelighed i mig. Jeg indså, hvor vigtigt det er at stoppe op og huske, at selvom hverdagen kan føles uoverskuelig, og selvom vi alle sammen har vores små frustrationer, så er vi stadig så heldige. Mange mennesker i verden – både før og nu – kæmper stadig for noget, jeg tager for givet hver eneste dag.
12 Years a Slave er ikke en nem film at se, men netop derfor er den så vigtig. Den minder os om menneskelig styrke, men også om den uretfærdighed og brutalitet, vi aldrig må glemme fandtes – og til en vis grad stadig findes i forskellige former.
Jeg gik i seng den aften med en ny følelse i kroppen. Ikke længere fyldt af utilfredshed, men af ydmyghed og taknemmelighed.
Og måske er det netop det, film, bøger og kunst kan: De kan vække noget i os, der ændrer vores blik på tilværelsen.
