Vidste du, at der skal tolv gode oplevelser til at opveje én dårlig?
Og at én dårlig oplevelse kan viske tolv gode ud – som bølger, der skyller fodspor væk i sandet.
Forskere siger ganske vist, at der kun skal tre gode oplevelser til for at udligne en dårlig.
Men den tanke har jeg svært ved at tro på.
For hvordan kan et såret hjerte hele af tre små glimt af glæde?
Hvordan kan en kop kaffe på sengen tre gange opveje ét sårende ord, sagt uden omtanke?
Jeg tror, alvoren gør forskellen.
Nogle oplevelser sætter sig som skygger – lange, vedholdende, og altid er der, når solen rammer.
Og hver gang en ny dårlig oplevelse dukker op, føles det, som om de gode straks mister farve og falder bort.
Det er noget, vi bør huske – i kærlighed, i venskab, i hverdagen.
For vi bærer hinandens ord som små sten i lommerne – nogle varme, andre tunge.
Men hvordan slipper man vægten?
Hvordan tilgiver man ord, der blev sagt for længe siden, men stadig genlyder indeni?
Måske er tilgivelse ikke at glemme – men at give slip.
At lade skyggen blive, men ikke længere lade den styre lyset.
Hvad tænker du?
Har du prøvet at tilgive uden at glemme?
Og tror du, det virkelig kræver tolv gode oplevelser at opveje én dårlig – eller måske endnu flere?
Ja, spørgsmål, som ikke er lette at svare på!