Jeg har ofte taget mig selv i at tænke, at andre har styr på alt det, jeg selv mangler. At de er lidt klogere, lidt smukkere, mere succesfulde eller bare har livet på plads på en måde, jeg ikke selv har.
For mange år siden havde jeg en veninde, som jeg nærmest så op til på alle områder. Hun var smuk og sød, boede i et fantastisk hjem, havde en trofast mand ved sin side, flere dejlige børn og ovenikøbet råd til luksus. Når jeg så på hende, tænkte jeg, at hun måtte have et liv uden bekymringer – et liv, hvor alle brikkerne bare faldt på plads.
Jeg misundte hende egentlig ikke, men jeg blev ved med at spejle mig i hende og tro, at hun havde alt det, jeg ikke havde.
Men som årene gik, ændrede billedet sig. Hun beholdt sin skønhed og sine børn, men andre ting begyndte at falme. Bag facaden dukkede sider op, som jeg aldrig havde set dengang, hvor jeg syntes, hun levede drømmelivet.
Det fik mig til at indse noget vigtigt: Lasternes sum er konstant. Ingen får udleveret hele pakken. Vi ser kun glimt af hinandens liv – og det er alt for let at tro, at det ser bedre ud på den anden side.
I dag minder jeg mig selv om, at det liv, jeg ser udefra, aldrig er hele sandheden. Og at jeg – ligesom alle andre – både har mine gaver og mine byrder.
At huske, at lasternes sum er konstant, giver mig ro. For så ved jeg, at mit liv – med alt hvad det rummer – er lige så værdifuldt som andres.