For nogle år siden ville jeg spare en taxa hjem fra en indkøbstur, for pengene var små. Det virkede fornuftigt. Jeg havde jo ben, og turen var ikke så lang.
Så jeg tog apostlenes heste, tungt læsset med en gardinstang og en stor pose fyldt med alt muligt praktisk.
På vejen så jeg en hestemøgsklat. Jeg trådte pænt udenom – troede jeg. Et øjeblik senere gled jeg, og så lå jeg der – midt på fortovet med brækket gardinstang, hullede bukser og en blodig pegefinger.
Det blev til to operationer og en lang periode, hvor selv tandbørstning gjorde ondt.
I dag smiler jeg lidt, når jeg tænker på det.
For nogle gange prøver vi så hårdt på at være fornuftige, at vi glemmer at være venlige mod os selv.
At spare kan være klogt – men det kan også koste dyrt, når vi glemmer, at tid, tryghed og velvære også har værdi.
Så næste gang jeg står med for meget i hænderne, vinker jeg glad til taxachaufføren – og tænker på, at nogle lektier fortjener at blive kørt hjem i komfort.
