Jeg har personligt haft lidt svært ved at komme i gang med at bruge rollator – det føltes som et stort skridt. Heldigvis er den tid forbi. Nu hjælper rollatoren mig med at holde balancen, og den bærer mine varer hjem, så benene bliver aflastet.
I dag mødte jeg ikke mindre end fire andre med rollator. Pludselig slog det mig, hvor fint det egentlig er, at vi ældre selv kan komme ud og handle, i stedet for at skulle bede en måske stresset søn eller datter om hjælp. De har jo i forvejen nok at se til med deres eget.
Vi “rollatorfolk” får næsten vores egen lille samhørighed – lidt som hundelufterne. Vi smiler, nikker og bekræfter hinanden i, hvor dejligt det er med sådan en trofast hjælper.
Dagen bød også på en varm samtale med en mand på el-scooter, mens vi ventede på grønt lys. Han sagde med et smil, at rollatoren var god, men hans scooter var nu bedre – “Men du har jo også to ben, så den er jo fin endnu.”
Først dér opdagede jeg, at manden kun havde ét ben. Alligevel klarede han sine indkøb helt selv – med et stort smil i øjet.
Jeg gik derfra med en følelse af taknemmelighed. Taknemmelig for friheden, for hjælpen fra min rollator – og ikke mindst for, at jeg stadig har mine to ben.
