Vi er mange, der beder om både det ene og det andet.
Om hjælp, om løsninger, om lette veje gennem tilværelsen.
Men måske glemmer vi, at det i sig selv kan blive en blindgyde.
For vi kan nemt komme til at bede om noget, som enten ikke gavner os, eller som slet ikke er det, vi i virkeligheden har brug for.
Hvem siger egentlig, at det, vi tror er godt for os, rent faktisk er det?
At det, vi ønsker os her og nu, også er det, der bringer os længst på sigt?
Måske skulle vi i stedet vende blikket indad – og spørge os selv, hvad vi kan gøre, i stedet for blot hvad vi kan få.
Måske ligger svaret ikke i at håbe på en nemmere vej, men i at finde styrken til at gå vejen, som den er.
Tænk på sømanden: han beder ikke om medvind.
Han ved, at vinden sjældent blæser, som man ønsker det.
Derfor lærer han sig at sejle – at bruge det, han får, og gøre det til en fordel.
Den tanke kan vi tage med os ind i hverdagen.
For hvor ofte venter vi ikke på, at tingene ændrer sig af sig selv – i stedet for at lære at navigere i det, vi står i?
Det er ikke altid nemt.
Men måske er det netop dér, vi vokser: når vi ikke bare beder, men handler.
Når vi ikke blot ønsker, men også lærer.
“Måske er det ikke medvinden, vi skal vente på – men modet til at sejle alligevel.”