Hvis der fandtes et parti i Danmark, der hed “De Pårørende”, ville det uden tvivl vinde det næste valg.
Der er nemlig rigtig mange pårørende i Danmark.
Det siges, at for hver patient er der i gennemsnit tre pårørende, som bliver påvirket – nogle lidt, andre voldsomt.
Men hvem har det egentlig sværest som pårørende?
-
Er det dem, der dag efter dag kæmper side om side med et elsket menneske, som har fået dommen uhelbredeligt syg?
-
Er det dem, der langsomt må se deres kære forsvinde, lidt efter lidt?
-
Er det dem, der på et splitsekund mister et menneske, de elsker?
-
Er det dem, der dagligt kæmper for, at en nær skal have et værdigt liv?
-
Eller er det dem, der lever med frygten for, at et kært menneske pludselig mister besindelsen – og hvor ens eget liv også kan være i fare?
Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at alle pårørende har én ting til fælles: de har brug for mere støtte, hvis de ikke selv skal ende som patienter.
Sorggrupper og selvhjælpsgrupper kan være en hjælp for mange. Personligt oplevede jeg dog ofte, at jeg gik hjem med andres problemer oven i min egen allerede tunge rygsæk. Og mine egne frustrationer fik jeg sjældent sat ord på – måske fordi jeg ikke tog ordet, måske fordi rummet ikke var det rette.
Jeg ville ønske, at man som pårørende fik målrettet viden om netop de udfordringer, man står i. Selv efter mange år som pårørende opdager jeg stadig ting, jeg kunne have haft gavn af at vide for længe siden.
Flere kurser og mere konkret støtte til pårørende ville gøre en kæmpe forskel.
For at være pårørende er ikke bare et ansvar – det er måske verdens hårdeste job.
