Jeg kom fra landet som en lidt uvidende, ung pige og skulle starte min uddannelse i en butik med mange ansatte. Her gik tingene stærkt – både på arbejdet og i forhold til tidens trends. Jeg måtte hurtigt lære, at bylivet altså var noget helt andet end hjemme på landet.
En af de store opdagelser var, at der faktisk fandtes alternativer til min mors hjemmesyede hygiejnebind. Dem hadede jeg af et godt hjerte, men pengene var små, og jeg havde hidtil accepteret dem. Så kom mine jævnaldrende kolleger og introducerede mig til Tampax – en lille, diskret sag, som pludselig gjorde de svære dage i måneden meget lettere at komme igennem.
Men én ting havde jeg ikke tænkt på: forskellen mellem byens moderne toiletter og vores gamle installationer derhjemme. Den forskel blev jeg mindet om en dag, hvor jeg kom hjem fra arbejde og fandt min far nede i gårdens brønd – bogstaveligt talt til støvlekanten i møg. Han var ikke i tvivl om, at noget havde forårsaget stoppet, og kort efter stod han med et lille rundt paprør i hånden.
Det var ikke ligefrem pæne ord, der kom ud af ham, da han spurgte, hvad det dog var. Jeg måtte forklare, at det var emballagen til mine nye “vidundermidler”. Sjældent havde jeg set min far så vred, og jeg måtte love ham aldrig mere at smide sådan noget i toilettet.
Min mor tog heller ikke nyheden pænt: Var hendes hjemmesyede bind måske ikke gode nok? Og var det nu ikke også farligt med alt det nymodens stads? Jeg stod i skudlinjen fra begge sider.
Men én ting stod klart for mig: de hjemmesyede bind hørte fortiden til. Jeg havde fået øjnene op for noget bedre – også selvom det kostede mig en skideballe eller to undervejs.
