Latter er sundt – en uforglemmelig aften i Cirkusrevyen

 

Latter er den bedste medicin – ikke mindst mod leddegigt

Der er ikke noget så forløsende som et godt grin. Forskning viser endda, at latter kan være direkte sundt – ikke mindst for leddegigtpatienter. Faktisk reduceres de skadelige stoffer, som leddegigtpatienter ofte har forhøjede niveauer af, efter en god omgang latter.

Men det sjoveste er nu at grine sammen.

Jeg husker især en oplevelse i Cirkusrevyen på Bakken for mange år siden. Jeg var der med nogle venner, og vi sad helt fremme på tredje række. Det blev en uforglemmelig aften – ikke mindst takket være Niels.

I det berømte nummer, hvor Dirch Passer taler russisk, grinede vi alle hjerteligt. Men Niels kunne ganske enkelt ikke stoppe igen. Han prøvede at dæmpe sig, holdt sig for munden og vred sig i stolen – og netop derfor blev det endnu sjovere.

Dirch Passer opdagede hurtigt Niels’ grinekvaler og begyndte at tale direkte til ham på russisk. Jeg kan afsløre, at det bestemt ikke gjorde det lettere for Niels at kontrollere sig! Hele scenen blev forlænget i forhold til, hvad man siden har set på TV, og hele teltet grinede i kor.

Det var en forrygende oplevelse, og vi havde alle ondt i lattermusklerne bagefter – ikke mindst Niels.

Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvor mange skadelige stoffer blev mon udløst i cirkusteltet den aften?

Find læseinspiration på biblioteket – lad bøgerne finde dig

Når en bog finder dig

Er din dag trist og ensformig? Så kan et besøg på biblioteket være lige dét, der vender stemningen.

For nogle år siden gik jeg ind på et lille lokalt bibliotek. På et bord lå en stak bøger hulter til bulter, og i et spontant øjeblik besluttede jeg mig for at tage den første den bedste – uden at ane, hvad den handlede om.

Det viste sig at være En rose mellem torne af Niels Aage Barfoed.

Den bog blev startskuddet til en helt ny læseglæde. Fra kun at låne faglitteratur begyndte jeg at kaste mig over biografier og romaner – og en ny verden åbnede sig.

Selv i dag kan jeg finde på at gå ind på biblioteket og lade tilfældigheden bestemme. At gribe en bog uden at kende titel eller forfatter kan føre til de mest overraskende og positive oplevelser.

Måske er det netop sådan, man nogle gange opdager de bedste historier – når man ikke selv leder, men lader bøgerne finde én.

Hvad med dig? Har du nogensinde taget en helt tilfældig bog med hjem fra biblioteket?

Janter, dåser og sund fornuft

"Pant, poser og hundeluftere – et lille indlæg om affald, hverdagens små irritationer og et grin til sidst."

Der ligger desværre mange dåser, flasker og andet affald rundt omkring i vores gader og stræder. Heldigvis findes der mennesker, der tager turen med en pose og samler dåserne op. Om det er for pantens skyld eller for at holde byen ren, betyder egentlig mindre – begge dele gør en forskel.

Selv holder jeg også øje, når jeg går. Dels for ikke at vride om på foden, dels for at samle en “bette jante” op, hvis jeg falder over en. Det er da sund fornuft – ikke?

Men jeg indrømmer gerne, at jeg ikke samler alt op. Når folk for eksempel lige har spist et lækkert stykke brød og smider papirsposen på gaden, tænker jeg: Hvad får nogen til at tro, at andre bare rydder op efter dem?

Brug dog en affaldsbeholder, de står jo snart alle steder!

Det samme gælder hundeluftere. På trods af skilte med ordene “Hund i snor – lort i pose” er der stadig stor risiko for at glide i en efterladenskab, hvis man ikke kigger sig for. Nogle gange virker det næsten, som om reglerne kun gælder, når der er andre mennesker i nærheden.

Men nok om det – for lidt humor skal der også være plads til.

En lille jante-historie:
To lidt forhutlede fyre sad i lægens venteværelse.
– Hvad er der galt med Dem? spurgte lægen den første.
– Jeg har slugt en krone, svarede manden.
– Og hvad med Dem? spurgte lægen den anden.
– Ikke noget. Jeg er bare med – for det var min krone.

Ord er ikke bare ord – om sprogets kraft og betydning

Ord er ikke bare ord

Ord kan såre.
Ord kan glæde.

Det handler om sammensætningen af ordene – og det betyder meget, hvem der udtaler dem.

Jeg vil gerne dele en lille oplevelse:

Mine gode venner var engang tæt på at blive uvenner – og det hele handlede om ord.

Min veninde var ofte frustreret over sin mor og kunne indimellem omtale hende mindre pænt.
Men en dag, da hendes mand brugte de samme ord om svigermoderen, ændrede stemningen sig på et øjeblik.

Min veninde blev rasende og sagde, at hun aldrig ville høre de ord igen.
Hendes mand forsvarede sig: “Men du siger dem jo selv!”

Her forklarede hun, at ordene lød helt anderledes, når de kom fra andre.
Når hun selv sagde dem, lå der trods alt kærlige følelser bag.
Når hendes mand sagde dem, blev de hårde og sårende.

Det var en vigtig lektie for mig.
Jeg skrev det bag øret for omkring 50 år siden – og jeg prøver stadig at huske det.

Julepynt i Oktober - er vi for tidlige med julepynten? | Julens traditioner før og nu

Julen er fyldt med traditioner – men er vi blevet lidt for tidlige til at pynte hele huset op? Her deler jeg minder fra barndommens jul, hvor magien først begyndte midt i december, og ser på, hvordan pynt og forventning har ændret sig gennem årene.

Er vi ikke lidt for tidlige med julepynten?

Når jeg kigger tilbage på min barndom, så var julens pynt og traditioner noget helt særligt – og noget, vi ventede på med spænding.

I mit barndomshjem begyndte julen først rigtigt en uge før juleaften. Indtil da havde vi kun en papjulekalender fra købmanden og en adventskrans, der lyste de mørke søndage op. Kravlenisser og al den øvrige pynt kom først frem efter den 15. december.

Lillejuleaften blev de sidste detaljer sat på plads. Juletræet stod bag lukkede døre, pyntet i hemmelighed, og nøglehullet var stoppet til med toiletpapir, så vi børn ikke kunne smugkigge. Først juleaften – efter vi havde vasket op – blev dørene åbnet, og vi så det smukke, lysende juletræ for allerførste gang. Den magi savner mange børn i dag.

Julen handlede dengang også om samvær: vi læste julehistorier i stearinlysets skær, lavede hjemmelavet pynt, bagte småkager og rullede konfekt. Selv grisen blev slagtet i starten af december, så julens måltider kunne være fyldt med traditioner og smag.

I landsbyens butikker var der heller ingen juleglitter i oktober. Først til 1. søndag i advent blev vinduerne pyntet – og det føltes som starten på en højtid, man virkelig havde glædet sig til.

Da jeg selv fik børn, begyndte jeg langsomt at ændre traditionerne. Med TV-julekalendere som Magnus Tagmus kom der nye måder at skabe forventning på. Vi fik kalenderlys, og hver dag satte jeg en lille piberensenisse frem, som børnene skulle finde. På den måde voksede julen stille og roligt frem i stuen – en tradition vi holdt fast i i mere end 25 år.

I dag pynter jeg også tidligere end jeg gjorde dengang. Allerede sidst i november finder jeg nisser og engle frem. Måske er vi blevet lidt for tidlige – men julen er jo netop en tid, hvor vi elsker hyggen, traditionerne og lyset i mørket.

Dominerende negative tanker - og dårlige spejle

Hvis du hele tiden tænker - åh, jeg er grim!
Hvis du hele tiden tænker - åh, jeg er dum!
Hvis du hele tiden tænker - åh, jeg er umulig!

Ja, så kan disse dominerende tanker trække dig i den retning, som dine tanker kredser om.

Du må altså ændre dine tanker - så ændrer retningen sig også.

Forestil dig altid hvordan du gerne vil være!

Men hold da op, hvor er det svært at efterleve!

Personlig skal jeg da blot gå forbi et spejl eller et vindue i gågaden, så er det da virkelig svært at forstille sig en smuk, slank og glad kvinde.

Forskønnende spejle ønskes!

De Pårørende – Danmarks største oversete fællesskab

Hvis der fandtes et parti i Danmark, der hed “De Pårørende”, ville det uden tvivl vinde det næste valg.

Der er nemlig rigtig mange pårørende i Danmark.

Det siges, at for hver patient er der i gennemsnit tre pårørende, som bliver påvirket – nogle lidt, andre voldsomt.

Men hvem har det egentlig sværest som pårørende?

• Er det dem, der dag efter dag kæmper side om side med et elsket menneske, som har fået dommen uhelbredeligt syg?

• Er det dem, der langsomt må se deres kære forsvinde, lidt efter lidt?

• Er det dem, der på et splitsekund mister et menneske, de elsker?

• Er det dem, der dagligt kæmper for, at en nær skal have et værdigt liv?

• Eller er det dem, der lever med frygten for, at et kært menneske pludselig mister besindelsen – og hvor ens eget liv også kan være i fare?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at alle pårørende har én ting til fælles: de har brug for mere støtte, hvis de ikke selv skal ende som patienter.

Sorggrupper og selvhjælpsgrupper kan være en hjælp for mange. Personligt oplevede jeg dog ofte, at jeg gik hjem med andres problemer oven i min egen allerede tunge rygsæk. Og mine egne frustrationer fik jeg sjældent sat ord på – måske fordi jeg ikke tog ordet, måske fordi rummet ikke var det rette.

Jeg ville ønske, at man som pårørende fik målrettet viden om netop de udfordringer, man står i. Selv efter mange år som pårørende opdager jeg stadig ting, jeg kunne have haft gavn af at vide for længe siden.

Flere kurser og mere konkret støtte til pårørende ville gøre en kæmpe forskel.

For at være pårørende er ikke bare et ansvar – det er måske verdens hårdeste job.

Sygebesøg - husk også de psykisk syge

                                           

Det er så svært at nå det hele i dagens Danmark, der er så meget, vi altid skal nå.

Alligevel er det uhyre vigtigt, at vi ikke glemmer dem, der er syge - enten på legeme eller sjæl.

Det kan give stof til eftertanke, når man som jeg har pårørende - både på det almindelige sygehus - men også på det psykiatriske.

Forleden gik jeg gennem Ålborg Sygehus på vej om til det Psykiatriske.
Der var rigtig mange besøgende, der fyldte gangene på førstnævnte, men da jeg kom til det psykiatriske område, var gangene som blæst.
Jeg mødte ikke en eneste besøgende - men heldigvis var der søde mennesker i afdelingen - nemlig personalet, som virkelig forsøger at hjælpe de indlagte patienter, der ofte har så stærke smerter i sjælen, at det overgår almindelige fysiske smerter.
                             
Jeg må vedgå, at det kan være svært som pårørende at besøge en psykisk syg, men de har om muligt et endnu større behov for besøg og lidt forståelse.

I hvert fald har de behov for at føle sig elsket og værdsat.

Droner over Danmark – hvorfor vi bør tage debatten alvorligt

En opfordring til eftertanke

I de seneste dage har overskriften "Droner over Danmark" desværre været fast inventar på avisforsider, i TV-udsendelser og på sociale medier. Hver dag konfronteres vi med historier, som både vækker bekymring og debat.

På Facebook og andre platforme ser vi ofte kommentarer, der – i stedet for at bidrage med viden eller nuancer – blot nedgør eller gør grin med situationen. Det er ærgerligt. For netop når der opstår nye udfordringer i vores samfund, har vi brug for oplysning og saglighed, ikke sarkasme og uvidenhed.

Jeg må indrømme, at jeg selv ikke kommenterer på disse indlæg. Ikke fordi jeg er ligeglad, men fordi jeg ved, at jeg ikke har nok indsigt i alle aspekter af problematikken. Derfor vælger jeg at lytte, læse og forsøge at forstå – frem for at kaste mig ud i gætterier.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at undre mig: Er mange af de negative kommentarer skrevet af folk, der blot vil skabe røre i andedammen, eller er det faktisk oprigtigt mente holdninger? Hvis det sidste er tilfældet, så må jeg indrømme, at det gør mig en smule bekymret.

Mit håb er, at myndighederne arbejder intensivt på at få styr på situationen. Og jeg tror, det bedste, vi som borgere kan gøre, er at støtte op om indsatsen i stedet for at undergrave den.

Min opfordring er derfor enkel:
Sæt jer ordentligt ind i tingene, før I kommenterer. Viden skaber tryghed – og konstruktiv debat er langt mere værdifuld end tomme ord.

Rollator-dans, ja du læste rigtigt

Rollator-dans – ja, du læste rigtigt!

Hvem siger, at dans kræver perfekte ben eller en fejlfri balance? Når kroppen siger stop, men hjertet stadig vil danse, må man finde nye veje – og her kommer rollatoren på banen.

En dag greb jeg min rollator og tog et par dansetrin. Pludselig var min hverdag beriget med en ny dansepartner – på fire hjul! Nu danser jeg næsten dagligt i stuen, hvor rollatoren støtter mig i hvert eneste trin.

Fordelene er til at få øje på:

• Jeg får danset og mærket rytmen i kroppen.

• Jeg træner mit ben og balancen på en tryg måde.

• Og ja – når ingen kigger, synger jeg højt til musikken. Det giver et ekstra smil på læben!

Så hvad venter du på? Tænd for musikken, grib din rollator (eller hvad der nu støtter dig) – og lad dansen begynde. For glæden findes i bevægelsen, og rytmen banker stadig i hjertet.

Hvorfor du bør anskaffe dig en komfurvagt – sikkerhed i hverdagen

Hvorfor anskaffe sig en komfurvagt?

En komfurvagt er en lille, men utrolig vigtig sikkerhedsforanstaltning, som kan gøre en stor forskel i hverdagen. Den overvåger varmeudviklingen på dit komfur og griber ind, hvis noget er ved at gå galt.

Mange ulykker i hjemmet starter i køkkenet – og ofte ved komfuret. Derfor er det både klogt og trygt at investere i en komfurvagt.

Hvornår hjælper en komfurvagt?

En komfurvagt kan reagere i flere forskellige situationer, hvor risikoen for brand eller skader ellers ville være høj:

• Hvis du ved et uheld tænder for en kogeplade uden at opdage det.

• Når maden er på vej til at brænde på og udvikler for meget varme.

• Hvis du bliver afledt eller går fra køkkenet i bare nogle få minutter.

Når varmepåvirkningen bliver for kraftig, advarer komfurvagten med bip. Hvis du ikke reagerer, slukker den automatisk hele komfuret – typisk efter 5 korte advarende bip.

En tryghed i hverdagen

For glemsomme mennesker (mig selv inklusiv) kan en komfurvagt være en ren redning. Jeg har flere gange oplevet at blive reddet af den, når jeg har glemt gryden eller slet ikke har lagt mærke til, at en plade stod tændt.

En enkelt gang skete det, at jeg havde overset alarmen om at skifte batterier. Heldigvis er min komfurvagt også koblet til elnettet, men oplevelsen mindede mig om, hvor vigtigt det er at vedligeholde sikkerhedsudstyret.

Min anbefaling

Jeg kan kun give min varmeste anbefaling: anskaf dig en komfurvagt.
Det giver en uvurderlig tryghed, beskytter både dig, dit hjem og dine omgivelser – og kan i værste fald redde liv.

Læs også mine andre komfurvagt-historier 😊

Underbevidsthedens negative side: Når tanker former vores virkelighed

Vi hører ofte, at vores tanker skaber vores liv – at underbevidstheden arbejder ud fra de signaler, vi sender den. Det er derfor vigtigt at være bevidst om, hvilke tanker vi nærer, da de kan påvirke vores handlinger, følelser og i sidste ende vores livsbane.

Men er det virkelig sådan, at vi kan tænke os til alt? Jeg tror, det er mere nuanceret end som så.

Forestil dig, at ti personer søger det samme job. Alle er lige kvalificerede og fokuserer intenst på at tænke positive tanker og visualisere succes. Alligevel er der kun én, der får jobbet. Betyder det, at de ni andre ikke tænkte positivt nok? Selvfølgelig ikke.

Jeg tror på, at universet har en plan for os alle. Positiv tænkning er et stærkt redskab, men det er ikke en garanti for, at alt går, som vi ønsker. Nogle gange er det, vi ønsker os allermest, måske ikke det, der er bedst for os på længere sigt. Universet – eller livet – kan have andre planer, som vi først forstår senere.

Gennem mit liv har jeg oplevet både held og hårdt arbejde. Nogle jobs er nærmest landet i skødet på mig, mens andre har krævet stor indsats. Set i bakspejlet kan jeg se, at de oplevelser, jeg fik undervejs, har været med til at forme mig – også selvom det ikke altid var, hvad jeg troede, jeg ønskede.

Konklusion:
Det er vigtigt at tænke positivt og være bevidst om sine tanker, men vi må også acceptere, at vi ikke kan kontrollere alt. Nogle gange er det, vi ikke får, en gave i forklædning. Stol på processen – og på, at livet ofte fører dig derhen, hvor du skal være.

Komfuralarm svigtede – og min marmelade blev kulsort

Der findes de der små hverdagssituationer, hvor man både kan grine og blive lidt forskrækket bagefter. Forleden var jeg i fuld gang med at lave blommemarmelade, da min trofaste komfuralarm – min "køkkenengel" – pludselig svigtede mig.

Og jeg var ikke alene om at fejle:

• Røgalarmen sagde ikke et pip (før det hele nærmest var for sent).

• Min lugtesans holdt siesta.

• Og mine naboer i opgangen reagerede ikke, selvom både alarm og røg dansede deres dramatiske duet.

Resultatet? Et køkken fuld af røg og en gryde med kulsort marmelade, der bestemt ikke kom på morgenbrødet.

Først blev jeg forvirret og lidt utryg – hvorfor reagerede hverken teknikken eller menneskerne? Men ved nærmere eftertanke: det var midt på dagen, folk var på arbejde, og min komfuralarm havde faktisk advaret mig dagen før … jeg havde bare ikke taget signalet alvorligt. Den ville nemlig have nye batterier, selvom den er koblet til elnettet.

Moralen?
Selv de mest pålidelige hjælpemidler kræver lidt omsorg. Så husk at tjekke batterierne – både i komfuralarmen og i røgalarmen. Det kan spare dig for både sved på panden, sorte gryder og en ufrivillig røg-optræden i nabolaget.

Og så giver det en rar tryghed at vide, at det ikke er teknikken, der svigter – men bare mig, der skal være lidt mere opmærksom.

Note til mig selv (og til dig): HUSK BATTERIERNE!

Læs også mine andre "historier" om Komfuralarmen 😀

"En øl på bænken - en personlig refleksion om fordomme - og det uventede"

 På bænken ved busstoppestedet sad en mand og drak en øl.

Jeg må tilstå, at jeg med det samme stemplede ham som alkoholiker.

Men var han nu det?

Tøjet var egentlig pænt nok – jeg lagde ikke særlig mærke til det. Jeg ville ikke involvere mig med en fuld person, så jeg stillede mig i pæn afstand for at vente på bussen.

Han begyndte at tale til mig, og jeg svarede ham pænt.

Han fortsatte med flere sætninger i et fint sprog om vind, vejr og klimaforandringer.

Det blev til en samtale, og jeg kiggede på ham.

Han var en usædvanlig pæn mand, og jeg tænkte: Hvad har dog fået ham til at slå sig på flasken?

MEN – var han mon ikke bare en ældre mand, der kørte med sin indkøbsvogn og var blevet træt?

Fordi man sætter sig og drikker én øl, er man vel ikke nødvendigvis dranker?

Jeg har faktisk tænkt meget over, at jeg er enormt hurtig til at "stemple" folk.

Her er vist noget, jeg skal arbejde MEGET med.

DET VIL JEG GØRE!

En forfærdelig juletræsfest

 Julen er ofte forbundet med glæde, traditioner og varme minder. Men indimellem blander sorgen sig uventet ind i højtiden – og sætter sig som et minde, der aldrig helt forsvinder. Dette er en af de oplevelser, jeg bærer med mig fra min barndom.

Jeg husker ikke aftenen i detaljer – jeg har ikke været ret gammel dengang. Men nogle billeder står alligevel tydeligt i min erindring.

🌲 “Julen kan bringe både glæde og sorg – nogle minder slipper os aldrig.”

Det var 3. juledag, og min familie og jeg var til vores årlige juletræsfest i forsamlingshuset. Normalt var det en aften fuld af leg, dans om træet og glæde. Men denne gang blev alt anderledes.

Jeg husker skuffelsen over, at vi slet ikke skulle danse eller lege. Vi var knap nok kommet, før slikposerne blev delt ud – af forældre, der havde tårer i øjnene. Ingen af os børn forstod noget, men vi fik besked på ikke at spørge. Kort efter sang vi “Altid frejdig, når du går”, og så blev festen opløst. Vi måtte gå hjem – forvirrede og bedrøvede.

💫 “Vi ved aldrig, hvornår Vor Herre plukker et menneske.”

Først hjemme fik vi forklaringen: Degnens kone var på vej tilbage til forsamlingshuset med en kringle til kaffen, da hun faldt på det glatte føre. Uheldet var så voldsomt, at hun døde på stedet. En tragedie, der ramte os alle, for vi kendte hende godt.

Som om det ikke var nok, gik der blot ti dage, før sorgen igen ramte vores lille familie. Denne gang var det min farmor, vi mistede. Jeg husker ikke meget om det, for døden var et lukket emne for børn. Dengang talte man ikke med os om sorgen – og ofte gør man det heller ikke i dag.

👣 “Det er ikke altid den, der sidder yderst på bænken, som må gå først.”

Men måske burde vi. For døden er den eneste vished, vi alle deler. Vi ved aldrig, hvornår Vor Herre plukker et menneske. Og det er ikke altid den, der sidder yderst på bænken, som må gå først.

Børn skal naturligvis ikke gøres bange, men alt kan fortælles – hvis det sker med blidhed og omsorg. Måske lærer vi dem dermed, at døden, trods sin smerte, også er en del af livet.

🕯️ “Alt kan fortælles – hvis det sker med blidhed og omsorg.”

Selv midt i julens lys kan mørket finde vej. Måske er det netop derfor, det er vigtigt at tale åbent om livets afslutning – også med børn. Ikke for at skabe frygt, men for at skabe forståelse, omsorg og ro i mødet med det uundgåelige.

DNA-slægtsforskning – Når sandheden ændrer anetavlen

Jeg er for nylig blevet meget optaget af DNA-slægtsforskning.

I mange år har jeg ellers brugt tid på at udarbejde en klassisk anetavle ud fra kirkebøger. Det er både hyggeligt og spændende – men jeg har flere gange oplevet, at kirkebøgernes oplysninger ikke altid stemmer med virkeligheden.

For tænk, hvor skuffende det kan være: Man tror, man har en anetavle, der går helt tilbage til Gorm den Gamle – og så viser det sig, at oldemor måske havde et sidespring. Så ændres hele historien jo!

Her kan DNA-testen være både afslørende og befriende.
Nogle foretrækker måske at holde fast i den præsteførte anetavle, mens andre faktisk finder ro i at vide, hvem de reelt er i familie med.

Men DNA handler ikke kun om slægtsforskning.
Det har også ændret livet for mennesker, som i årevis har været uskyldigt dømt for forbrydelser, de aldrig begik – og hvor DNA-beviset langt senere kunne rense dem. Desværre betyder det jo samtidig, at den rigtige gerningsmand har gået fri i årevis.

DNA kan dog også skabe problemer.
Vi må ikke glemme, at sandheden om biologisk ophav ikke altid er helt enkel. Jeg har det tæt inde på livet: En af mine søskende har hele livet været i tvivl om sin far. Først i voksen alder blev der taget en DNA-test – og heldigvis viste det sig, at vi er helsøskende. Men hvor havde det dog været rart, hvis den viden havde været på plads meget tidligere.

Så ja, DNA – på godt og ondt!
Som med så meget andet her i livet gælder det, at en pandekage altid har to sider – uanset hvor tynd den er.

Banko med skelnetab? Få løsningen med online banko

Banko burde være en hyggelig og afslappet aktivitet. Et sted, hvor man kan råbe "BANKO!" med stolthed og måske vinde en pose kaffe eller en æske chokolade. Men ikke for os med skelnetab. For os er banko en lydlig labyrint – hvor 14 lyder som 40, og 66 pludselig bliver til 16. Det er som at spille tal-bingo med en defekt højtaler i øret.

Forestil dig scenariet: Du sidder spændt med din plade, og så hører du noget, der lyder som "toogtredive". Du markerer. Du er sikker. Du nærmer dig fuld plade. Du råber BANKO! – og salen vender sig som én stor, kollektiv skuffelse. Det var toogtyve. Av.

Derfor har jeg personligt valgt at fravælge de fysiske banko-spil. Ikke fordi jeg ikke elsker konceptet – men fordi jeg ikke elsker at være den, der konstant afbryder med: "Hvad sagde du?" eller "Var det 13 eller 30?" Eller endnu værre: "Ups, jeg troede det var 33..."

Men frygt ej – jeg har fundet løsningen! 🎉

Online banko! Ja, du læste rigtigt. Hos Danske Spil kan man spille bingo for sølle 8 ører pr. plade. Og det bedste? Systemet markerer automatisk de rigtige tal – uanset hvad dine ører tror, de hørte. Det er som at have en personlig banko-assistent, der aldrig misforstår noget.

Bevares, man mister lidt af det sociale aspekt. Men vi har fundet en mellemvej: Vi er nogle stykker, der samles, drikker kaffe og spiller online sammen. Her kan vi snakke, grine og heppe – uden at nogen råber "Det var ikke det tal!" til os.

Så ja – skelnetab og banko er ikke den bedste kombination. Men med lidt kreativitet og en internetforbindelse kan spillelidenskaben leve videre – uden pinlige BANKO-fejl.

"Skelnetab og misforståelser – kommunikation er fælles ansvar"

 Jeg hører dårligt, men jeg hører ikke forkert hver gang! 

Kommunikation er et fælles ansvar – også når der er skelnetab.

At have skelnetab betyder ikke, at det altid er mig, der hører forkert, når noget bliver misforstået. Men hold da op, hvor er det let for andre at sige: “Det er jo dig, der har hørt forkert.” Og lige dér kan jeg næsten ikke få mig selv til at sige imod.

For jo – jeg ved jo godt, at jeg indimellem hører noget forkert. Det er en del af min hverdag, og jeg er blevet vant til at leve med den usikkerhed. Men det betyder jo ikke, at det er mig hver gang. Vi mennesker misforstår alle sammen indimellem. Nogle gange taler vi utydeligt, mumler, eller der er for meget støj i baggrunden. Andre gange siger vi bare noget på en måde, der kan forstås på flere måder. Men når jeg er en del af samtalen, bliver skylden næsten automatisk lagt på mig.

Og det gør noget ved mig. For jeg begynder hurtigt at vende usikkerheden indad. Tænk nu, hvis jeg modsiger – og det så alligevel er mig, der tog fejl? Så står jeg dér og føler mig endnu dummere. Så i stedet tier jeg stille. Lader som ingenting.

Det kan være små ting, men de sætter sig. Når jeg for eksempel sidder med til en familiesamtale, og nogen griner, fordi jeg svarer lidt skævt, så ryger jeg hurtigt tilbage i mig selv. Jeg smiler måske, men indeni føles det tungt. Eller når jeg på arbejdet er nødt til at bede folk om at gentage sig selv, og jeg fornemmer en lille irritation i luften – så har jeg allerede lyst til at lade være med at spørge en anden gang.

Problemet er, at jeg så ender med at blive mere stille. Jeg holder igen med at deltage i snakken, selvom jeg egentlig gerne vil. For det er svært hele tiden at føle, at man er den “svage part” i kommunikationen.

Men jeg prøver at minde mig selv om, at misforståelser ikke altid er min skyld. At jeg har ret til at være en del af samtalen på lige fod med andre. Og at det faktisk er et fælles ansvar, når vi snakker sammen. Jeg skal turde sige fra, men andre må også gerne møde mig med tålmodighed og forståelse.

Jeg tror, det vigtigste er, at vi husker, at kommunikation ikke handler om at finde en skyldig. Det handler om at finde hinanden.

---

Små råd til lettere samtaler

Til dig, der har skelnetab:

• Vær ikke bange for at bede folk om at gentage – du har ret til at forstå, hvad der bliver sagt.

• Sig gerne højt, hvad der hjælper dig, f.eks. at folk taler tydeligt eller kigger på dig, når de taler.

• Husk dig selv på, at misforståelser sker for alle, ikke kun dig.

Til dig, der er pårørende eller kollega:

• Tal tydeligt og i et naturligt tempo – råb ikke, men muml heller ikke.

• Sørg for øjenkontakt, så mundbevægelser og mimik kan støtte forståelsen.

• Vær tålmodig, når du bliver bedt om at gentage – det er en hjælp, ikke en irritation.

• Husk, at misforståelser er noget, vi alle bidrager til, og ikke kun en “fejl” hos den, der har skelnetab.

• 
  
  
  

"Toiletpapir, køer og kostaldsminder – en humoristisk tidsrejse"

Jeg stod forleden på min altan og kiggede ud over byens summende liv, da en lettere forpjusket fyr kom slentrende forbi med en pakke toiletpapir under armen. Ikke noget fancy – bare den gode gamle slags med 8 ruller og lidt for meget plastik omkring. Og så slog det mig: Uanset om man er direktør eller dagdriver, konge eller kartoffelskræller – så skal vi alle på et tidspunkt bruge toiletpapir. Det er måske det mest demokratiske produkt i verden. Mon ikke det er den mest købte vare i Danmark næst efter kaffe og fredagsslik?

Men så tog tankerne en drejning – og pludselig var jeg tilbage i 1950’erne. Dengang jeg som barn var på ferie hos min morbror og tante på deres lille husmandssted. Toiletpapir? Ha! Det var for byfolk og luksusdyr. Vi fik et stykke avispapir – helst med lidt tekst, så man havde noget at læse, mens man sad der og frøs bagdelen af i kostalden.

Og ja, det var dér, vi gik på toilettet – bag køerne. Min morbror havde ét råd, som jeg aldrig har glemt: “Skynd dig væk, hvis en ko løfter halen – for så er I to, der skal af med noget!” Det var ikke bare et råd – det var en livsregel.

Det var en tid, hvor man tog tingene, som de kom. Efterkrigstiden og fattigdommen gjorde, at man ikke stillede så mange spørgsmål. Man tørrede sig, hvor man kunne, og håbede på det bedste. Jeg tvivler stærkt på, at nutidens unge ville acceptere den slags. De ville nok tro, det var en scene fra en meget mærkelig Netflix-serie – eller en prank gone wrong.

Men sådan var det altså. Og måske er det meget sundt at huske på, næste gang vi brokker os over, at der kun er 3-lags toiletpapir tilbage i supermarkedet.

Min ødelagte hjerne – Kan et tv-program ændre vores syn på sygdom og empati?

 

Kan et enkelt tv-program ændre vores syn på sygdom og livskriser? DR’s dokumentarserie Min ødelagte hjerne giver et sjældent indblik i livet efter en hjerneskade – og stiller os alle det ubehagelige, men nødvendige spørgsmål: Hvor meget empati har vi egentlig for dem, der rammes, før vi selv står midt i det?

På DR kører i øjeblikket dokumentarserien Min ødelagte hjerne, der giver et nært og ærligt billede af, hvordan livet forandrer sig efter en hjerneskade. Serien sætter fokus på de udfordringer, patienter og deres pårørende møder – både fysisk, psykisk og socialt.

Selvom udsendelsen er oplysende og gribende, er det desværre næppe mange, der følger med, medmindre de selv eller deres nærmeste har været ramt. Sådan er det ofte med tv-programmer om sygdom og kriser: Mange vender blikket væk, fordi det ikke føles relevant – før den dag det pludselig rammer en selv.

Netop derfor er programmer som Min ødelagte hjerne så vigtige. De minder os om, hvor sårbart livet kan være, og de giver en stemme til mennesker, der kæmper kampe, de fleste af os slet ikke kender til. Hvis flere tog sig tid til at se og lytte, kunne forståelsen og empatien i samfundet vokse – til gavn for både de ramte og os alle sammen.

En 3. juledagsaften i tågen – barndomsminder fra 1950

Vi skal skrue tiden tilbage til omkring 1950. Det var 3. juledag, og hele familien – mine forældre, søskende og jeg – havde været til den traditionsrige juletræsfest i forsamlingshuset. En aften fyldt med glade børn, dans om træet og måske en småkage eller to for meget.

Men da vi skulle hjem, havde vejret besluttet sig for at lave lidt juleballade: Tågen lå så tæt, at selv nisserne ville have haft svært ved at finde vej. Vi havde kun en halv kilometer at gå, men det føltes som en ekspedition gennem Arktis – uden kompas og med grøfter, der lurede som skjulte fælder.

Midt i den hvide mur af tåge og sne hørte vi pludselig en stemme:
"Er der nogen?"
Den blev gentaget, højere og mere insisterende, som et ekko fra en julegyser. Min far svarede roligt:
"JA!"
Hvorefter stemmen sagde:
"Okay, så holder vi stille, indtil I er kommet forbi."

Det viste sig at være en meget betænksom bilist, der forsøgte at navigere i tågen med sin passager gående ved siden af – som en slags menneskelig radar. De listede afsted i en gammel Ford, der hoppede mere end den kørte, og vi kunne, efter en lille snak, stadig høre stemmen forsvinde i tågen:
"Er der nogen?"

Og ja – her manglede han virkelig Rudolf med den røde tud! 😉

Hver gang tågen ruller ind, dukker denne oplevelse op i min hukommelse som en julefilm, der aldrig helt slipper. Og ærligt talt: Jeg er stadig lidt bange for tåge. Ikke på grund af grøfterne – men fordi nutidens bilister ofte kører, som om de har superkræfter og nattesyn.

 Men en tåget julenat - julenissen skreg: 

"Jeg kan ikke finde vej, Rudolf, kom og lys for mig!"

Fra roligans til hooligans – hvor forsvandt fodboldglæden?

Hvornår gik vi egentlig fra at være kendt som verdens gladeste roligans – til at ligne en flok sure hooligans med kæberne spændt og næverne knyttet?

I dag er der kamp i min by. Politiet drøner rundt med fuld udrykning som var der revolution på vej, og de tilrejsende fans bliver eskorteret ud af byen i blå blink – ikke fordi de har vundet et trofæ, men fordi vi frygter, at de smadrer en pizzabar.
Hvad koster alt det her samfundet? Ikke bare i kroner og ører, men i den gode stemning, vi plejede at være berømte for?

Jeg husker en anden tid. Jeg husker Parken, dengang vi stadig kaldte den Idrætsparken. Året var 1965. Ole Madsen scorede med hælen mod Sverige – og hele København eksploderede i jubel. Danskere og svenskere side om side, flag vajede fra sporvogne og biler, og alle festede sammen. Ingen politi, ingen slagsmål – kun fodboldglæde.

Eller kampen mod Norge, hvor jeg sad klemt mellem min forlovede og en nordmand. Midt i kampens hede lagde nordmanden armen om mig og råbte: ”Nu er jeg dansker!” Folk omkring os brød ud i grin. Det var den tid, hvor fodbold bragte folk sammen – ikke skilte dem ad.

Så hvad er der gået galt? Hvorfor er jubel blevet til jalousi, og glæde til aggression?
Lad os få de glade roligans tilbage. Lad os synge højere end sirenerne, grine mere end vi råber, og huske, at en kamp altid skal ende med to vindere: dem på banen – og os på tribunen.

For tænk, hvis selv politiet en dag kunne tage en pause, købe en stadionpølse – og bare nyde kampen.

Ældreportioner på restaurant – mindre mad til de voksne

 Ældremad i børneportioner 

Jeg har et tilbagevendende problem, når jeg går ud at spise: portionerne er simpelthen for store. Min mave har forlængst taget hul på otiummet og orker ikke længere de store anretninger, som restauranterne sender på bordet. Alligevel må jeg betale samme pris som naboen, der gladeligt spiser sig igennem det firedobbelte.

”Bestil da en børneportion!” får jeg ofte at vide. Jo tak – men børneportioner er sjældent det samme som voksenmaden. Man kan ikke rigtig bestille ”frikadeller med brun sovs” i miniudgave – i stedet får man kyllingenuggets med pommes frites og en is med paraply. Og restauranterne er i øvrigt lidt tilbageholdende med at udlevere børnekortet til voksne.

Så hvad gør vi, der bare gerne vil have en rigtig voksenret – bare mindre?

Jeg foreslår en helt ny kategori: ældreportionen.
Samme ret, samme smag, men i et format, hvor både mave og pengepung kan følge med.

Alternativt kunne vi gøre som til julefrokosterne: en tallerken med indbygget vægt. Så betaler man efter, hvor meget der faktisk lander på tallerkenen. 250 gram, tak – og jeg skal nok selv sige stop.

Og for retfærdighedens skyld: hvis nogen sætter til livs tre-fire gange så meget som gennemsnittet, kunne de passende betale derefter. Lidt ligesom med kufferter i lufthavnen: overvægt koster ekstra 😉.

Jeg sender hermed stafetten videre til Ole-opfinder: Er det ikke på tide, vi fik udviklet et system, hvor vi kan spise med glæde, men uden at maven brokker sig – og uden at betale for mad, vi alligevel ikke kan rumme?

Juleaften i 1955: En mindeværdig oplevelse i domkirken

Det var juleaftensdag i midten af 1950’erne. Stemningen i hjemmet var fuld af forventning, da min far pludselig sagde, at han havde lyst til at gå i kirke. Det var ellers ikke noget, han gjorde så ofte, og derfor blev jeg både overrasket og glad, da han spurgte, om jeg ville med. Selv om turen betød en gåtur på 2 x 3½ kilometer ad sneglatte veje, sagde jeg straks ja.

Domkirken var fyldt til bristepunktet den aften. Folk var kommet med både juleglæde og træthed i bagagen, og det kunne mærkes. Midt i prædikenen lød der pludselig en høj snorken, som straks fangede alles opmærksomhed.

To bænkerækker foran os sad en landmand, vi kendte lidt. Han var tydeligvis gledet langt ind i drømmeland – og det på en måde, der absolut ikke var lydløs. Ingen gjorde noget, ikke engang præsten, selv om hans blik igen og igen søgte ned mod den sovende mand.

Til sidst tog min far affære. Han rakte sin paraply frem mellem folkene foran os og gav et par bestemte prik i ryggen på synderen. Effekten var øjeblikkelig: snorken ophørte, præsten kunne fortsætte, og vi andre kunne igen koncentrere os om ordet.

Hændelsen har siden hængt ved mig. For hvorfor er vi mennesker så tilbageholdende, når vi står i en pinlig situation? Jeg har selv flere gange taget mod til mig og diskret hjulpet nogen – en dame, hvis kjole ikke helt var kommet på plads efter et toiletbesøg, eller en herre, der havde glemt at lukke sin lynlås. Jeg mener, man bør hjælpe hinanden ud af forlegenheder hurtigt og nænsomt.

Men den juleaften i 1955 endte med smil. Da vi gik hjem gennem kulden under den klare stjernehimmel, grinede min far og jeg frit over den lille episode i kirken – kun stjernerne hørte med.

Fra landsby til byliv: Oplevelsen med Tampax og nye vaner

 Jeg kom fra landet som en lidt uvidende, ung pige og skulle starte min uddannelse i en butik med mange ansatte. Her gik tingene stærkt – både på arbejdet og i forhold til tidens trends. Jeg måtte hurtigt lære, at bylivet altså var noget helt andet end hjemme på landet.

En af de store opdagelser var, at der faktisk fandtes alternativer til min mors hjemmesyede hygiejnebind. Dem hadede jeg af et godt hjerte, men pengene var små, og jeg havde hidtil accepteret dem. Så kom mine jævnaldrende kolleger og introducerede mig til Tampax – en lille, diskret sag, som pludselig gjorde de svære dage i måneden meget lettere at komme igennem.

Men én ting havde jeg ikke tænkt på: forskellen mellem byens moderne toiletter og vores gamle installationer derhjemme. Den forskel blev jeg mindet om en dag, hvor jeg kom hjem fra arbejde og fandt min far nede i gårdens brønd – bogstaveligt talt til støvlekanten i møg. Han var ikke i tvivl om, at noget havde forårsaget stoppet, og kort efter stod han med et lille rundt paprør i hånden.

Det var ikke ligefrem pæne ord, der kom ud af ham, da han spurgte, hvad det dog var. Jeg måtte forklare, at det var emballagen til mine nye “vidundermidler”. Sjældent havde jeg set min far så vred, og jeg måtte love ham aldrig mere at smide sådan noget i toilettet.

Min mor tog heller ikke nyheden pænt: Var hendes hjemmesyede bind måske ikke gode nok? Og var det nu ikke også farligt med alt det nymodens stads? Jeg stod i skudlinjen fra begge sider.

Men én ting stod klart for mig: de hjemmesyede bind hørte fortiden til. Jeg havde fået øjnene op for noget bedre – også selvom det kostede mig en skideballe eller to undervejs.

Barndomsminder med fiskebilen og åleflugt på landet

Jeg voksede op på landet, dengang man stadig fik besøg af bager- og fiskebilen. Den dag, jeg husker allerbedst, var det fiskebilen, der rullede ind og lokkede min mor til at købe fem flotte ål.

Planen var snusfornuftig: Ålene skulle i en balje med låg, så de kunne bæres sikkert hjem. Min storebror på 6–7 år fik den ærefulde opgave at være åle-bærer, og alt så ganske fredeligt ud … lige indtil han fik den geniale idé at tjekke, om ålene stadig var der.

Det var de. Men de var også lynhurtige til at smutte ud over kanten, da låget blev løftet. Pludselig var indkørslen forvandlet til en scene fra en naturfilm: fem paniske ål snoede sig i sand og jord som små, glatte Houdini’er på flugt.

Jeg gik i fuld panik, men uden lyd – som en mundlam sirene med prop i. Min mor skældte, min bror “fiskede” ål i indkørslen, og jeg selv fik på stedet en livslang skepsis over for alt, der bugter sig.

Ålene blev fanget igen, og senere stegt sprøde i smør – præcis sådan jeg stadig bedst kan lide dem. For selv om jeg elsker smagen, skal jeg ikke nyde noget af at møde ål i levende live. De hører hjemme på panden, ikke på flugt op ad min barndoms indkørsel!

Tre døgn uden strøm – Hvad jeg lærte om afhængighed og hverdagens luksus

 “Tre døgn uden strøm – og hvad jeg lærte”

Jeg glemmer aldrig dengang for nogle år siden, hvor et helt område i Danmark pludselig stod uden strøm i næsten tre døgn.

Det føltes som at træde ind i en anden verden. Pludselig kunne jeg ikke tænde lyset i stuen, kaffemaskinen var død, og telefonen var ved at løbe tør for batteri. Selv små ting, som at åbne en dør med automatisk lys eller tænde for ovnen, var umulige. Det gik op for mig, hvor afhængige vi er af elektricitet – og hvor hurtigt hverdagen bryder sammen uden den.

Et af de første problemer var maden. Køleskabet og fryseren stod stille, og langsomt begyndte alt at tø op. Vi pakkede kasser og poser og kørte ud til familie uden for det ramte område. Duften af smeltende is og opvarmet mad var både frustrerende og næsten sørgelig. Det føltes underligt at skulle “redde” sit eget hjem på den måde.

Men det var især om aftenen, mørket blev påtrængende. Når vi kørte gennem byen, var gaderne stille og helt mørke. Ikke ét eneste lys blinkede fra gadelamperne, og husene lå stille og sorte mod himlen. Lyden af vores egne skridt og bilens motor blev pludselig alt, hvad man kunne høre.

Det var mærkeligt skræmmende, men samtidig smukt på en stille måde. Det mindede mig om, hvordan livet må have været, før elektricitet fyldte hver en krog af vores tilværelse. Mørket fik verden til at føles både større og mere sårbar.

De tre døgn lærte mig noget vigtigt: hvor skrøbelig vores moderne hverdag egentlig er. Hverdagsting, som vi aldrig tænker over – lys, varme, køleskab – blev pludselig luksus. Jeg blev mindet om, hvor meget vi tager for givet, og hvor afhængige vi er af noget, vi sjældent tænker over.

Tre døgn uden strøm og jeg opdagede, at jeg tydeligvis ikke kan leve uden kaffemaskinen… eller lys. Nogle lektioner lærer man kun på den hårde måde!

Men samtidig mindede det mig om noget vigtigere: Selv de mindste ting i hverdagen er værdifulde – og når de forsvinder, lærer vi virkelig at sætte pris på dem.

"Hvorfor ny vurdering af psykiatrisk diagnose er vigtig for korrekt behandling">

Det er afgørende, at diagnosen i psykiatrien er korrekt og tidssvarende, da sygdomme kan udvikle sig, og en ny vurdering kan være nødvendig for at sikre den rette behandling. En tidligere diagnose kan eksempelvis være "løst", hvis patientens tilstand ændrer sig markant, eller hvis den oprindelige vurdering viste sig at være forkert.

Hvorfor en ny vurdering er vigtig

Sygdommens udvikling:
En sygdom kan ændre sig over tid, og en patient, der engang levede op til kriterierne for en diagnose, kan senere have en anden tilstand eller en forværring, der kræver en ny diagnosestilling.
Fejldiagnose:
Inden for psykiatrien kan en patient være blevet fejldiagnosticeret. I sådanne tilfælde kan en ny vurdering af en specialist afklare den reelle situation og føre til en mere korrekt behandling.
Bedre behandling:
En korrekt diagnose er udgangspunktet for effektiv behandling. Hvis en diagnose ikke længere er relevant, kan den syge risikere at modtage den forkerte hjælp.





Hvad der sker ved en ny vurdering


En specialist, som en psykiater, vil foretage en grundig undersøgelse baseret på ny viden og erfaring for at stille den korrekte diagnose.
Selvom en tidligere diagnose ikke kan slettes fra journalen, kan lægen journalføre, at diagnosen ikke længere er aktiv eller gældende, hvilket giver et retvisende billede af patientens aktuelle situation.
Vigtigheden af sygdomserkendelse





For patienter med langvarige psykiske lidelser, som f.eks. paranoid skizofreni, kan en ny mentalundersøgelse også føre til en øget sygdomserkendelse. Dette er en positiv udvikling, da det kan give et nyt perspektiv og mulighed for at opnå en bedre forståelse for egen situation.



Konklusion

At få en løbende revurdering af en diagnose er afgørende for at sikre, at den syge modtager den rette hjælp. Det giver mulighed for at tilpasse behandlingen til patientens aktuelle behov, hvad enten det er på grund af sygdommens udvikling, en fejldiagnose, eller simpelthen et skifte i den mest hensigtsmæssige måde at forstå tilstanden på.

 

Solsikkesnoren gav tryghed på min rejse – hjælp til usynlige handicap

Solsikkesnoren gav tryghed på min rejse

"På en rejse til udlandet oplevede jeg igen fordelene ved at bære Solsikkesnoren. I den udenlandske lufthavn blev jeg afhentet af serviceafdelingen og tilbudt en kørestol. Da tiden til ombordstigning nærmede sig, kom en medarbejder fra lufthavnen for at finde mig blandt de mange passagerer. Jeg observerede situationen, da jeg vidste, at det kan være en udfordring at finde den rette person, især når navne er svære at udtale i et støjfyldt miljø.

Med min Solsikkesnor synlig om halsen bemærkede jeg, hvordan medarbejderen hurtigt kiggede ud over menneskemængden, lod blikket falde på min snor, og med det samme gik direkte hen til mig for at spørge til mit navn. Det var tydeligt, at snoren var et uvurderligt redskab for ham til hurtigt og effektivt at finde den person, han skulle hjælpe, hvilket sparede både mig og ham for unødig tidsspilde og frustration. Solsikkesnoren fungerer som et internationalt, anerkendt symbol for usynlige handicap og viser, at bæreren kan have brug for ekstra tid eller tålmodighed, hvilket personalet i disse steder er trænet i at forstå og håndtere".

 
                                        

Dagligdagens små lyspunkter

 

Søndag morgentur

Tidligt søndag morgen kørte vi afsted på bustur. Landskabet lå stille hen, indhyllet i de første tågebanker – næsten som om mosekonen havde travlt med sin bryg. Stemningen var blød og eventyrlig.

Da solen begyndte at bryde igennem, viste naturen sin magi. Små edderkoppespind glimtede i lyset, hvor dugdråberne lå som perler på en snor. Hele marker strålede, som var de pyntet op til fest.

Særligt ét syn satte sig fast: en kæmpemæssig mark fyldt med juletræer, hvor hvert eneste træ bar mindst tre funklende spind. Det var, som om naturen selv havde hængt smykker ud i tusindvis.

Det var et øjeblik af ro og skønhed, hvor tiden stod stille – og et klart bevis på, at selv den tidligste søndag morgen kan rumme små mirakler.

Når samtaler falder på edderkopper og spind, strejfer mine tanker altid Johannes Jørgensens legende om edderkoppen. Prøv at læse den, selv om den er lidt lang.

Tråden ovenfra Det var en skøn septembermorgen. Alle enge glimtede af dug, og gennem luften sejlede den flyvende silkeskinnende tråde. Langt fra kom de, langt hen drev de. En af disse tråde strandede i toppen af et træ, og luftskipperen, en lille gul- og sortbroget edderkop, forlod sit lette fartøj og betrådte løvets fastere grund. Men stedet behagede den ikke rigtig, og med en rask beslutning spandt den sig en ny tråd og firede sig lige ned i en stor tjørnehæk. Her var der nok af strittende skud og kviste, hvorimellem et net kunne udspindes. Og edderkoppen gav sig til arbejdet, idet den lod tråden ovenfra, ad hvilken den var kommet ned, bære nettets øverste hjørne. Det blev et stort smukt væv. Og der kom noget særligt over det, derved at det ligesom stod ret op i den tomme luft, uden at man kunne se, hvad der bar dets øverste rand. Thi der skal gode øjne til for at opdage sådan en lille, fin edderkoppetråd. Dage kom, dage gik. Det begyndte at blive småt med fluefangsten, og edderkoppen måtte spinde sit net større, så det kunne favne videre, fange mere. Og takket være tråden ovenfra, lykkedes denne udvidelse over al forventning. Edderkoppen byggede sit væv højere og højere op i luften og mere og mere ud til siderne. Nettet spændte over hele hækkens bredde, og når det i de våde oktobermorgener hang fuldt af funklende dråber, var det at se som et perlestukket slør. Edderkoppen var stolt af sit værk. Den var ikke længere den lille tingest, der var kommet sejlende på et spind gennem luften uden en skilling i lommen - så at sige-og uden anden formue end sine spindekirtler. Den var nu en stor, svær, velstående edderkop og havde det største net langs hele hækken. En morgen vågnede den i usædvanlig dårligt humør. Den havde frosset lidt om natten, og nu var der ikke et solglimnt at øjne, og ikke en flue summede gennem luften. Sulten og ledig sad edderkoppen hele den lange, grå efterårsdag. For at slå tiden ihjel begyndte den en rundgang i sit net for at se, om det ikke trængte til at bødes her eller der. Den rykkede i alle trådene for at mærke, om de var godt fæstnede. Men skønt den ingen fejl fandt, vedblev den dog at være utålelig gnaven. I vævets yderste udkant kom den så til en tråd, som den lige med ét syntes, den ikke kendte. Alle de andre gik enten derhen eller didhen, edderkoppen vidste hver kvist, de var gjort fast ved. Men denne ganske ubegribelige tråd gik ingen steder hen det vil sige, den løb ret op i luften. Edderkoppen rejste sig på bagbenene og kiggede opad med alle sine mange øjne. Men den kunne ikke se, hvor tråden gik hen. Det så ud, som den førte lige op i skyerne. Edderkoppen blev mere og mere ærgerlig, jo længere den sad og stirrede til ingen nytte. Den huskede slet ikke mere, at den selv en gang på en klar septemberdag var kommet ned ad denne tråd. Den huskede heller ikke, hvor stor nytte netop denne tråd havde ydet, da vævet skulle bygges og udvides. Edderkoppen havde glemt det alt sammen - den så blot, at her var der en dum, unyttig tråd, som ingen rimelige steder gik hen, men bare op i den tomme luft... "Væk med dig", sagde edderkoppen, og i et eneste bid knækkede den tråden midt over. I det samme gav vævet efter -hele det kunstfærdige netværk styrtede sammen - og da edderkoppen kom til sig selv, lå den mellem tjørnebladene med nettet som en lille, våd klud over hovedet. I et eneste øjeblik havde den tilintetgjort hele sin herlighed - fordi den ikke forstod nytten af tråden ovenfra. 

Fra Johannes Jørgensen: "Lignelser" (Gyldendal 1898)

En glemt snor - SOLSIKKESNOREN

 

✈️ En glemt snor – og en påmindelse om medmenneskelighed

Jeg stod i lufthavnen, klar til at rejse, men med den velkendte uro i kroppen. Korttidshukommelsen havde igen spillet mig et puds – jeg havde glemt min solsikkesnor. Den lille snor, som for mig betyder så meget. Den, der gør verden lidt mere forstående, lidt mere rummelig.

Jeg nævnte det for en serviceassistent, og uden tøven rakte hun mig en ny. Det var et lille øjeblik, men det rørte mig dybt. For i det sekund følte jeg mig set. Ikke som en passager, men som et menneske med behov, med sårbarhed – og med håb om at blive mødt med venlighed.

Solsikkesnoren er ikke bare et stykke stof. Den er et stille råb om hjælp, et signal til verden om, at jeg – og mange andre – lever med noget, man ikke kan se. En let hjerneskade, der gør hverdagen mere udfordrende, og som kræver lidt ekstra tålmodighed fra dem omkring os.

Når jeg bærer snoren, føler jeg mig tryggere. Ikke fordi den løser alt, men fordi den åbner døre. Den inviterer til forståelse, til omsorg, til de små handlinger, der gør en stor forskel. Og den minder mig om, at selv i en travl lufthavn kan der opstå øjeblikke af ægte medmenneskelighed.

“Medmenneskelighed er ikke en handling – det er en holdning. En måde at være i verden på.”– Desmond Tutu