Sommer i Tyrol - og en smuk nærværende sangtekst

 Mon ikke de fleste kender filmen "Sommer i Tyrol"? 

Jeg tror det, men mon alle kender teksten på disse vers, som Kejser Franz Joseph (Peter Malberg) skriver til Josepha (Susse Wold)

Livet er nu en gang så
Alle vi det lære må
Det vi ønsker mest sjældent sker

Fik vi alt fra første færd
Uden kampe og besvær?
Ønsked` vi os blot endnu mere?

Men på livets lange vej
Skuffelserne melder sig
Lærer os beskedenhed
Smil og vær glad derved

Livet er nu en gang så
Alle vi det lære må
Det man højst ønsker sig
Når man ej

Mogens Dam har skrevet teksten.

Jeg synes det er så smukt og genkendende. 

I filmen  reflekterer Kejser Franz Joseph over uundgåeligheden af ​​livets udfordringer og vigtigheden af ​​ydmyghed og glæde i mødet med skuffelser.

Jeg er solgt til stanglakrids, når Susse Wold efterfølgende synger versene.

Kun en dag et øjeblik ad gangen .....

Der er dage, hvor man gør bedst i kun at tage et øjeblik ad gangen.
At se længere ud i fremtiden er alt for overvældende og kan ofte se faretruende ud.
På disse dage lytter jeg med stor glæde til Lina Sandells
"Kun en dag et øjeblik ad gangen"

Den er smuk i både tekst og melodi.

Især sidste vers betyder noget for mig, den lyder således:

Hjælp mig da at hvile trygt og stille
kun på dine løfter, Herre kær,
og ej troens dybe fred forspilde,
som i ordet kom mit hjerte nær!
Når mit sind er af bekymring fangen,
lær mig tage af din faderhånd
kun en dag, et øjeblik ad gangen
med en stille, ydmyg ånd!

Oh, gør med glæde dit bedste .....

Oh, gør med glæde dit bedste – og gå så straks til det næste

Gør altid dit bedste. Ikke fordi du skal bevise noget – men fordi det føles godt at vide, at du gav alt, hvad du kunne.

Og når du har gjort det, så gå roligt videre.
Lad være med at stå stille og vende og dreje det, der allerede er sket.
Hvis du ved, at du gjorde dit bedste, så er det nok.

Ingen får noget ud af at hænge fast i en opgave, der ikke gik helt som planlagt.
Og faktisk – heller ikke af at blive stående for længe ved en succes.

Selvfølgelig må du glæde dig! Fejr det, du har gjort godt.
Men bær glæden med dig, mens du tager fat på det næste.

For livet bevæger sig. Det skal vi også.

Til dig, der læser med

Næste gang du mærker den lille stemme, der siger “det kunne jeg have gjort bedre” – så stop op og spørg dig selv:
Gjorde jeg mit bedste lige dér, med det jeg havde?

Hvis svaret er ja, så træk vejret dybt … og gå videre.
For der venter altid en ny mulighed for at give dit bedste igen.

Min kage-gris og den søde selverkendelse

Jeg fandt et gammelt vers i min poesibog i morges:

“Gid øllebrød og fløde må regne til dig ned…”

Det fik mig både til at grine — og til at gå forbi bageren senere på dagen.
I stedet opstod min kage-gris 🐷💰
Læs hvordan en smule selvironi (og 50 kr i småmønt) måske kan redde både formen og humøret. 

Gid øllebrød og fløde
må regne til dig ned,
og du må leve længe
og blive tyk og fed.

Sådan stod der i min gamle poesibog, som jeg fandt frem i morges. Jeg grinede højt – for hvem skriver dog sådan noget i dag? Men senere på dagen, da jeg stod foran bagerens vindue og kiggede på flødeskum, remonce og glasur, hørte jeg verset igen inde i hovedet. Og helt ærligt: det ramte lidt for godt.

Jeg gik forbi bageren (en sejr i sig selv!) og hjem i stedet. På panden smeltede jeg smør og sukker, vendte en halvtør skive franskbrød i – og nød duften af min barndom. Jeg bilder mig ind, at det var et sundere valg… men jeg ved godt, at kalorierne næppe tog skade af det bytte. Til gengæld sparede jeg 50 kroner.

De røg i min gamle sparegris, som nu officielt har fået nyt navn: min kage-gris.

Tanken er enkel: Hver gang jeg springer en kage over, ryger pengene i grisen. Så kan jeg se, hvor meget jeg har sparet mig selv tyndere for. Om det virker? Det må tiden (og vægten) vise. Men indtil videre klirrer det i det mindste lystigt derinde — og det er da en slags musik. 🎵🐷

Et lille vers og et sort hul i erindringen

Et gammelt vers dukker op fra min poesibog – men forfatteren er forsvundet i et af mine sorte huller i hukommelsen. 

En lille påmindelse om, hvor skrøbelig og smuk erindringen kan være.

Et lille vers fra min poesibog

Som en lille blomst der blinker
mod den klare, lyse sol,
og som skjult i græsset vinker,
vårens første bly viol.
Sådan skal mit ønske træde
frem her i, blandt ønskers kor.
Ønske lykke, held og glæde,
ønske fremgang her på jord.

Det er skrevet af en dreng – eller en mand – som jeg slet ikke kan huske.

Måske er han forsvundet i et af de “sorte huller”, som opstod i min hukommelse efter mit hjertestop. Der er så meget, jeg stadig husker – men der er også mange ting, der bare er væk.

Jeg plejer at beskrive det som en hvid perlekæde med sorte perler spredt helt tilfældigt.
De hvide perler er minderne, der stadig glitrer.
De sorte er de huller, hvor noget engang var – men ikke længere er.

To sjæle, én tanke – et minde om min lillesøster

.

I min gamle poesibog fandt jeg for nylig et vers, som min lillesøster engang skrev til mig:

Skal Land og Hav os skille ad
saa gem til Minde dette blad
skal dette Blad engang forgaa
saa lad vort venskab dog bestaa.

Det er både trist og glædeligt at læse.
Trist, fordi jeg mistede min lillesøster for over femten år siden.
Glædeligt, fordi minderne vælder frem – minder om alt det, vi delte gennem mere end halvtreds år: latteren, fortroligheden, og de små øjeblikke, som kun søstre forstår.

Vi kunne finde på at løfte telefonrøret på præcis samme tid for at ringe til hinanden – og undrede os over, at vi allerede havde hinanden i røret.
Det skete så tit, at vi til sidst bare grinede af det.

Det var virkelig det, man kalder: to sjæle, én tanke.

Når livet føles som lektier – om at bevare modet gennem livets prøver

Dette lille digt, skrevet af Svend Rehling, har hjulpet mig mange gange:

Tab ikke modet du kære,
For så er det dyreste tabt,
Gud har en lektie at lære,
Hvert menneskebarn han har skabt.

Der er noget dybt trøstende i ordene. De minder mig om, at livet ikke altid skal forstås som en lige vej, men som en skole – et sted, hvor vi lærer, vokser og formes gennem både glæder og sorger.

Når jeg møder modstand eller står i en situation, jeg ikke kan se meningen med, prøver jeg at tænke: “Hvad er det, jeg skal lære her?” Det ændrer ikke altid omstændighederne, men det ændrer min tilgang. Pludselig bliver problemerne ikke kun byrder, men også lærere.

Jeg kan huske, hvordan jeg i skoletiden nogle gange kæmpede med bestemte fag. Der var lektier, der føltes næsten umulige. Men når jeg først havde forstået stoffet, blev det til en stille glæde – en følelse af, at jeg faktisk kunne noget, jeg før ikke troede muligt.

Sådan er det måske også med livets lektier. Vi forstår dem ikke altid, mens vi står midt i dem, men når vi ser tilbage, opdager vi, hvordan de formede os, styrkede os og lærte os noget vigtigt om os selv – og om Gud.

Derfor forsøger jeg at huske Rehlings ord:
Tab ikke modet.
For det dyreste tab er ikke fejlen, smerten eller modgangen – det er håbet, vi mister, hvis vi giver op.

Stille glæder – når minderne bryder mørke tanker

Der skal ofte ikke så meget til for at bryde triste tanker.
Nogle gange er det nok at finde noget frem, man kan glæde sig over – noget, der minder én om, at livet også rummer lys.

En dag, hvor tankerne var tunge, fandt jeg min gamle poesibog frem.
Det var som at åbne en lille skattekiste. Jeg læste de gamle vers og hilste i tankerne på skolekammerater, venner, familie og lærere, der engang skrev en hilsen i bogen. Minderne vældede frem – blide og varme.

Et tilfældigt opslag landede på et vers skrevet af min gamle håndarbejdslærerinde, som for længst er gået bort.
Verset lød:

Vil du være glad i sind,
glæd da altid først de andre.
Da er vejen let at vandre –
se, da spirer stille glæder,
hvor du træder.

Jeg smilede. For der var ingen tvivl om, at netop hun var en af dem, der lærte mig glæden ved at skabe noget med hænderne.
Hun fik mig godt i gang med strikkepinde og sytøj – og jeg husker stadig, hvordan det føltes at få ros i håndarbejde.

Små minder. Stille glæder.
De gør underværker – især på grå dage.

Nu, hvor jeg er gammel og grå, sidder jeg tit med et strikketøj i hånden 😊

En bøn fra et lille forvirret hjerte.

Når livet føles tungt, og tankerne snor sig i forvirring, vender mange sig mod himlen – i håb om ro, svar eller blot et øjebliks klarhed.

Men hvordan ved vi egentlig, om det, vi beder om, er det rigtige – for os selv eller for andre?

Denne lille bøn, af en ukendt forfatter, rummer netop dette spørgsmål. En stille refleksion over tro, tillid og ønsket om at ville det gode – også når man ikke helt forstår vejen dertil.

En bøn fra et lille forvirret hjerte.

DU som styrer alt på jord

styr mit lille hjerte,

så de ønsker - som der bor

ej forvolder smerte.

Hjælp mig i min uforstand

kun at ønske drømme,

som DU let opfylde kan,

uden DU mig dømme.

En påmindelse om, at bøn ikke altid handler om at få – men om at finde fred i det, vi allerede har, og i den vej, vi bliver ledt ad.

Flyskræk

Jeg er lidt bange for at flyve - og jeg tror, at mange andre også er det.

Sætter man sig i en terminal i lufthavnen og kigger på dem, der kommer fra et fly, der lige er landet - og på dem, der snart skal afsted, er der stor forskel på det, den enkelte passager udstråler.
Nogle mennesker går, som om de aldrig lavede andet, andre ser enten lettede eller ængstelige ud.

Det samme gør sig gældende i flyet - nogle, lige som jeg selv - reagere på hver eneste lille lyd og bevægelse fra flyet.
Jeg vælger bevidst at kigge på de mennesker, inkl. flyets personale, der er vant til at flyve.
Så længe, de går stille og rolige rundt, har jeg det nogenlunde godt.

Jeg er lidt bange for at flyve – og jeg tror, at mange andre også er det.

Når man sætter sig i en terminal og kigger på menneskerne omkring sig, bliver forskellen tydelig. Nogle kommer fra et fly, der lige er landet, og går med en ro og sikkerhed, som om de aldrig har lavet andet. Andre, dem der snart skal afsted, ser enten lettede, spændte eller ængstelige ud.

Det samme gælder ombord på flyet. Jeg, ligesom mange andre med flyskræk, reagerer på hver eneste lille lyd og bevægelse fra flyet. Men jeg har lært at bruge observation som beroligende middel. Jeg kigger bevidst på de mennesker, inklusiv flypersonalet, der virker vant til at flyve. Så længe de går stille og rolige rundt, får det mig til at føle mig lidt mere tryg.

Jeg kan ikke lade være med at sende en stille bøn til Vor Herre, og et lille vers fra en salme dukker ofte op i mine tanker – Lina Sandell-Bergs ord, der minder mig om, at selv når vi føler os små og sårbare, er vi ikke alene:

Ingen er så tryg i fare
som Guds lille børneskare
fuglen ej i skjul bag løvet,
stjernen ej højt over støvet.

Ordene giver mig en slags fred. De minder mig om, at selv når jeg føler mig sårbar, er jeg ikke alene – og at lidt ro og tro kan gøre en stor forskel, selv på 10.000 meters højde.

Et vers fra min mors hånd – minder fra min gamle poesibog

Ved et tilfældigt opslag i min lille, slidte poesibog falder jeg over et vers, som min mor skrev i 1951.

Bliver du i Verden gammel,
Voks dog ej i Tanker stor,
sæt dig ned paa Børneskammel,
Bed af Hjertet Fadervor.

din Mor

Et enkelt, men rørende vers – og jeg er sikker på, at netop disse linjer står i mange poesibøger rundt omkring.

Min egen poesibog bærer tydelige spor af tidens tand. Omslaget er for længst væk, siderne er slidte, og skriften falmer. Men netop derfor rummer den så meget sjæl.

Det var jo sådan dengang: man afleverede sin poesibog til en ven eller et familiemedlem, som fik lov at skrive et vers. Nogle dage senere fik man bogen tilbage – ofte med en fin tegning, et klistremærke eller et par pletter af blæk. Nogle gange kom den tilbage lidt mere medtaget, end da man sendte den afsted.

Men det gjorde ingenting. For indholdet var det vigtigste.
Hver side gemmer på et lille stykke af den tid, de mennesker, der skrev i den, og den varme, der fulgte med.

Selv om poesibogen i dag ser sølle ud, er den blandt mine kæreste ejendele – et lille stykke nostalgi, der minder mig om kærlighed, barndom og den tid, hvor ord blev skrevet med omtanke og hjerte.

Bekymringer er ofte renter, der bliver betalt forud

Alle kender vi til at bekymre os - det er vel helt naturligt.

Men mange bekymringer er renter, 
som vi betaler forud for ting, 
som måske aldrig indtræffer.

Jeg er personlig slem til at tage bekymringerne på forskud, og det er så tåbeligt, for hvem siger, at det bliver så slemt, som det umiddelbart ser ud til?

Min gode ven sagde altid: "Lad være med at hyle, når du ser en bakke forude"

Ofte fik han ret, for jeg var slem til at se et problem i alt, som slet ikke blev til noget - altså misbrug af den indre energi.

Et digt af Piet Hein beskriver faktisk ovennævnte på en meget smuk måde.

                                       Hvis du vidste hvad du ved,

                                       når dit livslys er brændt ned,

                                       så var meget mindre drøjt, 

                                       mens det endnu brænder højt.

Latteren som livets smørelse – når humor dæmper knirkeriet

"Latteren er en god ting, en god smørelse, som forhindrer meget knirkeri."
– Vilhelm Beck

Disse ord nikker jeg genkendende til.

Både på arbejdet og i privatlivet har jeg oplevet, hvordan mange tilløb til konflikt er blevet afværget med en sjov bemærkning, der fik latteren frem. For med humor får man mulighed for at dreje samtalen, så vreden ikke får magten.

Jeg siger ikke, at alt kan løses med en perlende latter – men den får vægtskålen til ikke at tippe så voldsomt til den ene side.

Min erfaring er også, at en tvist, der blev dæmpet lidt af latteren, ofte vender tilbage som små, bitte pile. Dem må man så blot lade smutte forbi sig.

Og så gør tiden som regel sit. Den fjerner det sidste knirkeri.