"Toiletpapir, køer og kostaldsminder – en humoristisk tidsrejse"

Jeg stod forleden på min altan og kiggede ud over byens summende liv, da en lettere forpjusket fyr kom slentrende forbi med en pakke toiletpapir under armen. Ikke noget fancy – bare den gode gamle slags med 8 ruller og lidt for meget plastik omkring. Og så slog det mig: Uanset om man er direktør eller dagdriver, konge eller kartoffelskræller – så skal vi alle på et tidspunkt bruge toiletpapir. Det er måske det mest demokratiske produkt i verden. Mon ikke det er den mest købte vare i Danmark næst efter kaffe og fredagsslik?

Men så tog tankerne en drejning – og pludselig var jeg tilbage i 1950’erne. Dengang jeg som barn var på ferie hos min morbror og tante på deres lille husmandssted. Toiletpapir? Ha! Det var for byfolk og luksusdyr. Vi fik et stykke avispapir – helst med lidt tekst, så man havde noget at læse, mens man sad der og frøs bagdelen af i kostalden.

Og ja, det var dér, vi gik på toilettet – bag køerne. Min morbror havde ét råd, som jeg aldrig har glemt: “Skynd dig væk, hvis en ko løfter halen – for så er I to, der skal af med noget!” Det var ikke bare et råd – det var en livsregel.

Det var en tid, hvor man tog tingene, som de kom. Efterkrigstiden og fattigdommen gjorde, at man ikke stillede så mange spørgsmål. Man tørrede sig, hvor man kunne, og håbede på det bedste. Jeg tvivler stærkt på, at nutidens unge ville acceptere den slags. De ville nok tro, det var en scene fra en meget mærkelig Netflix-serie – eller en prank gone wrong.

Men sådan var det altså. Og måske er det meget sundt at huske på, næste gang vi brokker os over, at der kun er 3-lags toiletpapir tilbage i supermarkedet.

Fra roligans til hooligans – hvor forsvandt fodboldglæden?

Hvornår gik vi egentlig fra at være kendt som verdens gladeste roligans – til at ligne en flok sure hooligans med kæberne spændt og næverne knyttet?

I dag er der kamp i min by. Politiet drøner rundt med fuld udrykning som var der revolution på vej, og de tilrejsende fans bliver eskorteret ud af byen i blå blink – ikke fordi de har vundet et trofæ, men fordi vi frygter, at de smadrer en pizzabar.
Hvad koster alt det her samfundet? Ikke bare i kroner og ører, men i den gode stemning, vi plejede at være berømte for?

Jeg husker en anden tid. Jeg husker Parken, dengang vi stadig kaldte den Idrætsparken. Året var 1965. Ole Madsen scorede med hælen mod Sverige – og hele København eksploderede i jubel. Danskere og svenskere side om side, flag vajede fra sporvogne og biler, og alle festede sammen. Ingen politi, ingen slagsmål – kun fodboldglæde.

Eller kampen mod Norge, hvor jeg sad klemt mellem min forlovede og en nordmand. Midt i kampens hede lagde nordmanden armen om mig og råbte: ”Nu er jeg dansker!” Folk omkring os brød ud i grin. Det var den tid, hvor fodbold bragte folk sammen – ikke skilte dem ad.

Så hvad er der gået galt? Hvorfor er jubel blevet til jalousi, og glæde til aggression?
Lad os få de glade roligans tilbage. Lad os synge højere end sirenerne, grine mere end vi råber, og huske, at en kamp altid skal ende med to vindere: dem på banen – og os på tribunen.

For tænk, hvis selv politiet en dag kunne tage en pause, købe en stadionpølse – og bare nyde kampen.

"Stress, Karriere og Livsbalance"

 

"Stress, Karriere og Livsbalance: Hvorfor det ikke altid betaler sig at nå toppen",

Hvorfor kravle helt op, hvis man har det bedre halvvejs?

I min barndom klatrede mine søskende og jeg ofte i træer. Det udviklede sig hurtigt til en konkurrence om at komme højest op. Glæden ved at nå toppen var stor – man følte sig stolt. Men der var også en snert af angst. Deroppe blæste det mere, og grenene var tyndere. Risikoen for at falde var reel.

Halvvejs oppe var det anderledes. Grenene var tykkere, der var mere læ, og man følte sig tryg. Hvis man faldt, kunne man klare det.

Denne oplevelse kan nemt overføres til arbejdslivet. Mange drømmer om at nå toppen af karrierestigen – men er det altid det værd?

Gang på gang hører vi om mennesker, der går ned med stress. Kravene er høje, og tempoet er konstant. Men hvis det ender med en blodprop eller langvarig sygdom, er prisen måske for høj.

Ofte har man også en familie, der skal tages hensyn til. Måske er det bedre at tage et skridt ned – og finde ro, trivsel og balance. Et liv, hvor både krop og sjæl får lov at trives.

For hvad er egentlig succes? Er det titlen på visitkortet – eller følelsen af at kunne trække vejret frit?

Måske er det tid til at gentænke, hvad det vil sige at være "på toppen". Måske er det ikke højden, men udsigten, der tæller.

 HUSKER DU?

Barndommens Jul

Det er ikke meget, jeg husker fra min barndoms Jul.

En enkelt gave eller to ligger og gemmer sig i erindringen.

Det jeg husker mest var nok, at vi først måtte se juletræet, når der var vasket op. Min far gik ind i den fine stue med dobbeltdørene lukkede og toiletpapir blev puttet i nøglehullet, så vi ikke smugkiggede.

Jeg husker følelsen af højstemthed, som jeg helt sikkert kan tilegne den søndagsskole, som jeg troligt fulgte i mange år. Vi børn fik lært at sætte pris på det, der ikke kostede noget.

Jeg husker søndagsskolens juletræ. Hvide lys, hvide engle og fehår! Det var så enkelt og dog så flot. Underligt at jeg, som et lille barn, syntes det. 

Vores eget juletræ var bestemt også flot. Masser af hjemmelavede hjerter og kræmmerhuse i  glanspapir. Jeg tror, der var 5 farver - hvidt, gult, rødt, grønt og blåt. Min far flettede hjerter med mange forskellige mønstre, medens min mor lavede silkepapirs roser. Vi lavede også pynt af halmstrå, de lignede stjerner. Fine glasfigurer, som jeg er heldig at have endnu. Fehår, lametta og flagguirlander. Jo, vi havde et flot og farverigt juletræ.

At sidde stille og se på et flot pyntet juletræ, det er som at kigge ind i barndommens land for mig.

Glædelig Jul!