Ærlighed – en underlig størrelse
Ærlighed er for mig både Alfa og Omega. Jeg sætter utrolig stor pris på, når mennesker omkring mig er ærlige – også selvom sandheden kan gøre ondt. Smerten ved at høre noget ubehageligt er for mig mindre, end usikkerheden der opstår, når jeg mærker, at noget ikke bliver sagt højt.
Alligevel må jeg indrømme, at jeg selv kan have svært ved at være helt ærlig. Jeg vil nemlig nødig såre andre. Men paradokset er, at manglende ærlighed ofte skaber endnu større afstand. Når en kollega, ven eller et familiemedlem ikke siger tingene ligeud, kan man tydeligt fornemme, at noget er galt. Det gør én utryg og kan i sidste ende skabe en mur imellem mennesker.
Derfor: I stedet for at gå og gruble i timer, dage eller uger – spørg! Ofte viser det sig, at problemet er langt mindre, end vi forestiller os. Måske er det endda noget, der hurtigt kan ændres. Ærlighed kan være svær, men den baner vejen for tillid, nærvær og stærkere relationer.