.
I min gamle poesibog fandt jeg for nylig et vers, som min lillesøster engang skrev til mig:
Skal Land og Hav os skille ad
saa gem til Minde dette blad
skal dette Blad engang forgaa
saa lad vort venskab dog bestaa.
Det er både trist og glædeligt at læse.
Trist, fordi jeg mistede min lillesøster for over femten år siden.
Glædeligt, fordi minderne vælder frem – minder om alt det, vi delte gennem mere end halvtreds år: latteren, fortroligheden, og de små øjeblikke, som kun søstre forstår.
Vi kunne finde på at løfte telefonrøret på præcis samme tid for at ringe til hinanden – og undrede os over, at vi allerede havde hinanden i røret.
Det skete så tit, at vi til sidst bare grinede af det.
Det var virkelig det, man kalder: to sjæle, én tanke.
