Sct. Peter, samvittigheden – og håbet om tilgivelse
Jeg er efterhånden blevet en gammel kone, og gennem livet har jeg fået samlet en ganske lang samvittighedsliste. Nogle dage tænker jeg, at den nok bliver rullet ud foran mig, når jeg – forhåbentlig mange år ude i fremtiden – står ved Perleporten og bliver mødt af Sct. Peter.
I min forestilling står han med en stor tavle, delt i to. Den ene halvdel er sort, den anden hvid. I hånden har han et stykke tavlekridt. Hver gang man har gjort noget forkert, sættes der en streg på den sorte side. Hver gang man har gjort noget godt, kommer der en streg på den hvide. Til sidst bliver der talt op.
Når jeg tænker på mit eget liv, er jeg ikke i tvivl om, at den sorte side fylder en hel del. Den vejer tungt. Jeg har begået fejl, såret mennesker og truffet beslutninger, som jeg i dag ville ønske, jeg havde håndteret anderledes.
Men måske tæller den hvide side alligevel. Måske betyder de gode handlinger mere, end vi selv tror.
Jeg har også en tro på, at vi mennesker nogle gange indgår i en større plan, som vi ikke kan gennemskue. Måske var noget af det, vi gjorde forkert, ikke et bevidst valg om at skade, men en opgave, vi først forstår meningen med langt senere – hvis vi overhovedet forstår den.
Den tanke gælder også den anden vej. Måske havde de mennesker, der gjorde mig ondt, også en rolle i noget større. Ikke fordi det gør smerten mindre eller undskylder deres handlinger, men fordi livet sjældent er så enkelt, at alt kan deles op i sort og hvidt.
Det er selvfølgelig ikke en undskyldning for at gå gennem livet og gøre andre fortræd. Tværtimod. Jeg tænker på de situationer, hvor vi uforvarende, uden ond vilje, kommer til at såre et andet menneske. Det sker for os alle, fordi vi er mennesker.
Det er svært at navigere i, for ingen af os ved med sikkerhed, hvordan tingene hænger sammen. Men tanken om, at der et sted findes tilgivelse og nåde, giver mig ro.
For hvis der ikke gør, så ser det ærlig talt lidt sort ud for mig - måske os alle.
