Et Midnatsmøde, der Varmede Hjertet

For omkring 10 år siden oplevede min slægtning fra Polen – lad os kalde ham Mr. X – noget, der stadig gør mig stolt af vores slægt. Jeg tænker tit på den historie, fordi den viser, hvordan små handlinger kan gøre en stor forskel.

Mr. X arbejder som IT-programmør for et dansk firma i Polen. Han arbejder normalt hjemmefra, men møder op i Danmark en gang om måneden. Efter en tur til København fløj han tilbage til Gdansk ved midnat. På det tidspunkt var der et stort center i byen, der holdt åbent døgnet rundt, og Mr. X benyttede ofte muligheden for at handle ind.

En kold, sneklædt aften på parkeringspladsen uden for centret stod en pæn hjemløs mand og tiggede om penge til en cigaret. De begyndte at tale sammen, og det viste sig, at manden, som var både veltalende og høflig, ikke havde fået ordentlig mad i flere dage.

Mr. X tog en beslutning: Han inviterede manden med ind i butikken, på trods af personalets og vagternes skepsis. Han forklarede roligt, at alt ville gå fredeligt til, og at han ville betale. Sammen gik de gennem butikken, hvor manden kunne vælge brød, pølse, ost og drikkevarer til et døgns forbrug. Som prikken over i’et fik han også en pakke cigaretter.

Jeg kan kun forestille mig, hvordan kassedamerne og vagterne efterfølgende må have talt om, hvilken usædvanlig, men godhjertet gæst Mr. X var.

Gestus som denne gør indtryk. Mr. X glemte ikke manden, men kørte flere gange forbi centret på samme tidspunkt uden held. Han spekulerede på, om manden måske havde mistet sin forretning eller ellers havde svært ved at få hjælp fra det offentlige på det tidspunkt.

Man kan kun håbe, at den hjælp, han fik den nat, gav ham lidt overskud til at komme videre. Nogle gange kræver livet ikke mere end et lille skub – et øjebliks næstekærlighed – for at ændre retningen.

Julefrokost – og alt det der følger med før og efter

Julefrokost – og hvad der følger med – både før og efter!

Der er gået dage forud for gårsdagens julefrokost med pyntning til jul, selvom vi kun skriver den 28. november.

I min barndom og ungdom blev julepynt og juleudstillinger ikke lanceret lige efter efterårsferien – nej, nej. Den 1. december eller 1. søndag i advent var det faste skæringspunkt. Dengang blev julen heller ikke pillet ned 2. juledag. Tværtimod! Man julede videre med pynt og mad helt frem til og lige efter Helligtrekongersdag.

I min familie blev det en tradition, at man lavede en slags julemiddag til Mortensaften – og selvfølgelig Juleaften – men også Helligtrekongers aften, hvor hele pivtøjet kom på bordet igen. De sidste stumper af alle stearinlysene blev brændt færdige. Selve Helligtrekongers dag var en helligdag for os, og først derefter blev julepynten taget ned.

---

Tilbage til gårsdagens julefrokost

Aftenen gav mig mange tanker om både ødselhed og traditioner.

Da jeg jo efterhånden er en gammel “nisse” med diverse skavanker, bestilte jeg maden udefra. Vi var fem personer, men skulle bestille til mindst seks – hvilket jeg synes er helt i orden. Min tanke var bare, at så var der da nok mad.

Overrasket blev jeg, da det væltede ind med retter. Jeg tror nemt, jeg kunne have beværtet tre personer mere (og det gør jeg så i dag 😉).

Det stod hurtigt klart, at vi slet ikke kunne spise alt det dejlige mad. Men traditionen siger jo, at alt skal varmes og serveres – for én vil gerne have skinken med grønlangkål, en anden den dejlige leverpostej med champignon og bacon, en tredje flæskesteg med rødkål, og det oven i de sild, æg med rejer, fiskefileter, laks med asparges og høns i tarteletter, der allerede var spist. Og i krogen ventede risalamande og en osteanretning.

Jeg må indrømme, at jeg syntes, det gik over gevind. Tidligere har jeg oplevet det modsatte – at der var alt for lidt mad i de anretninger, jeg havde bestilt. Men denne gang var det helt klart i den anden ende af skalaen.

---

Tanken der nager

Det, der kværner mest i mine tanker i dag, er glæden over, at der kommer et par stykker og spiser rester her til frokost. For jeg har også prøvet en julefrokost, hvor alle de gode rester røg direkte i skraldespanden. Det gjorde næsten fysisk ondt at se. Var det mon en måde at demonstrere sin rigdom på?

Her må jeg endnu engang vende blikket mod Polen, hvor jeg jo har familie. Jeg holdt jul der for et par år siden. Selvfølgelig fik vi også lavet for meget mad og spiste, til maverne var ved at revne. Men da vi var færdige, blev jeg spurgt, om jeg ville med på en lille køretur – hvilket jeg meget gerne ville for at se Gdansk i sin farverige juleudsmykning.

Det viste sig, at turen havde et smukt formål: Vi kørte alle de dejlige madrester hen til en slags “butik”, hvor man sætter sit overskud af mad ind i køleskabe. Her kan hjemløse og andre trængende frit forsyne sig. Jeg følte virkelig julens glæde strømme gennem mig.

Hvor kunne vi lære noget herhjemme! Jeg kender ikke til sådanne “butikker” i nærheden af mig – men måske findes de andre steder i Danmark.

Jagten på et særligt billede i Polen – en historie om tålmodighed, tillid og lidt held

 

Indledning:

Nogle billeder glemmer man aldrig.
De brænder sig fast – ikke kun på nethinden, men i hjertet.
Et sådan billede fandt jeg engang på et museum i Polen. Eller rettere: to billeder. Det ene fik jeg lov til at fotografere. Det andet blev begyndelsen på en lille jagt, der skulle tage flere år at afslutte.

Jagten på et specielt billede i Polen

Under et besøg i Polen for flere år siden tog min søn mig med på et stort museum – et sted fuld af historie, farver og kunst, der nærmest åndede gennem væggene.

Allerede i stueetagen fangede et fantastisk maleri mit blik. Jeg blev stående et øjeblik, helt opslugt. Uden at kunne polsk forsøgte jeg med tegnsprog og små gebærder at spørge en museumsvagt, om jeg måtte fotografere det. Hun smilede og nikkede – ja, det måtte jeg gerne.

Vi fortsatte op på første sal, hvor endnu et maleri fangede min opmærksomhed. Det var ét af dem, man bare må forevige. Jeg greb mit kamera, der hang om håndleddet – men denne gang var svaret nej. Min søn, der taler polsk, forklarede, at fotografering var tilladt i stueetagen, men svaret var stadig NEJ. Jeg lagde kameraet fra mig, men kunne mærke, hvordan stemningen ændrede sig.

Fra det øjeblik blev jeg overvåget. Vagternes blikke fulgte mig i hvert rum, og nye øjne stod klar, når jeg trådte ind i det næste. For at vise min gode vilje sagde jeg til min søn, at jeg ville lægge kameraet i rygsækken – så de kunne se, at jeg ikke agtede at tage flere billeder.

”Nej mor,” sagde han, ”du har sagt, at du ikke gør det, altså skal de tro på dig.”
Han havde jo ret. Men jeg forstod også vagternes mistro – de kendte mig jo ikke. Jeg lagde kameraet synligt i tasken, men overvågningen fortsatte.

Selvom jeg ikke ligefrem er bange for vagter, begyndte jeg at frygte, at de ville tage mit kamera, når jeg forlod museet. Jeg havde trods alt et billede fra stueetagen – et helt lovligt ét, men alligevel.

Da vi gik ud, følte jeg både lettelse og skuffelse. Lettelse over at alt gik fredeligt, men også en stille sorg over, at jeg ikke fik et billede af det andet maleri – det, der havde sat sig fast i mig.

Årene gik, men tanken om det billede slap mig ikke. Jeg søgte på nettet, i bøger, i museumsdatabaser – uden held. Indtil en dag, hvor en hjælpsom museumsleder fandt det for mig. Jeg fik tilsendt et foto – ganske vist skråt taget – men der var det!

Jeg vil ikke gengive billederne her, for jeg vil ikke overtræde nogen regler. Men spørg mig, om jeg er glad for de billeder, jeg har? Det er jeg. Og jeg har lært, at man ikke skal give op – hverken på sin nysgerrighed eller sin tålmodighed.

Suppevogne i vinterkulden – en varm idé til Danmark

En varm tanke på en kold juleshoppingdag

Nu nærmer tiden sig, hvor vi trækker i jakker, halstørklæder og vanter for at gå på julegavejagt i byens gader. Men ofte ender det med, at man fryser om fingre og ører – ja, man kan næsten mærke kulden bare ved tanken.

Tænk, hvor skønt det ville være, hvis der fandtes små suppevogne på hvert gadehjørne. Forestil dig en rygende varm kop suppe til en flad 20’er, lige når man har mest brug for det. Måske endda en kombineret pølsevogn og suppevogn?

I flere lande er det allerede en fast del af gadebilledet. Da jeg for år tilbage besøgte Polen, blev jeg rådet til ikke bare at give penge til hjemløse, men i stedet købe en portion suppe til dem. I de store byer fandtes der suppeboder overalt – en god, nærende portion kostede dengang kun omkring 1 zloty. Tiderne har sikkert ændret priserne, men idéen holder stadig: varm mad, let tilgængelig, til glæde for alle.

Måske kunne vi lade os inspirere og få mere suppe på gaden i Danmark? Det ville gøre julegave-turen både hyggeligere og varmere. For den sags skyld gerne året rundt.

                                             

Hurra for forskelligheden – Rejseoplevelser og refleksioner fra Polen

H.C. Andersen sagde engang: “At rejse er at leve.”
Og hvor har han dog ret. Charmen ved at rejse ligger netop i al den forskellighed, man møder fra sted til sted – både inden for vores egne grænser og på tværs af lande.

I disse dage står Polen særlig tydeligt for mig.
Kulturforskellene er virkelig til at tage og føle på. For eksempel skifter man sjældent noget ud, så længe det stadig fungerer. Til gengæld lægger mange vægt på at vise sig frem med nyt tøj, sko, smykker og tasker.

Ser man på bybilledet, står forfaldne bygninger side om side med nye, farvestrålende boligblokke med fantasifulde arkitektoniske detaljer.
Der findes veje så ujævne, at man næsten føler, nyrerne er ved at løsne sig, når man kører på dem – men lige ved siden af kan man finde brede, fire-sporede veje, hvor farten virkelig kan få frit løb.

Jeg synes, det er fascinerende at opleve skikke og vaner – både her og der.
Hvor ville det dog være trist, hvis alt og alle skulle ligne hinanden. Hvis alle forskelle blev udvisket, og alle holdninger ensrettet.

Vi må leve efter de regler, der gælder i det land, vi besøger – ellers må vi blive hjemme. Tænk bare, hvis man i Polen kørte efter danske trafikregler – eller omvendt. Det ville næppe ende godt.

Hurra for både de små og de store forskelle!

Polen: Traditioner, tryghed og kontraster i hverdagen

En personlig fortælling fra Polen – kontrasternes land. Traditioner, døgnåbne supermarkeder og små møder, der gør indtryk.

Polen – Kontrasternes land

Jeg vil tillade mig at kalde Polen “kontrasternes land”.

Tag bare dagen i dag som eksempel: Polen holder Allehelgensdag – og alt er lukket. Hele landet er på farten for at besøge familie – både de levende i deres hjem og de døde på kirkegårdene. Der hygges med mad og drikke, og mange kører gerne fra Gdańsk til Warszawa for at holde traditionen i hævd. Det er trods alt omkring 350 kilometer – hver vej!

Til gengæld kan man på en helt almindelig hverdag handle i et kæmpesupermarked døgnet rundt. Ved midnat bliver kasserne lukket i en halv time, så de kan tælles op, men man kan stadig handle, og et stort personale går rundt og fylder varer op. Min fornemmelse var, at de hyggede sig med hinanden, mens hænderne arbejdede – alt skulle stå perfekt, når døgnets travle timer begyndte igen. I nattetimerne var det helt tydeligt personalets tur til at have forkørselsret 😉

Ved næsten alle indgange til de store indkøbscentre står der vagter. De holder øje, men de er samtidig både venlige og hjælpsomme. Det kan måske virke lidt uvant for os danskere, men jeg har aldrig følt mig generet af det. Har man rent mel i posen, er der jo ingen ko på isen.

---

En lille personlig oplevelse

Jeg var en dag taget alene i et storcenter. Mit polske ordforråd bestod af højst ti ord. Da jeg skulle ind, kom en vagt hen til mig og bad mig låse min lidt store stoftaske ind i et skab. Det kostede 2 zloty – som jeg desværre ikke havde på mig. Efter lidt tegnsprog og smil blev vi enige om, at jeg godt måtte tage tasken med ind.

Det gik dog hurtigt op for mig, at jeg ikke var ude af hans synsfelt – han fulgte mig roligt gennem rækkerne. På et tidspunkt fik vi øjenkontakt, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Smilet blev gengældt – og sådan fortsatte det flere gange, mens jeg nysgerrigt kiggede på alt det, de polske hylder havde at byde på.

Da jeg var færdig og kom gennem kassen, fik jeg et ekstra stort smil fra min vagt-ven 😉

Jeg var på intet tidspunkt irriteret over hans årvågenhed – tværtimod. Jeg følte, det var en form for tryghed. Man er jo på et offentligt sted, og man skal bare opføre sig, som man ville gøre foran mange andre mennesker.
Jeg havde rent mel i posen – og netop denne indkøbstur vil jeg aldrig glemme.

Allehelgensaften - halloween

Flere steder i verden fejres Allehelgen - eller som nogen ynder at kalde det - halloween.

Netop i dag på Allehelgensaften er jeg i Polen.

I Danmark kan man se, at flere og flere sætter lys på familiegravstederne.
Men jeg må nok sige, der skal laves nogle flere lanterner og støbes flere lys, samt dyrkes enorme mængder blomster, hvis vi skal pynte lige så meget, som polakkerne gør.

Det er ikke ualmindelig med 10 eller flere lanterner med lys på hvert gravsted - favnefulde af hvide, gule eller bordeauxfarvede blomster.
Når jeg siger favnefulde - så er det favnefulde.
En enkelt plante/buket kan nemt bestå af omkring 300 blomsterhoveder - imponerende flot.

En utrolig oplevelse at vandre ind på en "skovkirkegård" - efter mørkets frembrud - kun oplyst af de tusindvis af lys på gravene.
Hundredvis af polakker går stille og rolig - som skygger - rundt og pynter familiegravstederne.
Ved indgangen stod en ung pige og spillede "Ave Maria" på violin - det var bare så højtidelig.   

Jeg synes, det er en smuk tradition.
Uanset religion har vi jo alle afdøde slægtninge, som vi tænker på og ynder at "besøge" med en blomst eller en krans.
Personlig synes jeg nu også, at en enkelt rose eller lille buket er meget smukt og rørende.

Men - Allehelgensaften i Polen var en fantastisk flot oplevelse.