Der findes store samvittighedskvaler. Og så findes der de små.
Dem, der burde være forsvundet for længst, men som alligevel dukker op igen, når man mindst venter det. Som en sang fra radioen eller en bestemt lugt kan hive gamle minder frem, kan en lille samvittighedsgnaver pludselig stå lyslevende foran én.
En af mine gnavere bor i en lufthavn.
Når jeg i dag ser tv-programmer om grænsekontrol rundt omkring i verden – og dem ser jeg gerne – kan jeg stadig mærke et lille stik i maven. Ikke fordi jeg nogensinde har været den store smugler. Tværtimod.
Historien begynder på Tenerife.
En god ven og jeg havde været på ferie, og inden vi skulle hjem, spurgte han, om jeg ville tage hans ekstra flaske spiritus med i min kuffert. Den var ulovlig at tage med.
Jeg svarede nej med det samme.
For det første havde jeg ikke lyst til at smugle noget som helst. For det andet er jeg sådan et menneske, der er som en åben bog. Hvis nogen spørger mig, om jeg har gjort noget, jeg ikke måtte, så er jeg sikker på, at det står skrevet med store bogstaver i hele mit ansigt.
Min ven blev lidt irriteret over mit afslag, men den beslutning ændrede jeg ikke.
Efter lidt betænkningstid fik jeg dog en idé.
"Jeg kan da hjælpe dig gennem tolden," sagde jeg.
Planen var enkel. Jeg skulle gå forrest. Hvis der kun var én ledig tolder, ville vedkommende forhåbentlig tage mig, mens min ven kunne gå roligt forbi.
Det lød jo næsten genialt.
Det gik som forventet - alene tanken om, at min ven gik bag mig med den ekstra flaske, gjorde mig så nervøs, at tolderen straks lagde mærke til mig.
"Kom lige med her."
Mit hjerte sad oppe i halsen.
Tolderen kiggede min bagage igennem og sagde lettere forundret:
"Jamen, du har jo ingenting."
"Nej," svarede jeg.
Så kom spørgsmålet, jeg ikke havde forberedt mig på.
"Har du været alene på ferie?"
Og her skete der noget mærkeligt.
Jeg tror stadig, at en del af mig var vred over, at min ven syntes, det var en glimrende idé, hvis det var mig, der risikerede at blive taget.
Så uden at tænke svarede jeg:
"Ja."
Løgnen hang i luften.
I samme øjeblik fik jeg øje på en lille fyr, der stod lige ved siden af. Vi havde set hinanden mange gange på Tenerife, og han vidste udmærket, at jeg ikke havde rejst alene.
Han stirrede på mig.
Jeg stirrede tilbage.
Tusind katastrofetanker fór gennem mit hoved. Nu ville han da afsløre mig.
Af en eller anden grund smilede jeg bare til ham og sagde:
"Hej."
Han sagde ingenting.
Tolderen lod mig gå.
Da jeg kom ud, var jeg rasende. Ikke på tolderen. På min ven. Jeg ville faktisk ikke have, at han talte til mig, før vi var langt væk fra lufthavnen. Jeg var overbevist om, at nogen kunne holde øje med os og opdage, at jeg lige havde løjet om at rejse alene.
Det lyder næsten komisk i dag.
For hvis man ser de programmer om grænsekontrol, som jeg holder så meget af, opdager man hurtigt, at der findes mennesker, som lyver om langt større ting end en ferieven og en flaske spiritus.
Set i det store perspektiv var min løgn en bagatel.
Men samvittigheden er fuldstændig ligeglad med proportioner.
Den har det med at gemme de små historier, vi helst ville glemme. Og den henter dem frem igen, når vi sidder hjemme i sofaen og ser andre blive afsløret i tolden.
Så sidder jeg stadig og tænker:
"Hvorfor i alverden sagde jeg dog ja?"
