Bliver du i Verden gammel,
Voks dog ej i Tanker stor,
sæt dig ned paa Børneskammel,
Bed af Hjertet Fadervor.din Mor
Et enkelt, men rørende vers – og jeg er sikker på, at netop disse linjer står i mange poesibøger rundt omkring.
Min egen poesibog bærer tydelige spor af tidens tand. Omslaget er for længst væk, siderne er slidte, og skriften falmer. Men netop derfor rummer den så meget sjæl.
Det var jo sådan dengang: man afleverede sin poesibog til en ven eller et familiemedlem, som fik lov at skrive et vers. Nogle dage senere fik man bogen tilbage – ofte med en fin tegning, et klistremærke eller et par pletter af blæk. Nogle gange kom den tilbage lidt mere medtaget, end da man sendte den afsted.
Men det gjorde ingenting. For indholdet var det vigtigste.
Hver side gemmer på et lille stykke af den tid, de mennesker, der skrev i den, og den varme, der fulgte med.
Selv om poesibogen i dag ser sølle ud, er den blandt mine kæreste ejendele – et lille stykke nostalgi, der minder mig om kærlighed, barndom og den tid, hvor ord blev skrevet med omtanke og hjerte.
