Det var juleaftensdag i midten af 1950’erne.
Stemningen i hjemmet var fuld af forventning, da min far pludselig sagde, at
han havde lyst til at gå i kirke. Det var ellers ikke noget, han gjorde så
ofte, og derfor blev jeg både overrasket og glad, da han spurgte, om jeg ville
med. Selv om turen betød en gåtur på 2 x 3½ kilometer ad sneglatte veje, sagde
jeg straks ja.
Domkirken var fyldt til bristepunktet den aften.
Folk var kommet med både juleglæde og træthed i bagagen, og det kunne mærkes.
Midt i prædikenen lød der pludselig en høj snorken, som straks fangede alles
opmærksomhed.
To bænkerækker foran os sad en landmand, vi
kendte lidt. Han var tydeligvis gledet langt ind i drømmeland – og det på en
måde, der absolut ikke var lydløs. Ingen gjorde noget, ikke engang præsten,
selv om hans blik igen og igen søgte ned mod den sovende mand.
Til sidst tog min far affære. Han rakte sin
paraply frem mellem folkene foran os og gav et par bestemte prik i ryggen på
synderen. Effekten var øjeblikkelig: snorken ophørte, præsten kunne fortsætte,
og vi andre kunne igen koncentrere os om ordet.
Hændelsen har siden hængt ved mig. For hvorfor
er vi mennesker så tilbageholdende, når vi står i en pinlig situation? Jeg har
selv flere gange taget mod til mig og diskret hjulpet nogen – en dame, hvis
kjole ikke helt var kommet på plads efter et toiletbesøg, eller en herre, der
havde glemt at lukke sin lynlås. Jeg mener, man bør hjælpe hinanden ud af
forlegenheder hurtigt og nænsomt.
Men den juleaften i 1955 endte med smil. Da vi
gik hjem gennem kulden under den klare stjernehimmel, grinede min far og jeg
frit over den lille episode i kirken – kun stjernerne hørte med.
