You Raise Me Up – historien om en ukendt redningsmand

You Raise Me Up – dengang en fremmed løftede mig op

Hver gang jeg hører den smukke sang You Raise Me Up, bliver jeg sendt næsten 60 år tilbage i tiden. Til en dag, hvor to stærke arme løftede mig op, bar mig uden for Idrætsparkens låger, satte mig forsigtigt ned – og gav mig den største overhaling, jeg nogensinde har fået. Derefter forsvandt min redningsmand stille og roligt i mængden blandt de mange mennesker, der netop havde overværet landskampen.

Det hele skete i trængslen efter kampen. Jeg tabte den ene af mine sko. Den var ganske vist blevet lidt mudret, men det var en ny, hvid sko med en fin sløjfe, så selvfølgelig måtte jeg finde den. Instinktivt bøjede jeg mig ned.

Det var i det øjeblik, han greb fat i mig.

Han løftede mig op, bar mig ud af menneskemylderet og satte mig først ned, da vi var uden for porten. Og så kom formaningen – med store bogstaver. Hvordan kunne jeg dog finde på at bukke mig ned midt i en tæt menneskemængde? Jeg kunne være blevet væltet omkuld. Jeg kunne være blevet trampet ihjel af de mange mennesker, der alle havde travlt med at komme hjem til kaffen.

Han havde fuldstændig ret.

Jeg nåede vist aldrig rigtigt at takke ham. Jeg var så overrumplet, at ordene ikke kom frem, før han allerede havde vendt sig om og var forsvundet.

Når jeg siden har tænkt tilbage på episoden, har den givet mig gåsehud. For først bagefter gik det for alvor op for mig, hvor galt det kunne være endt.

Måske er det også derfor, jeg den dag i dag har det svært med tætte folkemængder. Jeg lader gerne de andre gå først og venter selv til sidst. Måske er det en ubevidst frygt for endnu en gang at blive fanget i en menneskestrøm, hvor man mister fodfæstet.

Jeg ved godt, at sangens egentlige budskab er noget helt andet end denne jordnære historie. Alligevel kan jeg ikke høre You Raise Me Up uden at tænke på den ukendte mand, der bogstaveligt talt løftede mig op. Et kort møde med et menneske, jeg aldrig fik takket – men som måske reddede mig fra en alvorlig ulykke den dag.

Den aften, hvor jeg bød en soldat op til dans

I mine unge dage var jeg til bal i den borgerlige sammen med min daværende forlovede, hans bror og en ven. Vi sad ved et firemandsbord, og der var skøn dansemusik.

Desværre havde mine tre bordherrer kun ét samtaleemne: fodbold. De talte om det flere gange om ugen, og denne aften var ingen undtagelse. Jeg forsøgte et par gange at blande mig i samtalen – jeg vidste faktisk en del om fodbold, for jeg havde jo hørt om det igen og igen – men mine bidrag blev ikke ligefrem modtaget med begejstring.

Mens de fortsatte deres fodboldsnak, lod jeg blikket vandre rundt i salen. Ved et andet bord sad fire flotte unge mænd i soldateruniform. De havde været udsendt til Gaza, og jeg genkendte den ene som en, jeg ofte havde talt med i en forretning, hvor jeg handlede.

Jeg er ikke typen, der uden videre går hen til fremmede, og jeg havde heller ikke lyst til at såre min forlovede. Derfor sagde jeg stille: "Hvis I har tænkt jer at snakke fodbold hele aftenen, tror jeg, jeg vil byde en mand op til dans."

Min forlovede svarede lidt kækt: "Det kan du da bare gøre – hvis du tør."

Så tog jeg en dyb indånding. Med rystende ben gik jeg hen til soldaternes bord og spurgte min bekendt, om han ville danse. Heldigvis sagde han ja med det samme. Sikke en lettelse! Vi fik en rigtig hyggelig dans og en spændende snak om hans oplevelser i Gaza.

Da jeg kom tilbage til mit eget bord, var fodboldsnakken forstummet. Resten af aftenen skiftedes mine tre bordherrer til at danse med mig.

Jeg må stadig smile, når jeg tænker tilbage på den aften. Det var nok en af de få gange i mit unge liv, hvor jeg virkelig overvandt min generthed – og det endte med at blive en ganske dejlig aften.

Sne, nerver og et kørekort – en uforglemmelig dag i oktober 1965

 Den 22. oktober 1965 – præcis 60 år siden i dag – faldt vinterens første sne i Aalborg. Jeg husker det tydeligt, for jeg skulle til køreprøve netop den dag.

Jeg stod ved vinduet og så sneen dale ned, mens nervøsiteten voksede. På vej ind til byen for at få taget billede til kørekortet, sneglede trafikken sig frem, og jeg måtte tage en taxa hjem for at nå min kørelærer.

På turen fortalte jeg chaufføren, hvor bange jeg var for at køre i glat føre. Han slukkede taxameteret, drejede ind på en sidevej og viste mig, hvordan man håndterer bilen, hvis den skrider. Den korte lektion skulle vise sig at blive uvurderlig.

Min kørelærer ville ikke med ud på turen – måske frygtede han buler i bilen. Det gik fint i starten, men på en stejl bakke kom bilen i slinger. Den motorsagkyndige skældte ud, og jeg var tæt på panik. I det øjeblik hørte jeg taxachaufførens stemme i hovedet: “Gør sådan og sådan…”
Jeg fulgte rådene og fik bilen i ro – uden buler, trods sne, parkerede biler og modkørende.

Inde på politistationen sagde den forbløffede sagkyndige:
“Du får dit kørekort, fordi du selv fik bilen i ro.”
Døren blev smækket i, og min lettede kørelærer ønskede tillykke – men tog selv rattet hjem.

Senere opsøgte jeg taxachaufføren for at sige tak. Uden ham kunne dagen have fået en helt anden slutning.