HUSKER DU?
Barndommens Jul
Det er ikke meget, jeg husker fra min barndoms Jul.
En enkelt gave eller to ligger og gemmer sig i erindringen.
Det jeg husker mest var nok, at vi først måtte se juletræet, når der var vasket op. Min far gik ind i den fine stue med dobbeltdørene lukkede og toiletpapir blev puttet i nøglehullet, så vi ikke smugkiggede.
Jeg husker følelsen af højstemthed, som jeg helt sikkert kan tilegne den søndagsskole, som jeg troligt fulgte i mange år. Vi børn fik lært at sætte pris på det, der ikke kostede noget.
Jeg husker søndagsskolens juletræ. Hvide lys, hvide engle og fehår! Det var så enkelt og dog så flot. Underligt at jeg, som et lille barn, syntes det.
Vores eget juletræ var bestemt også flot. Masser af hjemmelavede hjerter og kræmmerhuse i glanspapir. Jeg tror, der var 5 farver - hvidt, gult, rødt, grønt og blåt. Min far flettede hjerter med mange forskellige mønstre, medens min mor lavede silkepapirs roser. Vi lavede også pynt af halmstrå, de lignede stjerner. Fine glasfigurer, som jeg er heldig at have endnu. Fehår, lametta og flagguirlander. Jo, vi havde et flot og farverigt juletræ.
At sidde stille og se på et flot pyntet juletræ, det er som at kigge ind i barndommens land for mig.
Glædelig Jul!