Familiens sorte får – eller bare anderledes?
Af og til kan jeg godt føle mig som familiens sorte får.
Det er ikke fordi, jeg har gjort værre ting end de andre i familien, men snarere fordi jeg ikke føler, at jeg er nået lige så langt i livet som mine søskende.
Jeg misunder dem ikke deres succes. De har arbejdet hårdt for det, de har opnået, og det under jeg dem virkelig. Men alligevel kan jeg godt blive lidt trist, når jeg – som i dag – besøger en af mine søskende, der bor så flot og elegant. Der står blomster i vaser i alle rum, og alle englenes tøfler er fjernet (englenes tøfler er selvfølgelig nullermænd). Møblerne er moderne, farverne tidssvarende, og det hele ser så gennemført ud.
Så tænker jeg på min egen lille lejlighed. Den med pladsmangel, gamle møbler der ikke rigtig passer sammen, gammeldags tingeltangel og engletøfler i hjørnerne.
Jeg er den eneste i en halvstor søskendeflok, der bor sådan.
Og nogle gange spekulerer jeg på, om der måske også er noget med personlighed eller gener, der spiller ind. Hvorfor har nogle mennesker hele tiden behov for forandring, nye møbler og perfekte omgivelser, mens andre – som mig – finder tryghed i det velkendte?
For sandheden er jo, at jeg i hverdagen faktisk er glad for mit hjem. Jeg har ikke et stort behov for hele tiden at købe nyt eller følge tidens trends. Mine ting fortæller historier, og selv om lejligheden ikke ligner noget fra et boligmagasin, så er det stadig mit sted.
Når de triste tanker kommer snigende, tænker jeg ofte på sangen “De nære ting”. Den minder mig om, at livets værdi måske ikke findes i designermøbler eller perfekte hjem, men i de små ting, vi holder af, og den ro vi føler der, hvor vi hører til.
Måske handler det ikke om at være familiens sorte får.
Måske handler det bare om at være anderledes.
Gå ind i din stue, om end den er trang
og hør, hvor den nynner en stille sang.
Den rummer dog ting, som dit hjerte har kær,
du ved bare ikke, hvad de er værd.