Valgplakater med uventet effekt

Jeg har aldrig været den store fan af valgplakater. Ærligt talt har jeg mest set dem som lidt af en ressourceslugende skov af smil og slogans, hvor det kan være svært at få øje på det, der egentlig betyder noget: hvad folk står for – og om de rent faktisk gør det bagefter.

Men i dag… der måtte jeg tage hatten af 😄

Jeg skulle krydse et større vejkryds, hvor vinden virkelig havde fået frit spil. Det var sådan en dag, hvor man næsten overvejer, om man er ved at lette. Men så stod de der – på rad og række – valgplakaterne! Og for første gang nogensinde gjorde de virkelig nytte: de gav læ og reddede mig (og min balance) gennem blæsten.

Så ja… måske har de alligevel en funktion – bare ikke helt den, de selv havde tænkt 😉

Marts - Vintergækker - optimisme.

 Februar måned er næsten slut - og hvilken måned!

Sne, der lyste dejligt op i mørket, men også mørke dage, hvor drepressive tanker bankede på.

Her på månedens sidste dag er der gråvejr hos mig - både set med fysiske øjne og det mentale blik.

Det er lige før jeg glæder mig til mørkets frembrud, for da vil julelysene på min altan stadig lyse op.

Ja, jeg har stadig mine julelys tændte. Synes det er synd at tage dem ned i den mørke tid. Det skal dog nævnes, at jeg overvejer stærkt at tage dem ned nu her, hvor vi går ind i Marts måned.

Marts er tegn på at foråret snart kommer - jeg har set Vintergækker på mine gåture - det må da lysne i sindet. Tænk, at disse små spinkle gækker lister sig op af den stadig frosne jord, vælter sne og brune blade til side for at opfange lidt sol og for at glæde os mennesker. 

Jo, jeg må se at blive virkelig taknemmelig!

Marts må stå for optimismen.

LEGO-julekransen og "Den hjælpende hånd"

Så blev LEGO-julekransen færdig og ikke helt uden problemer, men jeg er jo også en gammel kone, der først for kort tid siden er begyndt at samle LEGO 

Det var en julegave og den skal jo lige samles først, men nu skal den altså også op på væggen, selv om vi skriver 17. januar :-)

Det eneste der mangler er en mand med en boremaskine! Mange ting kan jeg lave selv, men lige netop at bruge sådan en tingest, der melder jeg fra. Men så er det jo dejligt, at man kan sende bud efter "Den hjælpende hånd" gennem Ældresagen. 

Jagten på et særligt billede i Polen – en historie om tålmodighed, tillid og lidt held

 

Indledning:

Nogle billeder glemmer man aldrig.
De brænder sig fast – ikke kun på nethinden, men i hjertet.
Et sådan billede fandt jeg engang på et museum i Polen. Eller rettere: to billeder. Det ene fik jeg lov til at fotografere. Det andet blev begyndelsen på en lille jagt, der skulle tage flere år at afslutte.

Jagten på et specielt billede i Polen

Under et besøg i Polen for flere år siden tog min søn mig med på et stort museum – et sted fuld af historie, farver og kunst, der nærmest åndede gennem væggene.

Allerede i stueetagen fangede et fantastisk maleri mit blik. Jeg blev stående et øjeblik, helt opslugt. Uden at kunne polsk forsøgte jeg med tegnsprog og små gebærder at spørge en museumsvagt, om jeg måtte fotografere det. Hun smilede og nikkede – ja, det måtte jeg gerne.

Vi fortsatte op på første sal, hvor endnu et maleri fangede min opmærksomhed. Det var ét af dem, man bare må forevige. Jeg greb mit kamera, der hang om håndleddet – men denne gang var svaret nej. Min søn, der taler polsk, forklarede, at fotografering var tilladt i stueetagen, men svaret var stadig NEJ. Jeg lagde kameraet fra mig, men kunne mærke, hvordan stemningen ændrede sig.

Fra det øjeblik blev jeg overvåget. Vagternes blikke fulgte mig i hvert rum, og nye øjne stod klar, når jeg trådte ind i det næste. For at vise min gode vilje sagde jeg til min søn, at jeg ville lægge kameraet i rygsækken – så de kunne se, at jeg ikke agtede at tage flere billeder.

”Nej mor,” sagde han, ”du har sagt, at du ikke gør det, altså skal de tro på dig.”
Han havde jo ret. Men jeg forstod også vagternes mistro – de kendte mig jo ikke. Jeg lagde kameraet synligt i tasken, men overvågningen fortsatte.

Selvom jeg ikke ligefrem er bange for vagter, begyndte jeg at frygte, at de ville tage mit kamera, når jeg forlod museet. Jeg havde trods alt et billede fra stueetagen – et helt lovligt ét, men alligevel.

Da vi gik ud, følte jeg både lettelse og skuffelse. Lettelse over at alt gik fredeligt, men også en stille sorg over, at jeg ikke fik et billede af det andet maleri – det, der havde sat sig fast i mig.

Årene gik, men tanken om det billede slap mig ikke. Jeg søgte på nettet, i bøger, i museumsdatabaser – uden held. Indtil en dag, hvor en hjælpsom museumsleder fandt det for mig. Jeg fik tilsendt et foto – ganske vist skråt taget – men der var det!

Jeg vil ikke gengive billederne her, for jeg vil ikke overtræde nogen regler. Men spørg mig, om jeg er glad for de billeder, jeg har? Det er jeg. Og jeg har lært, at man ikke skal give op – hverken på sin nysgerrighed eller sin tålmodighed.

Sådan fandt jeg læseglæden igen – efter et hjertestop og nye udfordringer med at læse

Jeg overlevede et hjertestop – og måtte lære mange ting forfra, også det at læse. Det har været en lang og lærerig rejse, fyldt med tålmodighed, frustration, men også håb.

I dag deler jeg mine oplevelser for at inspirere andre, der måske kæmper med senfølger, træthed eller tab af færdigheder. For der findes altid en vej – og nogle gange begynder den med en enkelt side i en bog.

Et af de senfølger, jeg har oplevet efter mit hjertestop, er læsevanskeligheder.
Lige efter – og det er nu 12 år siden – kunne jeg kun læse en halv side af en bog ad gangen. Dengang anede jeg ikke, hvor stor betydning forfatterens sprog kunne have for min evne til at træne læsefærdigheden op igen.

Jeg prøvede mange forskellige bøger, men blev hurtigt træt og ukoncentreret. Jeg kunne simpelthen ikke blive fanget af historierne. Efterhånden kunne jeg læse lidt længere ad gangen, men det gik langsomt – og jeg savnede den glæde, jeg engang havde haft ved at fordybe mig i en god bog.

En dag fandt jeg ved et tilfælde en gammel bog i mit roderum. Det var en del af en lille serie, jeg havde fået for over 50 år siden. Jeg huskede svagt, at den handlede om en pige ved navn Raija, men ellers var alt væk – som om historien var forsvundet ned i de sorte huller, som hjertestoppet havde efterladt i min hukommelse.

Jeg besluttede mig for at prøve at læse serien igen. Og til min store overraskelse skete der noget helt særligt:
Forfatteren, Bente Pedersen, skrev på en måde, som min hjerne kunne forstå. Hun beskriver situationer langsomt, fra flere synsvinkler og med et sprog, der flyder roligt. Det passede perfekt til mig.

Langsomt, men sikkert, kunne jeg læse flere og flere sider hver dag. I dag læser jeg to af hendes bøger om måneden – og jeg er nået til nummer 36 i serien. Jeg må ofte bestille bøgerne hjem via biblioteket, men det gør mig ingenting. For jeg er bare så taknemmelig for, at min læsefærdighed er blevet så meget bedre.

For nylig lånte jeg en bog af min nabo, som mente, jeg måtte læse den, fordi den handlede om et emne, vi begge interesserer os for. Men til min store overraskelse kunne jeg slet ikke læse den. Forfatterens måde at skrive på gik bare ikke ind. Og det fik mig til at tænke.

💬 Mit budskab er dette:
Opgiv ikke, hvis du oplever noget lignende. Det er ikke sikkert, det er dig, der ikke kan læse – måske er det bare forfatterens sprog, der ikke passer til den måde, din hjerne arbejder på.
Prøv dig frem. Skift forfatter. Du kan finde din vej tilbage til læsningen – i dit eget tempo og på dine egne præmisser.

Dagligdagens små lyspunkter

 

Søndag morgentur

Tidligt søndag morgen kørte vi afsted på bustur. Landskabet lå stille hen, indhyllet i de første tågebanker – næsten som om mosekonen havde travlt med sin bryg. Stemningen var blød og eventyrlig.

Da solen begyndte at bryde igennem, viste naturen sin magi. Små edderkoppespind glimtede i lyset, hvor dugdråberne lå som perler på en snor. Hele marker strålede, som var de pyntet op til fest.

Særligt ét syn satte sig fast: en kæmpemæssig mark fyldt med juletræer, hvor hvert eneste træ bar mindst tre funklende spind. Det var, som om naturen selv havde hængt smykker ud i tusindvis.

Det var et øjeblik af ro og skønhed, hvor tiden stod stille – og et klart bevis på, at selv den tidligste søndag morgen kan rumme små mirakler.

Når samtaler falder på edderkopper og spind, strejfer mine tanker altid Johannes Jørgensens legende om edderkoppen. Prøv at læse den, selv om den er lidt lang.

Tråden ovenfra Det var en skøn septembermorgen. Alle enge glimtede af dug, og gennem luften sejlede den flyvende silkeskinnende tråde. Langt fra kom de, langt hen drev de. En af disse tråde strandede i toppen af et træ, og luftskipperen, en lille gul- og sortbroget edderkop, forlod sit lette fartøj og betrådte løvets fastere grund. Men stedet behagede den ikke rigtig, og med en rask beslutning spandt den sig en ny tråd og firede sig lige ned i en stor tjørnehæk. Her var der nok af strittende skud og kviste, hvorimellem et net kunne udspindes. Og edderkoppen gav sig til arbejdet, idet den lod tråden ovenfra, ad hvilken den var kommet ned, bære nettets øverste hjørne. Det blev et stort smukt væv. Og der kom noget særligt over det, derved at det ligesom stod ret op i den tomme luft, uden at man kunne se, hvad der bar dets øverste rand. Thi der skal gode øjne til for at opdage sådan en lille, fin edderkoppetråd. Dage kom, dage gik. Det begyndte at blive småt med fluefangsten, og edderkoppen måtte spinde sit net større, så det kunne favne videre, fange mere. Og takket være tråden ovenfra, lykkedes denne udvidelse over al forventning. Edderkoppen byggede sit væv højere og højere op i luften og mere og mere ud til siderne. Nettet spændte over hele hækkens bredde, og når det i de våde oktobermorgener hang fuldt af funklende dråber, var det at se som et perlestukket slør. Edderkoppen var stolt af sit værk. Den var ikke længere den lille tingest, der var kommet sejlende på et spind gennem luften uden en skilling i lommen - så at sige-og uden anden formue end sine spindekirtler. Den var nu en stor, svær, velstående edderkop og havde det største net langs hele hækken. En morgen vågnede den i usædvanlig dårligt humør. Den havde frosset lidt om natten, og nu var der ikke et solglimnt at øjne, og ikke en flue summede gennem luften. Sulten og ledig sad edderkoppen hele den lange, grå efterårsdag. For at slå tiden ihjel begyndte den en rundgang i sit net for at se, om det ikke trængte til at bødes her eller der. Den rykkede i alle trådene for at mærke, om de var godt fæstnede. Men skønt den ingen fejl fandt, vedblev den dog at være utålelig gnaven. I vævets yderste udkant kom den så til en tråd, som den lige med ét syntes, den ikke kendte. Alle de andre gik enten derhen eller didhen, edderkoppen vidste hver kvist, de var gjort fast ved. Men denne ganske ubegribelige tråd gik ingen steder hen det vil sige, den løb ret op i luften. Edderkoppen rejste sig på bagbenene og kiggede opad med alle sine mange øjne. Men den kunne ikke se, hvor tråden gik hen. Det så ud, som den førte lige op i skyerne. Edderkoppen blev mere og mere ærgerlig, jo længere den sad og stirrede til ingen nytte. Den huskede slet ikke mere, at den selv en gang på en klar septemberdag var kommet ned ad denne tråd. Den huskede heller ikke, hvor stor nytte netop denne tråd havde ydet, da vævet skulle bygges og udvides. Edderkoppen havde glemt det alt sammen - den så blot, at her var der en dum, unyttig tråd, som ingen rimelige steder gik hen, men bare op i den tomme luft... "Væk med dig", sagde edderkoppen, og i et eneste bid knækkede den tråden midt over. I det samme gav vævet efter -hele det kunstfærdige netværk styrtede sammen - og da edderkoppen kom til sig selv, lå den mellem tjørnebladene med nettet som en lille, våd klud over hovedet. I et eneste øjeblik havde den tilintetgjort hele sin herlighed - fordi den ikke forstod nytten af tråden ovenfra. 

Fra Johannes Jørgensen: "Lignelser" (Gyldendal 1898)

Trækfugle i natten

 

Forleden aften sad jeg og kiggede efter stjerneskud.

Der var helt stille, men pludselig kom der nogle mærkelige lyde.

Lige hen over mit hoved kom der en flok lavtflyvende store fugle - og lige i sekundet, blev jeg bange - men hurtigt kom tanken om trækfugle.

Jeg blev da nysgerrig og gik straks på GOOGLE for at blive klogere. Jeg troede faktisk, at alle fugle gik i seng med solen, men det er åbenbart ikke tilfældet.                                 

Vadefuglene ynder at trække om natten - måske var det den slags jeg så. 

Men uanset hvad, så lærte jeg lidt nyt den aften, men jeg så ikke noget stjerneskud.

Godt, at der findes billeder af det ;-)