Jeg hører dårligt, men jeg hører ikke forkert hver gang!
Kommunikation er et fælles ansvar – også når der er skelnetab.
At have skelnetab betyder ikke, at det altid er mig, der hører forkert, når noget bliver misforstået. Men hold da op, hvor er det let for andre at sige: “Det er jo dig, der har hørt forkert.” Og lige dér kan jeg næsten ikke få mig selv til at sige imod.
For jo – jeg ved jo godt, at jeg indimellem hører noget forkert. Det er en del af min hverdag, og jeg er blevet vant til at leve med den usikkerhed. Men det betyder jo ikke, at det er mig hver gang. Vi mennesker misforstår alle sammen indimellem. Nogle gange taler vi utydeligt, mumler, eller der er for meget støj i baggrunden. Andre gange siger vi bare noget på en måde, der kan forstås på flere måder. Men når jeg er en del af samtalen, bliver skylden næsten automatisk lagt på mig.
Og det gør noget ved mig. For jeg begynder hurtigt at vende usikkerheden indad. Tænk nu, hvis jeg modsiger – og det så alligevel er mig, der tog fejl? Så står jeg dér og føler mig endnu dummere. Så i stedet tier jeg stille. Lader som ingenting.
Det kan være små ting, men de sætter sig. Når jeg for eksempel sidder med til en familiesamtale, og nogen griner, fordi jeg svarer lidt skævt, så ryger jeg hurtigt tilbage i mig selv. Jeg smiler måske, men indeni føles det tungt. Eller når jeg på arbejdet er nødt til at bede folk om at gentage sig selv, og jeg fornemmer en lille irritation i luften – så har jeg allerede lyst til at lade være med at spørge en anden gang.
Problemet er, at jeg så ender med at blive mere stille. Jeg holder igen med at deltage i snakken, selvom jeg egentlig gerne vil. For det er svært hele tiden at føle, at man er den “svage part” i kommunikationen.
Men jeg prøver at minde mig selv om, at misforståelser ikke altid er min skyld. At jeg har ret til at være en del af samtalen på lige fod med andre. Og at det faktisk er et fælles ansvar, når vi snakker sammen. Jeg skal turde sige fra, men andre må også gerne møde mig med tålmodighed og forståelse.
Jeg tror, det vigtigste er, at vi husker, at kommunikation ikke handler om at finde en skyldig. Det handler om at finde hinanden.
Små råd til lettere samtaler
Til dig, der har skelnetab:
Vær ikke bange for at bede folk om at gentage – du har ret til at forstå, hvad der bliver sagt.
Sig gerne højt, hvad der hjælper dig, f.eks. at folk taler tydeligt eller kigger på dig, når de taler.
Husk dig selv på, at misforståelser sker for alle, ikke kun dig.
Til dig, der er pårørende eller kollega:
Tal tydeligt og i et naturligt tempo – råb ikke, men muml heller ikke.
Sørg for øjenkontakt, så mundbevægelser og mimik kan støtte forståelsen.
Vær tålmodig, når du bliver bedt om at gentage – det er en hjælp, ikke en irritation.
Husk, at misforståelser er noget, vi alle bidrager til, og ikke kun en “fejl” hos den, der har skelnetab.
