Bøn til Gud blev besvaret med et stjerneskud!

I den stille nat satte jeg mig ud på altanen.

Mit herrekor i hovedet blev ved med at nynne begravelsessalmer.

Jeg var netop vågnet af en drøm, hvor min ven og jeg blev omringet af ulve.

Det var altså umuligt at falde i søvn igen.

Jeg lavede mig en omgang kaffe og et stykke brød og zappede lidt på TV.

Så begyndte tusinde tanker at melde sig. 

Et nært familiemedlem skal bisættes i morgen - flere af mine pårørende er i forvejen hårdt ramt af sygdom o.s.v., så mine tanker kørte rundt i, om de nu kan klare det hele.

Da var det jeg satte mig ud på altanen - kiggede på stjernerne og bad en bøn til Gud.

Jeg er bange for at bede om noget bestemt, fordi det måske går imod Guds plan.

Derfor bad jeg bare om hjælp til mine 4 børn, 3 svigerbørn, 5 børnebørn, en missekat og mig selv.

Jeg sad bagefter lige så stille i 3-4 sekunder - og tænk så kom der et stjerneskud. Min første tanke, var at Gud havde hørt mig. Så nu er jeg sikker på hjælp. Det er muligt, at de forskellige stadig står i store problemer, men jeg tror på, at noget er taget væk. 

Jeg ved godt, at det var en nat med mange stjerneskud - men jeg har før siddet i timevis og ventet på netop et stjerneskud på en stjerneskudsnat uden held. Tror nok, at min altan vender til den forkerte side - det er ihvertfald flere år siden, jeg har set stjerneskud.

Under alle omstændigheder så føler jeg det bedre i mit indre. 

Herrekoret nynner stadig "Lyksalig, lyksalig" men der er jo også bisættelsestanker i baghovedet.

Sct. Peter, samvittigheden – og håbet om tilgivelse

Sct. Peter, samvittigheden – og håbet om tilgivelse

Jeg er efterhånden blevet en gammel kone, og gennem livet har jeg fået samlet en ganske lang samvittighedsliste. Nogle dage tænker jeg, at den nok bliver rullet ud foran mig, når jeg – forhåbentlig mange år ude i fremtiden – står ved Perleporten og bliver mødt af Sct. Peter.

I min forestilling står han med en stor tavle, delt i to. Den ene halvdel er sort, den anden hvid. I hånden har han et stykke tavlekridt. Hver gang man har gjort noget forkert, sættes der en streg på den sorte side. Hver gang man har gjort noget godt, kommer der en streg på den hvide. Til sidst bliver der talt op.

Når jeg tænker på mit eget liv, er jeg ikke i tvivl om, at den sorte side fylder en hel del. Den vejer tungt. Jeg har begået fejl, såret mennesker og truffet beslutninger, som jeg i dag ville ønske, jeg havde håndteret anderledes.

Men måske tæller den hvide side alligevel. Måske betyder de gode handlinger mere, end vi selv tror.

Jeg har også en tro på, at vi mennesker nogle gange indgår i en større plan, som vi ikke kan gennemskue. Måske var noget af det, vi gjorde forkert, ikke et bevidst valg om at skade, men en opgave, vi først forstår meningen med langt senere – hvis vi overhovedet forstår den.

Den tanke gælder også den anden vej. Måske havde de mennesker, der gjorde mig ondt, også en rolle i noget større. Ikke fordi det gør smerten mindre eller undskylder deres handlinger, men fordi livet sjældent er så enkelt, at alt kan deles op i sort og hvidt.

Det er selvfølgelig ikke en undskyldning for at gå gennem livet og gøre andre fortræd. Tværtimod. Jeg tænker på de situationer, hvor vi uforvarende, uden ond vilje, kommer til at såre et andet menneske. Det sker for os alle, fordi vi er mennesker.

Det er svært at navigere i, for ingen af os ved med sikkerhed, hvordan tingene hænger sammen. Men tanken om, at der et sted findes tilgivelse og nåde, giver mig ro.

For hvis der ikke gør, så ser det ærlig talt lidt sort ud for mig - måske os alle.

Jeg tror faktisk, at Sct. Peter både er hyggelig og bestemt - måske endda humoristisk :-)

Skyldig eller uskyldig?

Kan man leve et helt liv med en dårlig samvittighed? En personlig refleksion om skyld, tvivl, tilgivelse og ønsket om at finde fred med fortiden.

At leve med en livslang dårlig samvittighed er et tungt åg at bære.

Nogle oplevelser bliver siddende i os. Ikke fordi de fylder hver eneste dag, men fordi de dukker op i de stille øjeblikke, hvor tankerne får frit spil. Så kommer spørgsmålet igen:

Var jeg skyldig?

Det er et spørgsmål, jeg måske aldrig får et svar på. Måske først den dag, jeg står over for Sct. Peter ved Perleporten. Måske er det dér, sandheden endelig bliver afsløret.

Men jeg ville ønske, jeg kendte svaret allerede nu.

Ikke for at ændre fortiden – det kan ingen af os – men for at kunne lægge episoden bag mig og leve med ro i sindet. At slippe den nagende tvivl, som gennem årene har hvisket: Kunne du have gjort noget anderledes?

Det var aldrig min hensigt at gøre nogen fortræd. Jeg handlede ikke i ond tro, og jeg gjorde ikke noget med vilje. Alligevel kan gode intentioner få alvorlige konsekvenser. Det er netop dét, der gør skyld så kompliceret.

Er man skyldig, hvis man ikke ønskede, at noget skulle ske? Eller er skyld kun noget, der opstår, når man bevidst vælger at gøre det forkerte?

Jeg ved det ikke.

Måske er det derfor, den dårlige samvittighed kan være så svær at slippe. Fordi den lever af tvivlen. Af alle de spørgsmål, der aldrig bliver besvaret.

Jeg håber, at jeg en dag finder fred med det, der skete. Indtil da må jeg leve med usikkerheden og forsøge at minde mig selv om, at vi mennesker ikke er ufejlbarlige. Vi træffer beslutninger ud fra den viden og de muligheder, vi har i øjeblikket – og nogle gange følger konsekvenserne os længere, end vi havde forestillet os.

Måske handler livet ikke altid om at få svar på, om man var skyldig eller uskyldig.

Måske handler det i stedet om at lære at tilgive sig selv.

Lad Gud tage styrepinden, når du ikke længere kan styre det hele selv

Der er dage, hvor det føles, som om retningen forsvinder. Som om man går og går, men uden helt at vide hvorfor eller hvorhen. Jeg tror ikke, jeg er alene om den følelse. Mange af os oplever perioder, hvor mål og mening glider os af hænde, og hvor det, vi ellers troede var sikkert, pludselig virker uklart.

For nylig hørte jeg en sætning i en gudstjeneste, som har sat sig fast i mig: Tanken om at bede Gud om at tage styrepinden.

Det er egentlig en enkel idé – og samtidig en ret radikal én. For hvad betyder det at give slip på kontrollen? Vi er vant til at skulle finde svarene selv, tage beslutningerne selv, bære ansvaret selv. Vi planlægger, analyserer og forsøger at regne livet ud. Og når det ikke lykkes, kan det føles som et personligt nederlag.

Men hvad nu hvis det ikke altid er meningen, at vi skal styre det hele?

Tanken om at overlade styringen til noget større – til Gud, til en højere magt – kan føles både befriende og skræmmende. Befriende, fordi vi ikke længere behøver at bære alting alene. Skræmmende, fordi det kræver tillid. Tillid til, at der findes en vej, selv når vi ikke kan se den. Tillid til, at der er en mening, også når livet ikke giver mening.

Måske er det netop i de øjeblikke, hvor vi føler, at vi har prøvet alt, at vi står ved en slags grænse. Et sted, hvor vores egne løsninger slipper op. Hvor vi ikke længere kan presse, planlægge eller kontrollere os frem til det, vi ønsker. Og måske er det dér, en ny mulighed opstår: At give slip.

At bede Gud om at tage styrepinden er ikke nødvendigvis at give op. Måske er det snarere en anden måde at fortsætte på. En måde, hvor man stadig går fremad – men med en anden form for tillid. En stille erkendelse af, at vi ikke behøver have alle svarene lige nu.

Det betyder ikke, at alting pludselig bliver nemt. Eller at problemerne forsvinder. Men det kan ændre måden, vi står i dem på. Der kan opstå en ro midt i usikkerheden. En følelse af ikke at være alene med det, der er svært.

Måske handler det i sidste ende ikke om at miste kontrollen – men om at give den fra sig med vilje. Ikke som et nederlag, men som et valg.

Og måske er det netop dér, en ny form for mening kan begynde.

Måske står du selv et sted lige nu, hvor svarene ikke er tydelige, og hvor vejen frem føles usikker. Måske har du kæmpet længe for at få tingene til at falde på plads – uden helt at lykkes.

Hvad ville der ske, hvis du for et øjeblik gav slip?

Ikke fordi du giver op. Men fordi du vælger at stole på, at du ikke behøver bære det hele alene.

Måske handler det ikke om at finde alle svarene. Måske handler det bare om at tage det næste skridt – og lade Gud tage styrepinden for resten.

Guds redskaber

Jeg føler mig overbevist om at Gud bruger os mennesker som redskaber.

Nogle vil måske hellere bruge ordet Universet - jeg mener og føler, at det er det samme - men det er heldigvis frit for enhver at mene det ene eller det andet.

Med "Guds redskaber" mener jeg, at vi som mennesker tit og ofte - ja hele tiden foretager os noget, som måske ikke helt er styret af os selv. 

I uvidenhedens store rum, kommer vi til at skade andre - eller måske det modsatte - for "Guds redskaber" arbejder begge veje. 

Hvor ofte har vi ikke ændret retning i en ellers planlagt opgave uden vi spekulerer over hvorfor vi gjorde det? Måske var der en overordnet mening med det. 

Jeg har selv mange gange været derude, hvor, hvis uheldet havde været ude, at så havde jeg stået til en kæmpebøde. Men måske var netop denne handling en del af noget større. Desværre bliver jeg af og til ved med at vende tilbage til disse situationer og skammer mig frygteligt. Så er ovennævnte et lille plaster på såret, men det kan ikke fjerne det helt - for tænk, om jeg er helt forkert på den.

Måske skal jeg skrive, at jeg næsten er overbevist om at Gud bruger os mennesker som redskaber.

Morgenandagten - Når ord bliver for få – og for mange

Jeg har for vane at sidde med morgenkaffen, mens Morgenandagten på DR2 kører hen over skærmen.
Efter jeg har fået skelnetab og nedsat hørelse, har jeg fået behov for at slå underteksterne til.

Det har faktisk gjort en stor forskel for mig at læse teksterne til vores dejlige salmer. Jeg må indrømme, at jeg i mange år har sunget med uden rigtigt at få ordene helt ind, som man siger. Der gemmer sig så mange kloge og smukke formuleringer i både salmerne, “dagens ord” og bønnerne.

Forleden dag lød nogle af ordene: “At sige for meget – at sige for lidt.”
De ramte mig, for jeg genkender begge dele, men især to oplevelser står tydeligt for mig.

Når der bliver sagt for lidt
Den første oplevelse handlede om et stort tab i vores familie – et tab på en meget ulykkelig måde. Omgivelserne kunne åbenbart ikke klare at møde os i tiden efter. De vidste sikkert ikke, hvad de skulle sige, og forsøgte i stedet at undgå os. Nogle skiftede endda fortov.
Det var svært og trist at opleve, for vi havde sådan brug for et kram. Ord var der egentlig ikke behov for.
Det lærte mig, at det vigtigste ofte er blot at vise, at man har set et menneske i sorg: give et kram, lægge en hånd på armen eller måske bare sige: “Det gør mig ondt.”
Her blev der i den grad sagt for lidt.

Når der bliver sagt for meget
Den anden oplevelse handler om det modsatte. En nær ven havde dummet sig – og ja, det var rigtigt nok. Men en anden fælles ven blev så forarget, at der ingen ende var på de hårde ord, der burde overgå den “slemme mand”. Ordene var voldsomme og blev sagt højt blandt de allernærmeste.
I den situation blev der sagt alt for meget.

For lidt og for meget kan være lige slemt.

Nogle gange er det ikke ordene, men nærværet, der gør forskellen.

At finde ro i sindet – når accept bliver den største styrke

At finde ro i sindet er alfa og omega.
I hverdagen er der så meget, der kan opildne sindet – og det slider både på sjæl og legeme.

Jeg minder ofte mig selv om disse vise ord:

Gud, skænk mig ro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

Alligevel hænder det jævnligt, at jeg tror, jeg kan ændre både det ene og det andet. Jeg kaster mig hovedkulds ud i kampen og bruger en masse kræfter på at forsøge at rette op på noget, jeg synes er uretfærdigt.

Men gang på gang må jeg erkende, at de løsninger, jeg kæmper for, ikke altid kan lade sig gøre. Folketingets mure – både de fysiske og de mentale – kan virke for tykke til at forstå, at små, enkle ændringer faktisk kan skabe store forbedringer i samfundet.

Jeg ved godt, at jeg kunne fortsætte – råbe budskabet ud fra mit eget lille "Speakers’ Corner" – men nogle gange vælger jeg i stedet at give slip. Jeg vender mig om, lunter stille væk med halen mellem benene og accepterer tingenes tilstand – ikke af svaghed, men for at genfinde roen i mit sind.

For netop dér, i stilheden og accepten, ligger styrken.

Når livet føles som lektier – om at bevare modet gennem livets prøver

Dette lille digt, skrevet af Svend Rehling, har hjulpet mig mange gange:

Tab ikke modet du kære,
For så er det dyreste tabt,
Gud har en lektie at lære,
Hvert menneskebarn han har skabt.

Der er noget dybt trøstende i ordene. De minder mig om, at livet ikke altid skal forstås som en lige vej, men som en skole – et sted, hvor vi lærer, vokser og formes gennem både glæder og sorger.

Når jeg møder modstand eller står i en situation, jeg ikke kan se meningen med, prøver jeg at tænke: “Hvad er det, jeg skal lære her?” Det ændrer ikke altid omstændighederne, men det ændrer min tilgang. Pludselig bliver problemerne ikke kun byrder, men også lærere.

Jeg kan huske, hvordan jeg i skoletiden nogle gange kæmpede med bestemte fag. Der var lektier, der føltes næsten umulige. Men når jeg først havde forstået stoffet, blev det til en stille glæde – en følelse af, at jeg faktisk kunne noget, jeg før ikke troede muligt.

Sådan er det måske også med livets lektier. Vi forstår dem ikke altid, mens vi står midt i dem, men når vi ser tilbage, opdager vi, hvordan de formede os, styrkede os og lærte os noget vigtigt om os selv – og om Gud.

Derfor forsøger jeg at huske Rehlings ord:
Tab ikke modet.
For det dyreste tab er ikke fejlen, smerten eller modgangen – det er håbet, vi mister, hvis vi giver op.

En bøn fra et lille forvirret hjerte.

Når livet føles tungt, og tankerne snor sig i forvirring, vender mange sig mod himlen – i håb om ro, svar eller blot et øjebliks klarhed.

Men hvordan ved vi egentlig, om det, vi beder om, er det rigtige – for os selv eller for andre?

Denne lille bøn, af en ukendt forfatter, rummer netop dette spørgsmål. En stille refleksion over tro, tillid og ønsket om at ville det gode – også når man ikke helt forstår vejen dertil.

En bøn fra et lille forvirret hjerte.

DU som styrer alt på jord

styr mit lille hjerte,

så de ønsker - som der bor

ej forvolder smerte.

Hjælp mig i min uforstand

kun at ønske drømme,

som DU let opfylde kan,

uden DU mig dømme.

En påmindelse om, at bøn ikke altid handler om at få – men om at finde fred i det, vi allerede har, og i den vej, vi bliver ledt ad.

Skriv dine sidste ønsker ned – en gave til dine efterladte

 En hjælp til dine efterladte

At tale om døden er svært, men at skrive sine ønsker ned er en af de største gaver, man kan give sine efterladte. Det gør de svære dage efter et dødsfald lidt lettere og fjerner tvivl og uenighed.

❓ Hvad bør man skrive ned?

Så er der ingen tvivlsspørgsmål om fx:

• ⚰️ Skal det være bisættelse eller begravelse?

• ⛪ Skal ceremonien være i kirke eller kapel?

• 🎶 Skal der synges bestemte sange?

• ☕ Skal der være gravøl, kaffe – eller noget helt andet?

Det er også vigtigt, at dine pårørende kender dit standpunkt om organdonation. At have alt dette på plads er en kæmpe lettelse i de svære dage efter en elsket persons død.

👵👩‍🦰 Ikke kun for ældre

Dette råd er ikke kun til ældre – faktisk tværtimod.
Ældre har ofte allerede gjort sig tanker og skrevet ønsker ned, mens mange yngre tror, at der er god tid. Men livet er uforudsigeligt, og der sker desværre ulykker, hvor unge pludselig bliver revet væk.

📝 Mine egne erfaringer

Jeg husker tydeligt, hvor nemt det var at arrangere min mors begravelse for nogle år siden. Hun havde skrevet alt ned, og vi fem børn skulle derfor ikke blive enige om noget som helst. Hun havde taget beslutningerne selv, og selvfølgelig blev det, som hun ønskede.

Anderledes var det, da min lillesøster døde to år senere. Hendes eneste søn ønskede ikke, at moderen skulle brændes, men det var skrevet ned, at det var hendes ønske – og det blev derfor efterkommet.

💭 Mine egne ønsker

Jeg har for mange år siden skrevet mine egne ønsker ned:

• Jeg vil ikke brændes – jeg er bange for ild 🔥

• Jeg vil ikke spredes over havet – jeg er bange for vand 🌊

• Jeg vil i en kiste og ned i jorden – og selvfølgelig regner jeg med, at jeg virkelig er død på det tidspunkt … ellers vil jeg gerne have en ringeklokke med i kisten 🔔😉

❤️ Min opfordring til dig

Overvej at skrive dine egne ønsker ned allerede i dag. Det behøver ikke være en lang liste – blot nogle enkle noter kan være en uvurderlig hjælp for dine kære, hvis det værste skulle ske.

Underbevidsthedens negative side: Når tanker former vores virkelighed

Vi hører ofte, at vores tanker skaber vores liv – at underbevidstheden arbejder ud fra de signaler, vi sender den. Det er derfor vigtigt at være bevidst om, hvilke tanker vi nærer, da de kan påvirke vores handlinger, følelser og i sidste ende vores livsbane.

Men er det virkelig sådan, at vi kan tænke os til alt? Jeg tror, det er mere nuanceret end som så.

Forestil dig, at ti personer søger det samme job. Alle er lige kvalificerede og fokuserer intenst på at tænke positive tanker og visualisere succes. Alligevel er der kun én, der får jobbet. Betyder det, at de ni andre ikke tænkte positivt nok? Selvfølgelig ikke.

Jeg tror på, at universet har en plan for os alle. Positiv tænkning er et stærkt redskab, men det er ikke en garanti for, at alt går, som vi ønsker. Nogle gange er det, vi ønsker os allermest, måske ikke det, der er bedst for os på længere sigt. Universet – eller livet – kan have andre planer, som vi først forstår senere.

Gennem mit liv har jeg oplevet både held og hårdt arbejde. Nogle jobs er nærmest landet i skødet på mig, mens andre har krævet stor indsats. Set i bakspejlet kan jeg se, at de oplevelser, jeg fik undervejs, har været med til at forme mig – også selvom det ikke altid var, hvad jeg troede, jeg ønskede.

Konklusion:
Det er vigtigt at tænke positivt og være bevidst om sine tanker, men vi må også acceptere, at vi ikke kan kontrollere alt. Nogle gange er det, vi ikke får, en gave i forklædning. Stol på processen – og på, at livet ofte fører dig derhen, hvor du skal være.

Kristuskransen - en hjælp til fordybelse

Kristuskransen - et smukt lille armbånd lavet af forskellige perler - må jeg altså eje.

Først i dag har jeg hørt om den i radioen - og læst om den på nettet.

Ofte har jeg brug for at sidde ganske stille - for at tænke alt igennem - og der kommer det lille armbånd ind i billedet.

Det må være en hjælp at kunne sidde med disse perler mellem fingrene - en hjælp til at få ro i sindet - en hjælp til at fokusere på det positive.

Det er muligt, at mange vil sige: "Ja, ja, hvis man tror på den slags."
Dertil kan jeg kun sige: "Jamen, hvis man får det bedre - er det vel ligemeget."

Tro har nu engang hjulpet mange - så hvorfor ikke også dig og mig?

Curlingmor

Mon jeg nogensinde kan lægge kælenavnet "Curlingmor" fra mig - jeg tror det næppe.

Jeg kæmper en brav kamp - flere gange daglig - når mine tanker bevæger sig bekymrende omkring mine børn.

Det er ikke godt for krop og sjæl - og jeg ved det så godt.

Hvem siger, at de bekymringer man har - overhovedet bliver til noget?
Hvad nu, hvis man tiltrækker det, man hele tiden tænker på?


Ja, her er virkelig et par gode grunde til at komme efter sig selv!
Så snart de bekymrende tanker melder sig, må man prøve at tænke på noget andet.


Hver især må vi finde en måde.
I denne tid, kan jeg kun finde en måde - nemlig den, at bede en bøn.
Bønnen hjælper mig virkelig en time eller to - så må jeg til det igen.

Ofte går jeg ud på altanen og kigger op på himlen - på skyerne - på stjernerne og stiller spørgsmål til Universet - men der kommer aldrig svar, men det kan give lidt sjælefred.

 

Engle og uventet hjælp

Har du nogensinde lagt mærke til billeder af engle?

De har næsten altid noget i hænderne – en salmebog, et instrument, en blomsterranke, et sværd, ja endda bue og pil. De virker travle, men aldrig for travle til at høre en bøn.

Bed – og de vil arbejde for dig.

Jeg har læst, at engle ofte arbejder gennem andre mennesker. Derfor: tag imod hjælpen med taknemmelighed, også når den kommer fra en uventet kant.

Min egen lille oplevelse vil jeg gerne dele:

For nylig var jeg på en udflugt med en gruppe mennesker, hvor de fleste var fremmede for mig. Det var ikke fordi, jeg tror, der var engle iblandt os – men én deltager gjorde noget, der fik mig til at tænke i den retning.

Vi skulle på rundtur i et kuperet terræn med mange trapper. Jeg havde både stok og rollator med, ligesom flere andre. Jeg var ikke mere hjælpeløs end de fleste, men én person skilte sig ud.

Hver gang der opstod en lille forhindring, stod vedkommende pludselig ved min side og hjalp mig. Så snart vi var videre, var personen væk igen – i snak med de andre, ofte langt væk. Det gentog sig hele dagen. Vi talte kun sammen én gang, men alligevel var hjælpen der, præcis når jeg havde brug for den.

Det føltes næsten overnaturligt. Måske var denne person en lille "engel" den dag – i hvert fald følte jeg mig meget beskyttet.

Lær mig nattens stjerne

Jeg tror, at vi alle har en opgave her i livet.

Opgaven kan være stor og verdensomspændende, men den kan også være ganske lille og nærværende.

Jeg har svært ved at se, hvad min opgave er, og det fik mig til at tænke på et lille vers, jeg lærte udenad, da jeg var en lille pige.

Lær mig, nattens stjerne,  

at lyde fast og gerne,

ej at vige fra den vej, 

himlens Gud tilmålte mig.

Lær mig, nattens stjerne.

Jeg tror dog ikke, at jeg er født til at plukke stjerner 😊

Barnetro og bøn – en påmindelse om at bede for sine kære

Jeg gik i søndagsskole og var en meget lydhør elev.

Én gang om året blev der givet en lille gave til en artig pige eller dreng. Jeg var meget stolt, da jeg fik en lille æske med en porcelænsfigur: en pingvin med tre små unger. Den dag i dag står de stadig i min lille nipsreol. Én af ungerne er desværre gået i stykker – men min barnetro har jeg i behold.

Som mor, svigermor, farmor og mormor har jeg ofte haft brug for at bede. Man kan jo ikke blande sig i familiens gøren og laden – men man kan bede om det bedste for dem.

Og netop det bedste. For jeg kan ikke vide, hvad der er det rigtige for hver enkelt. Derfor skal bønnen ikke være fyldt med ønsker og krav, men blot være en stille bøn om det bedste.

Dagens vise ord:
Brug din barnetro – bed for dine kære.

Stress af - og lyt, din skytsengel er klar.

Husk:
- at sætte farten ned, din skytsengel skulle gerne kunne følge med.
Den er her jo for at hjælpe dig.

Mange tænker nok, at den flyver vist hurtigere end os mennesker - og det er sikkert rigtigt, men den rigtige stress har altså også fart på.

Men jeg tænker nu mere i metaforisk forstand. Hvis du er meget stresset, her tænker jeg på den farlige stress, så er dit skjold måske så tyk, at selv en lille engel ikke kan råbe dig op. 

Få hjælp til din stress, så du kan være åben for den hjælp, din lille skytsengel står klar med.

At bede om både det ene og det andet!

Vi er mange, der beder om både det ene og det andet.
Om hjælp, om løsninger, om lette veje gennem tilværelsen.

Men måske glemmer vi, at det i sig selv kan blive en blindgyde.
For vi kan nemt komme til at bede om noget, som enten ikke gavner os, eller som slet ikke er det, vi i virkeligheden har brug for.

Hvem siger egentlig, at det, vi tror er godt for os, rent faktisk er det?
At det, vi ønsker os her og nu, også er det, der bringer os længst på sigt?

Måske skulle vi i stedet vende blikket indad – og spørge os selv, hvad vi kan gøre, i stedet for blot hvad vi kan få.
Måske ligger svaret ikke i at håbe på en nemmere vej, men i at finde styrken til at gå vejen, som den er.

Tænk på sømanden: han beder ikke om medvind.
Han ved, at vinden sjældent blæser, som man ønsker det.
Derfor lærer han sig at sejle – at bruge det, han får, og gøre det til en fordel.

Den tanke kan vi tage med os ind i hverdagen.
For hvor ofte venter vi ikke på, at tingene ændrer sig af sig selv – i stedet for at lære at navigere i det, vi står i?

Det er ikke altid nemt.
Men måske er det netop dér, vi vokser: når vi ikke bare beder, men handler.
Når vi ikke blot ønsker, men også lærer.

“Måske er det ikke medvinden, vi skal vente på – men modet til at sejle alligevel.”

Englene hjælper, hvis vi beder om det ....

Bed englene om hjælp!

De er der for at hjælpe dem, der beder om det.

Bed - vent - lyt.

Ikke sjællent får man efterfølgende en lys ide`.
Måske er det englene, der giver situationen en ny drejning, så man pludselig kan se en anden måde, at løse problemet på.

Personlig har jeg fået englehjælp tre gange, hvor jeg virkelig har været rystet over situationen. Første gang i 1950erne - anden gang i 1988 og tredie gang i 2010. 

Jeg har tit bedt til at det skal ske igen, men engle arbejder ikke på kommando.

Dog er jeg overbevist om, at jeg er blevet hjulpet mange flere gange, uden jeg har lagt mærke til det - det tror jeg, vi alle bliver.

Vor Herres fodspor

Når alt og alle går en imod - sniger ensomheden sig ind i hjertet.


En lille historie skrevet af Poul Lybæk i 1988, har mere end en gang hjulpet mig gennem en sådan situation, den lyder således:

En søndag sluttede præsten sin prædiken med at fortælle en historie om en mand, der havde været alene i en del af sin tilværelse.

Da han efter sin død endte hos Gud, spurgte denne ham, om han havde lyst til at se tilbage på sit liv. Det ville manden gerne, men det undrede ham, da han så, at på de gode og glade dage var der aftryk af Vor Herres fodspor ved siden af hans egne, men på de tunge og sørgmodige dage var der kun ét sæt fodspor.

Manden spurgte Vor Herre, hvorfor han kun havde fulgt ham alle de lykkelige dage.

Da svarede Vor Herre: "Jeg fulgte dig på dine glade dage. På dine ulykkelige dage bar jeg dig".