Sætter man sig i en terminal i lufthavnen og kigger på dem, der kommer fra et fly, der lige er landet - og på dem, der snart skal afsted, er der stor forskel på det, den enkelte passager udstråler.
Nogle mennesker går, som om de aldrig lavede andet, andre ser enten lettede eller ængstelige ud.
Det samme gør sig gældende i flyet - nogle, lige som jeg selv - reagere på hver eneste lille lyd og bevægelse fra flyet.
Jeg vælger bevidst at kigge på de mennesker, inkl. flyets personale, der er vant til at flyve.
Så længe, de går stille og rolige rundt, har jeg det nogenlunde godt.
Jeg er lidt bange for at flyve – og jeg tror, at mange andre også er det.
Når man sætter sig i en terminal og kigger på menneskerne omkring sig, bliver forskellen tydelig. Nogle kommer fra et fly, der lige er landet, og går med en ro og sikkerhed, som om de aldrig har lavet andet. Andre, dem der snart skal afsted, ser enten lettede, spændte eller ængstelige ud.
Det samme gælder ombord på flyet. Jeg, ligesom mange andre med flyskræk, reagerer på hver eneste lille lyd og bevægelse fra flyet. Men jeg har lært at bruge observation som beroligende middel. Jeg kigger bevidst på de mennesker, inklusiv flypersonalet, der virker vant til at flyve. Så længe de går stille og rolige rundt, får det mig til at føle mig lidt mere tryg.
Jeg kan ikke lade være med at sende en stille bøn til Vor Herre, og et lille vers fra en salme dukker ofte op i mine tanker – Lina Sandell-Bergs ord, der minder mig om, at selv når vi føler os små og sårbare, er vi ikke alene:
Ingen er så tryg i fare
som Guds lille børneskare
fuglen ej i skjul bag løvet,
stjernen ej højt over støvet.
Ordene giver mig en slags fred. De minder mig om, at selv når jeg føler mig sårbar, er jeg ikke alene – og at lidt ro og tro kan gøre en stor forskel, selv på 10.000 meters højde.