Når menneskelig kontakt bliver en udfordring
Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, men jeg er begyndt at få røde knopper, hver gang jeg prøver at komme i kontakt med en medarbejder i det offentlige system.
Det starter ellers pænt. En sød stemme fortæller, hvor man er havnet – og så får man tre valgmuligheder. Man trykker på den, man tror passer bedst, men straks åbner der sig en ny menu med 3, 4 eller 5 friske valgmuligheder. Sådan fortsætter det, til man til sidst er helt rundtosset og næsten har glemt, hvad man egentlig ville spørge om.
Det værste er dog, når det spørgsmål, man sidder med, slet ikke findes blandt valgmulighederne. Så er man for alvor på den.
Nogle gange vælger jeg at grine af det. Jeg kommer til at tænke på Niels Hausgaards nummer 3-mobil, hvor både han selv, Signe Svendsen og Christian Alvad rammer lige ned i absurditeten ved at skulle kæmpe sig gennem tastemenuer og vente-musik. Det er sjovt – men mest fordi det er så genkendeligt.
For i virkeligheden er det jo alt andet end sjovt. Hvorfor er det ikke længere muligt bare at starte med et menneske i den anden ende? Et menneske, der hurtigt kunne sende en videre til den helt rigtige person. I stedet ender man med at blive stillet videre og videre, og hvis man er rigtig "heldig", får man til sidst beskeden: “Du står i kø som nummer 27.”
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at systemet må forestille sig, at vi, der ringer ind, har ubegrænsede mængder af tid. Men sandheden er: Det har vi altså ikke!
