Når livet falder på plads – på bænken og i tankerne

En gang troede jeg, at de gamle kvinder og mænd, der sad på en bænk i timevis, gjorde det, fordi de var gået i stå i livet – eller måske bare ikke kunne andet.

Nu er jeg selv blevet gammel, og til trods for et liv fyldt med kreative projekter mærker jeg et behov for at sidde stille og fundere. Over livet. Over valgene. Over alt det, der blev – og alt det, der ikke gjorde.

Hvorfor blev det, som det blev?

Hvis jeg ikke havde nået toget den dag.
Hvis jeg havde taget trappen i stedet for elevatoren.
Hvis jeg ikke var gået til det bal, der ændrede mit liv.
Så mange små "hvis bare" – som tilsammen udgør et helt liv.

Min barndomsveninde og jeg talte ofte om, hvad vi gerne ville, når vi blev store.
Mit ønske var at rejse til Norge et års tid, hvilket hun syntes var det mærkeligste ønske.
Men som livet ville det, blev det ikke mig – det blev hende. Hun rejste derop et par år senere og blev. Det er egentlig ret sjovt at tænke på.

Det liv, jeg valgte, blev til mange flytninger – inden for Danmarks grænser.
Det liv, jeg kunne have valgt, var måske blevet til mange flytninger verden over.

Når jeg nu ser tilbage, tænker jeg, at jeg skal være glad for det liv, jeg fik.
For midt i alt det, der kunne have været, er der så meget, jeg nødig ville være foruden.

Så måske ender vi alle på en bænk før eller siden – ikke fordi vi ikke kan andet, men fordi vi endelig har tid til at tænke over, hvor langt vi egentlig kom.

Rollator – et synligt, men uundværligt hjælpemiddel i hverdagen

Jeg har personligt haft lidt svært ved at komme i gang med at bruge rollator – det føltes som et stort skridt. Heldigvis er den tid forbi. Nu hjælper rollatoren mig med at holde balancen, og den bærer mine varer hjem, så benene bliver aflastet.

I dag mødte jeg ikke mindre end fire andre med rollator. Pludselig slog det mig, hvor fint det egentlig er, at vi ældre selv kan komme ud og handle, i stedet for at skulle bede en måske stresset søn eller datter om hjælp. De har jo i forvejen nok at se til med deres eget.

Vi “rollatorfolk” får næsten vores egen lille samhørighed – lidt som hundelufterne. Vi smiler, nikker og bekræfter hinanden i, hvor dejligt det er med sådan en trofast hjælper.

Dagen bød også på en varm samtale med en mand på el-scooter, mens vi ventede på grønt lys. Han sagde med et smil, at rollatoren var god, men hans scooter var nu bedre – “Men du har jo også to ben, så den er jo fin endnu.”
Først dér opdagede jeg, at manden kun havde ét ben. Alligevel klarede han sine indkøb helt selv – med et stort smil i øjet.

Jeg gik derfra med en følelse af taknemmelighed. Taknemmelig for friheden, for hjælpen fra min rollator – og ikke mindst for, at jeg stadig har mine to ben.

Rollator-dans, ja du læste rigtigt

Rollator-dans – ja, du læste rigtigt!

Hvem siger, at dans kræver perfekte ben eller en fejlfri balance? Når kroppen siger stop, men hjertet stadig vil danse, må man finde nye veje – og her kommer rollatoren på banen.

En dag greb jeg min rollator og tog et par dansetrin. Pludselig var min hverdag beriget med en ny dansepartner – på fire hjul! Nu danser jeg næsten dagligt i stuen, hvor rollatoren støtter mig i hvert eneste trin.

Fordelene er til at få øje på:

• Jeg får danset og mærket rytmen i kroppen.

• Jeg træner mit ben og balancen på en tryg måde.

• Og ja – når ingen kigger, synger jeg højt til musikken. Det giver et ekstra smil på læben!

Så hvad venter du på? Tænd for musikken, grib din rollator (eller hvad der nu støtter dig) – og lad dansen begynde. For glæden findes i bevægelsen, og rytmen banker stadig i hjertet.

Hvorfor du bør anskaffe dig en komfurvagt – sikkerhed i hverdagen

Hvorfor anskaffe sig en komfurvagt?

En komfurvagt er en lille, men utrolig vigtig sikkerhedsforanstaltning, som kan gøre en stor forskel i hverdagen. Den overvåger varmeudviklingen på dit komfur og griber ind, hvis noget er ved at gå galt.

Mange ulykker i hjemmet starter i køkkenet – og ofte ved komfuret. Derfor er det både klogt og trygt at investere i en komfurvagt.

Hvornår hjælper en komfurvagt?

En komfurvagt kan reagere i flere forskellige situationer, hvor risikoen for brand eller skader ellers ville være høj:

• Hvis du ved et uheld tænder for en kogeplade uden at opdage det.

• Når maden er på vej til at brænde på og udvikler for meget varme.

• Hvis du bliver afledt eller går fra køkkenet i bare nogle få minutter.

Når varmepåvirkningen bliver for kraftig, advarer komfurvagten med bip. Hvis du ikke reagerer, slukker den automatisk hele komfuret – typisk efter 5 korte advarende bip.

En tryghed i hverdagen

For glemsomme mennesker (mig selv inklusiv) kan en komfurvagt være en ren redning. Jeg har flere gange oplevet at blive reddet af den, når jeg har glemt gryden eller slet ikke har lagt mærke til, at en plade stod tændt.

En enkelt gang skete det, at jeg havde overset alarmen om at skifte batterier. Heldigvis er min komfurvagt også koblet til elnettet, men oplevelsen mindede mig om, hvor vigtigt det er at vedligeholde sikkerhedsudstyret.

Min anbefaling

Jeg kan kun give min varmeste anbefaling: anskaf dig en komfurvagt.
Det giver en uvurderlig tryghed, beskytter både dig, dit hjem og dine omgivelser – og kan i værste fald redde liv.

Læs også mine andre komfurvagt-historier 😊

Komfuralarm svigtede – og min marmelade blev kulsort

Der findes de der små hverdagssituationer, hvor man både kan grine og blive lidt forskrækket bagefter. Forleden var jeg i fuld gang med at lave blommemarmelade, da min trofaste komfuralarm – min "køkkenengel" – pludselig svigtede mig.

Og jeg var ikke alene om at fejle:

• Røgalarmen sagde ikke et pip (før det hele nærmest var for sent).

• Min lugtesans holdt siesta.

• Og mine naboer i opgangen reagerede ikke, selvom både alarm og røg dansede deres dramatiske duet.

Resultatet? Et køkken fuld af røg og en gryde med kulsort marmelade, der bestemt ikke kom på morgenbrødet.

Først blev jeg forvirret og lidt utryg – hvorfor reagerede hverken teknikken eller menneskerne? Men ved nærmere eftertanke: det var midt på dagen, folk var på arbejde, og min komfuralarm havde faktisk advaret mig dagen før … jeg havde bare ikke taget signalet alvorligt. Den ville nemlig have nye batterier, selvom den er koblet til elnettet.

Moralen?
Selv de mest pålidelige hjælpemidler kræver lidt omsorg. Så husk at tjekke batterierne – både i komfuralarmen og i røgalarmen. Det kan spare dig for både sved på panden, sorte gryder og en ufrivillig røg-optræden i nabolaget.

Og så giver det en rar tryghed at vide, at det ikke er teknikken, der svigter – men bare mig, der skal være lidt mere opmærksom.

Note til mig selv (og til dig): HUSK BATTERIERNE!

Læs også mine andre "historier" om Komfuralarmen 😀

Ældreportioner på restaurant – mindre mad til de voksne

 Ældremad i børneportioner 

Jeg har et tilbagevendende problem, når jeg går ud at spise: portionerne er simpelthen for store. Min mave har forlængst taget hul på otiummet og orker ikke længere de store anretninger, som restauranterne sender på bordet. Alligevel må jeg betale samme pris som naboen, der gladeligt spiser sig igennem det firedobbelte.

”Bestil da en børneportion!” får jeg ofte at vide. Jo tak – men børneportioner er sjældent det samme som voksenmaden. Man kan ikke rigtig bestille ”frikadeller med brun sovs” i miniudgave – i stedet får man kyllingenuggets med pommes frites og en is med paraply. Og restauranterne er i øvrigt lidt tilbageholdende med at udlevere børnekortet til voksne.

Så hvad gør vi, der bare gerne vil have en rigtig voksenret – bare mindre?

Jeg foreslår en helt ny kategori: ældreportionen.
Samme ret, samme smag, men i et format, hvor både mave og pengepung kan følge med.

Alternativt kunne vi gøre som til julefrokosterne: en tallerken med indbygget vægt. Så betaler man efter, hvor meget der faktisk lander på tallerkenen. 250 gram, tak – og jeg skal nok selv sige stop.

Og for retfærdighedens skyld: hvis nogen sætter til livs tre-fire gange så meget som gennemsnittet, kunne de passende betale derefter. Lidt ligesom med kufferter i lufthavnen: overvægt koster ekstra 😉.

Jeg sender hermed stafetten videre til Ole-opfinder: Er det ikke på tide, vi fik udviklet et system, hvor vi kan spise med glæde, men uden at maven brokker sig – og uden at betale for mad, vi alligevel ikke kan rumme?

KOMFURALARM - jeg undrer mig ......

Min komfuralarm har sin egen vilje!

Jeg forstår det simpelthen ikke. Midt i madlavningen begynder den pludselig at bippe – og ja, så skynder jeg mig selvfølgelig ud i køkkenet. Og hvad opdager jeg? At maden faktisk er færdig. Hvordan kan den vide det?! Det sker gang på gang, og ofte flere minutter før mit trofaste stopur ellers ville ringe.

Jeg må indrømme: Det føles lidt som at have en hemmelig køkkenassistent, der hvisker “psst… nu er det klar”. Genialt! 😀

Og det bedste? Hvis jeg nu skulle overhøre både bippen fra komfuralarmen og stopuret (det kan jo ske, når man er fordybet i noget andet), så slukker den helt af sig selv efter et par minutter. Ingen brændt mad, ingen røg, ingen panik. Bare ren køkkenmagi.

ROLLATOR - pakæsel

Min rollator er min tro følgesvend, når jeg skal gå lidt længere ture end ud til skraldespanden. 

Det er balancen, som jeg døjer mest med, men også muskler og led.

Men min rollator er mere end en støtte, den er også mit pakæsel.

Den har lige gjort sin borgerpligt og slæbt omkring 12 kg varer hjem fra min købmand. 

Det må man da sige er godt gået af "det lille æsel" 😀

Til jer der ikke rigtig vil starte op med rollator - prøv det nu!

Jeg havde selv utroligt svært i starten, men det er jeg kommet over.

GLEMSOMHED eller SPØGELSER

Glemsomhed er et ord, jeg synes, man hører oftere og oftere. Det er ikke kun gamle mennesker, jeg hører det fra. Når jeg nævner min egen glemsomhed, da svarer de unge allerede fra 40 års alderen, at det gør de altså også. Det er da lidt uhyggeligt.

Jeg mener da ikke, at det var så slemt for mig i den alder, men tiden nu er jo også en hel anden.  

Nu er jeg blevet så glemsom, at jeg vist kan lave daglige afsnit om de værste glemsomheder😀

Jo, jeg har i 14 dage med jævne mellemrum ledt efter en lille ting, som for mig har stor værdi. Jeg ledte og ledte - ofte de samme steder - og fattede ikke en brik. Der var tidspunkter, hvor jeg næsten begyndte at tro, at min husspøgelse havde været på spil igen.

Husspøgelset og de forsvundne ting

Glemsomhed. Det er et ord, man hører oftere og oftere. Og det er ikke kun gamle mennesker, der bruger det. Når jeg nævner min egen glemsomhed, så svarer folk helt ned i 40-årsalderen: “Det kender jeg godt!”

Jeg husker det altså ikke som så slemt dengang. Men måske er tiden nu også en helt anden – med hovederne proppet med information og forstyrrelser.

Selv er jeg efterhånden blevet så glemsom, at jeg kunne udgive daglige afsnit om mine værste “væk-historier”. For nylig ledte jeg i 14 dage efter en lille ting, som for mig har stor værdi. Jeg gennemsøgte huset igen og igen – endda de samme steder – uden at finde noget som helst. Til sidst begyndte jeg næsten at mistænke mit husspøgelse.

Ja, jeg kalder det altså et husspøgelse. For her forsvinder ting på mystisk vis. Nogle dukker pludselig op igen på helt naturlige steder, hvor jeg burde have set dem. Andre er væk på ubestemt tid. I øjeblikket står der otte ting på min personlige “væk-liste”.

Nå, men denne gang dukkede min savnede ting heldigvis op – og selvfølgelig på et næsten synligt sted. Jeg fatter stadig ikke, hvordan jeg kunne overse det.

For at holde styr på alle disse små mysterier har jeg opfundet mit eget system: et gammeldags kartotek. Oprindeligt var det til madopskrifter, men nu rummer det kort med oplysninger om, hvor mine ting har deres faste plads. Jeg har endda kort, der beskriver indholdet af skabe og skuffer. Så kan jeg hurtigt slå op, når spøgelset igen har været på spil.

Så ja – jeg kæmper med glemsomheden. Men måske er det netop det, der gør hverdagen lidt sjovere: små mysterier, et strejf af detektivarbejde og en god portion humor til at bære det hele.

Men det vil være umuligt at notere hver eneste lille ting - og så sker der det, at jeg tit må bruge min kostbare tid på at lede og lede og lede ............

ROLLATOR - brug den dog!

Brug en rollator – hvis du har brug for den!

Det kan være svært at acceptere, når benene svigter, eller balancen driller.

Mange tænker måske:

• “Jeg er da ikke så gammel endnu!”

• “Alle og enhver går jo med rollator …”

Jeg havde det selv sådan. Jeg var flov og tænkte: “Hvad vil naboerne sige, hvis de også ser mig med rollator?”

Men da Visitationen leverede en rollator til mig, begyndte jeg i det skjulte at træne. Først korte ture, så lidt længere. Og pludselig gik det op for mig: Rollatoren er ikke en skam – den er en frihed!

I dag kan jeg gå længere og længere ture, jeg kan selv handle ind og slipper for at være afhængig af online-bestillinger. Varerne kører bare med hjem på rollatoren – helt uden besvær.

Og ved du hvad? Man får også hyggelige småsnakke på vejen. Ligesom folk med hund hilser på hinanden, gør folk med rollator det samme.

Så mit råd er: Overvind modstanden – og vind friheden!

KOMFURALARM

Min korttidshukommelse har taget skade efter et hjertestop.

Det giver af og til problemer - ikke mindst i køkkenet! 

Mon ikke jeg efterhånden har kogt 5-6 gryder tomme for vand, lavet røg i køkkenet, når kødet blev for sort  o.s.v. o.s.v.  - bare fordi jeg lige gik ind i stuen. 

Ude af øje - ude af sind. 

Min lugtesans er desværre væk, så frikadellerne kunne i ro og mag bare stå og blive sorte.

Så fik jeg af hjemmeplejen anbefalet en KOMFURALARM, det er altså en stor hjælp. Den begynder at bippe, når temperaturen omkring komfuret bliver lidt for højt, og hvis jeg ikke reagerer på alarmen, så slukker den automatisk for komfuret.

Jeg kalder min KOMFURALARM for min LILLE BRANDMAND :-)

Min mors arv – og hvorfor jeg øver mig i at sige ja tak.

Min mors arv – og hvorfor jeg øver mig i at sige ja tak

Tag imod den hjælp andre tilbyder – især til jul!

Min mor ville altid klare alting selv – og særligt op mod jul, hvor der ellers er nok at se til. Hun havde nærmest en indre regel om, at man skulle kunne magte alt alene: julebagningen, rengøringen, pynten, gaverne, maden. Og jeg må indrømme: Det mønster har jeg arvet.

Jeg har nemlig svært ved at tage imod hjælp fra andre. Når nogen tilbyder en hånd, føles det næsten, som om jeg skylder dem noget bagefter. Og den tanke bryder jeg mig ikke om – for jeg vil så nødig stå i gæld til nogen.

Men problemet er, at resultatet ofte bliver, at jeg ikke når det, jeg drømmer om. For man kan jo ikke trylle flere timer i døgnet, og når man insisterer på at gøre alting selv, så bliver det tit mere stress end hygge. Og så forsvinder noget af det, som julen egentlig handler om: samvær, ro og glæde.Jeg har også tænkt mange gange: Jeg kunne jo bare give hjælp igen! Men sandheden er, at jeg også er usikker på at hjælpe i andres hjem. Jeg er bange for, at det ikke bliver gjort godt nok, eller at det ikke er på deres måde. Så jeg ender med at sige nej begge veje – og kører mig selv træt i stedet.

I år gjorde jeg noget anderledes. Jeg sagde faktisk "ja tak", da nogen tilbød at hjælpe med juleindkøbene og andre småting. Og selvom det føltes uvant i øjeblikket, så var det en kæmpe lettelse bagefter! Jeg kunne mærke, at det gav mig mere overskud til de hyggelige ting – til at bage småkager med familien, til at sætte mig med en kop gløgg og til bare at nyde stemningen.

Det mindede mig om, at arv kan være svær at bryde – men ikke umulig. Jeg behøver ikke gentage min mors mønster. Julen behøver ikke være en præstation. Fremover vil jeg øve mig i at tage imod hjælp. Ikke fordi jeg ikke kan selv, men fordi det giver plads til mere nærvær og mindre jag.

5 tips til at øve dig i at tage imod hjælp til jul 🎅✨

1. Del juleopgaverne op
   Spørg: Hvem kan tage sig af småkagerne? Hvem pynter juletræet? Hvem handler ind? På den måde bliver det hele en fælles fest – ikke en solopræstation.

2. Sig ja til de små ting
   Det behøver ikke være stort. Lad en ven tage brødet med, eller sig ja til at få hjælp med gaveindpakningen. De små ting tæller.

3. Drop perfektionismen
   Måske bliver risengrøden ikke helt som du ville have lavet den, eller julepynten hænger lidt skævt. Men glæden i, at nogen hjælper, er vigtigere end detaljerne.

4. Tænk på hyggen – ikke regnskabet
   Hjælp er ikke noget, man skylder tilbage i samme mængde. Julen handler om at give af hjertet. Nogle gange giver du mere, andre gange tager du imod.

5. Mind dig selv om, at andre gerne vil
   Når nogen tilbyder at hjælpe, er det ikke for at kritisere dig – det er fordi de gerne vil være en del af julestemningen sammen med dig.

Ikke let at være gammel: Når indkøb bliver en udfordring

Det er ikke let at være gammel. Man vil så gerne klare sig selv, også når man er en gammel nissemor, men virkeligheden kan ofte gøre det både svært og en smule farligt.

Forleden var jeg på indkøbstur til en af de større butikskæder her i Danmark. Mit ærinde var enkelt, men oplevelsen blev alt andet end enkel. Det slog mig igen, hvor meget vores samfund er bygget op omkring bilisterne, og hvor lidt der bliver tænkt på os, der går til fods – især når vi er lidt ældre.

Butikken lå i et område uden ordentlige fortove, så jeg måtte vandre på kørebanen rundt om mørke bygninger med minimal belysning. Jeg havde godt nok reflekser på, men alligevel følte jeg mig udsat og sårbar. Hvert eneste skridt føltes lidt som en risiko.

Nogen vil måske sige: “Så gå da ud i dagtimerne.” Det gjorde jeg også. Men på min tur væltede regnen ned, og selvom det kun var midt på eftermiddagen, blev det hurtigt mørkt. Året var begyndt at mørkne tidligt, og pludselig var det som om, man var helt alene på en regnvåd kørevej, hvor biler susede forbi.

Det er underligt, at byplanlægning og butiksområder stort set kun tager hensyn til bilisterne. Selv de største butikskæder har små ting, som kan bæres derfra, men for os, der går til fods, er tilgængelighed og sikkerhed ofte lavt prioriteret.

Jeg drømmer om en hverdag, hvor det er muligt at klare sig selv, uanset alder. Hvor fortove er oplyste og sammenhængende, hvor regnvåde eftermiddage ikke gør en almindelig indkøbstur til en prøvelse, og hvor butikker tænker på alle – ikke kun dem med bil.

Det burde ikke være en luksus at kunne gå trygt til indkøb. Det burde være en selvfølge.