Forleden var jeg på indkøbstur til en af de større butikskæder her i Danmark. Mit ærinde var enkelt, men oplevelsen blev alt andet end enkel. Det slog mig igen, hvor meget vores samfund er bygget op omkring bilisterne, og hvor lidt der bliver tænkt på os, der går til fods – især når vi er lidt ældre.
Butikken lå i et område uden ordentlige fortove, så jeg måtte vandre på kørebanen rundt om mørke bygninger med minimal belysning. Jeg havde godt nok reflekser på, men alligevel følte jeg mig udsat og sårbar. Hvert eneste skridt føltes lidt som en risiko.
Nogen vil måske sige: “Så gå da ud i dagtimerne.” Det gjorde jeg også. Men på min tur væltede regnen ned, og selvom det kun var midt på eftermiddagen, blev det hurtigt mørkt. Året var begyndt at mørkne tidligt, og pludselig var det som om, man var helt alene på en regnvåd kørevej, hvor biler susede forbi.
Det er underligt, at byplanlægning og butiksområder stort set kun tager hensyn til bilisterne. Selv de største butikskæder har små ting, som kan bæres derfra, men for os, der går til fods, er tilgængelighed og sikkerhed ofte lavt prioriteret.
Jeg drømmer om en hverdag, hvor det er muligt at klare sig selv, uanset alder. Hvor fortove er oplyste og sammenhængende, hvor regnvåde eftermiddage ikke gør en almindelig indkøbstur til en prøvelse, og hvor butikker tænker på alle – ikke kun dem med bil.
Det burde ikke være en luksus at kunne gå trygt til indkøb. Det burde være en selvfølge.
Når jeg tænker tilbage, må jeg indrømme, at mit liv har været proppet med dilemmaer.
Og lad os bare være ærlige: de får sjældent det bedste frem i mig. Jeg bliver sur, forvirret og lidt småtvær over, at mit hoved skal rode rundt i sådan noget bøvl.
Og nu – tadaa! – står jeg så med et helt særligt jule-dilemma!
Planen var en juleaften med syv gæster. Måske otte. Eller ni.
Nu er vi vist snarere syv … otte … ni … eller ti.
Grunden er, at et nært familiemedlem risikerer at sidde alene juleaften. Og hvad værre er: Vedkommende har aflyst en anden invitation, fordi man ved, at jeg ikke kan få mig selv til at lade nogen sidde alene den aften. (Min samvittighed er åbenbart lidt for gennemskuelig …).Problemet er bare, at min lejlighed ikke er særlig stor.
Jo jo, jeg kender godt ordsproget: “Hvor der er hjerterum, er der husrum.” Men mine gæster skal altså også have en stol at sidde på – og helst mere albuerum end et par sild i en tønde.
I gamle dage kunne vi unger bare få et tæppe på gulvet, og det var så hyggeligt. Men nu er vi voksne, og rygge og knæ er knap så fleksible som dengang.
Og så er der jo maden … og udgifterne.
Jeg er ikke ligefrem en Michelin-kok (snarere den type, der kan få pasta til at koge for længe), og min pengepung ligner ikke ligefrem Julemandens gavepose.
Så ja – jeg står midt i en lille julekrise.
Men til sidst handler det om, at min samvittighed skal kunne smile juleaften.
Måske skal jeg bare hæve blikket, trække vejret dybt og se på situationen fra fugleperspektiv. For set lidt på afstand er det jo bare jul … og hvis der er kærlighed, grin og en ekstra stol et sted i hjørnet, så skal det nok gå.
Jeg har gjort det til en vane altid at tjekke min kassebon, når jeg handler i dagligvarebutikken. Det kan nemlig godt betale sig.
Indimellem sker det, at jeg køber en vare til nedsat pris, men på bonen står den til normal pris. Når jeg gør personalet opmærksom på fejlen, får jeg ofte svaret: “Det var sidste uges tilbud.” Men da prisen stadig stod på skiltet i butikken, får jeg naturligvis varen til den lavere pris. Det er almindelig butiksskik.
På blot en måned har jeg på den måde sparet næsten 50 kroner – penge, som ellers var smuttet. Dem lægger jeg i sparegrisen til Julens Glæde.
Da jeg var barn, kom der hver måned en mand fra Julens Glæde forbi vores hjem. Han fungerede som en slags lille opsparingsbank på cykel. Min mor satte et beløb ind, fik mærker til at klistre i sin opsparingsbog, og måned for måned kunne hun følge med i, hvor meget der blev sat til side til jul.
Det var en stor begivenhed, når “Jule-glæde-manden” kom først i december og udbetalte hele opsparingen. Den tradition husker jeg med varme – og derfor synes jeg, det er hyggeligt, at mine små “bon-besparelser” i dag går til præcis samme formål: Julens glæde.
Tjek altid kassebonen, inden du forlader butikken.
Hold øje med skiltepriser kontra bonpriser.
Sæt de sparede beløb til side – små beløb bliver hurtigt til noget større.
Hvert år i december hygger jeg mig med Bjarne Nielsen Brovst’s "24 julefortællinger".
Det er ren nostalgi. Når jeg lytter, drømmer jeg mig tilbage til barndommens juleaftener – den varme glød, duften af hjemmebag og de små, magiske øjeblikke, som kun Julen kan bringe. Det er ganske enkelt indbegrebet af dansk hygge!
Hvis du ikke har prøvet det endnu, så gør det – det er som balsam for en forjaget sjæl. Et lille pusterum midt i decembertravlheden.
Bogen er absolut også egnet til at fortælle til børn og børnebørn.
Når vi står midt i et problem, kan det føles altoverskyggende. Tankerne kredser, følelserne fylder, og det er næsten umuligt at finde en vej ud. Men hvad sker der, hvis du løfter dig op og ser dit problem fra oven – i fugleperspektiv?
At se tingene fra en højere vinkel giver dig muligheden for at skabe overblik. Pludselig ser du ikke kun detaljen, der fylder alt lige nu, men også sammenhængene, relationerne og de mulige veje videre. Når vi skaber afstand, bliver vi ikke fanget på samme måde af følelserne, men kan i stedet analysere situationen mere nøgternt.
Når du ser dit problem udefra, bliver det lettere at:
Få øje på nye løsninger, du ikke tidligere har tænkt på.
Sætte problemet i perspektiv og vurdere, hvor alvorligt det egentlig er.
Opdage hvilke mønstre, der måske går igen i lignende situationer.
Skelne mellem hvad du reelt kan ændre – og hvad du må acceptere.
Mange oplever, at en mental "helikoptertur" over deres eget liv giver en følelse af ro. Du får et større billede, hvor dit nuværende problem pludselig kun er én lille del af helheden.
En anden effektiv metode er at forestille sig, at problemet slet ikke er dit eget. Prøv at ændre navne og roller på de involverede personer. Forestil dig, at det er to andre, der står med problemet – måske endda nogen, du kender.
Ofte opdager vi, at vi langt nemmere kan se løsninger, når det ikke er os selv, der står midt i det. Det skyldes, at vi bliver mindre følelsesmæssigt påvirkede og dermed kan tænke mere klart.
Når vi tager afstand, ser tingene i fugleperspektiv og leger med tanken om, at det ikke er vores eget problem, sker der noget magisk: Vi bliver mere kreative, mere objektive og mere løsningsorienterede.
Næste gang du føler, at et problem er uoverskueligt, så stop op. Træk vejret dybt, og forestil dig, at du svæver op over situationen. Se det hele oppefra – og læg mærke til, hvordan løsningerne begynder at vise sig, når du ikke længere står helt tæt på.
Hvis du er ved at ramme kaoslinjen, er det tid til at stoppe op og tænke over konsekvenserne.
Vi kender alle følelsen af, at livet pludselig bliver for meget. I korte perioder – måske nogle timer, dage eller et par uger – kan vi ofte klare det. Vi bider tænderne sammen, fordi vi ved, at presset har en ende. Men når kaos varer ved i måneder eller endda år, er situationen alvorlig.
Ikke alle ting i livet kan vi styre. Udefrakommende faktorer som sygdom, økonomi, arbejdspres eller konflikter i familien kan skabe uro, som vi ikke bare kan ignorere. Men selvom du ikke kan fjerne årsagerne, kan du lære at håndtere dem – for ellers begynder de langsomt at tære på både din psyke og din krop.
Langvarigt kaos og stress kan have katastrofale følger: depression, udbrændthed og en lang række stressrelaterede sygdomme. Faktisk viser undersøgelser, at stress er en medvirkende årsag til næsten alle former for sygdom.
Hvis du mærker, at du er fanget i et konstant pres, er det vigtigt at handle. At tage stress alvorligt er ikke et tegn på svaghed, men et tegn på styrke og selvomsorg.
Det kan betyde at:
sætte klare grænser i arbejdsliv og privatliv,
tale åbent med nogen, du stoler på,
søge professionel hjælp, hvis det er nødvendigt,
finde små daglige rutiner, der giver ro og balance.
Stress forsvinder sjældent af sig selv. Tværtimod kan det udvikle sig stille og roligt – indtil kroppen til sidst siger stop. Derfor er det altafgørende at reagere, inden kaos bliver en fast følgesvend i dit liv.
Så gør noget i dag – for dit helbred, din glæde og dit livs skyld.
