Et Midnatsmøde, der Varmede Hjertet

For omkring 10 år siden oplevede min slægtning fra Polen – lad os kalde ham Mr. X – noget, der stadig gør mig stolt af vores slægt. Jeg tænker tit på den historie, fordi den viser, hvordan små handlinger kan gøre en stor forskel.

Mr. X arbejder som IT-programmør for et dansk firma i Polen. Han arbejder normalt hjemmefra, men møder op i Danmark en gang om måneden. Efter en tur til København fløj han tilbage til Gdansk ved midnat. På det tidspunkt var der et stort center i byen, der holdt åbent døgnet rundt, og Mr. X benyttede ofte muligheden for at handle ind.

En kold, sneklædt aften på parkeringspladsen uden for centret stod en pæn hjemløs mand og tiggede om penge til en cigaret. De begyndte at tale sammen, og det viste sig, at manden, som var både veltalende og høflig, ikke havde fået ordentlig mad i flere dage.

Mr. X tog en beslutning: Han inviterede manden med ind i butikken, på trods af personalets og vagternes skepsis. Han forklarede roligt, at alt ville gå fredeligt til, og at han ville betale. Sammen gik de gennem butikken, hvor manden kunne vælge brød, pølse, ost og drikkevarer til et døgns forbrug. Som prikken over i’et fik han også en pakke cigaretter.

Jeg kan kun forestille mig, hvordan kassedamerne og vagterne efterfølgende må have talt om, hvilken usædvanlig, men godhjertet gæst Mr. X var.

Gestus som denne gør indtryk. Mr. X glemte ikke manden, men kørte flere gange forbi centret på samme tidspunkt uden held. Han spekulerede på, om manden måske havde mistet sin forretning eller ellers havde svært ved at få hjælp fra det offentlige på det tidspunkt.

Man kan kun håbe, at den hjælp, han fik den nat, gav ham lidt overskud til at komme videre. Nogle gange kræver livet ikke mere end et lille skub – et øjebliks næstekærlighed – for at ændre retningen.

Julefrokost – og alt det der følger med før og efter

Julefrokost – og hvad der følger med – både før og efter!

Der er gået dage forud for gårsdagens julefrokost med pyntning til jul, selvom vi kun skriver den 28. november.

I min barndom og ungdom blev julepynt og juleudstillinger ikke lanceret lige efter efterårsferien – nej, nej. Den 1. december eller 1. søndag i advent var det faste skæringspunkt. Dengang blev julen heller ikke pillet ned 2. juledag. Tværtimod! Man julede videre med pynt og mad helt frem til og lige efter Helligtrekongersdag.

I min familie blev det en tradition, at man lavede en slags julemiddag til Mortensaften – og selvfølgelig Juleaften – men også Helligtrekongers aften, hvor hele pivtøjet kom på bordet igen. De sidste stumper af alle stearinlysene blev brændt færdige. Selve Helligtrekongers dag var en helligdag for os, og først derefter blev julepynten taget ned.

---

Tilbage til gårsdagens julefrokost

Aftenen gav mig mange tanker om både ødselhed og traditioner.

Da jeg jo efterhånden er en gammel “nisse” med diverse skavanker, bestilte jeg maden udefra. Vi var fem personer, men skulle bestille til mindst seks – hvilket jeg synes er helt i orden. Min tanke var bare, at så var der da nok mad.

Overrasket blev jeg, da det væltede ind med retter. Jeg tror nemt, jeg kunne have beværtet tre personer mere (og det gør jeg så i dag 😉).

Det stod hurtigt klart, at vi slet ikke kunne spise alt det dejlige mad. Men traditionen siger jo, at alt skal varmes og serveres – for én vil gerne have skinken med grønlangkål, en anden den dejlige leverpostej med champignon og bacon, en tredje flæskesteg med rødkål, og det oven i de sild, æg med rejer, fiskefileter, laks med asparges og høns i tarteletter, der allerede var spist. Og i krogen ventede risalamande og en osteanretning.

Jeg må indrømme, at jeg syntes, det gik over gevind. Tidligere har jeg oplevet det modsatte – at der var alt for lidt mad i de anretninger, jeg havde bestilt. Men denne gang var det helt klart i den anden ende af skalaen.

---

Tanken der nager

Det, der kværner mest i mine tanker i dag, er glæden over, at der kommer et par stykker og spiser rester her til frokost. For jeg har også prøvet en julefrokost, hvor alle de gode rester røg direkte i skraldespanden. Det gjorde næsten fysisk ondt at se. Var det mon en måde at demonstrere sin rigdom på?

Her må jeg endnu engang vende blikket mod Polen, hvor jeg jo har familie. Jeg holdt jul der for et par år siden. Selvfølgelig fik vi også lavet for meget mad og spiste, til maverne var ved at revne. Men da vi var færdige, blev jeg spurgt, om jeg ville med på en lille køretur – hvilket jeg meget gerne ville for at se Gdansk i sin farverige juleudsmykning.

Det viste sig, at turen havde et smukt formål: Vi kørte alle de dejlige madrester hen til en slags “butik”, hvor man sætter sit overskud af mad ind i køleskabe. Her kan hjemløse og andre trængende frit forsyne sig. Jeg følte virkelig julens glæde strømme gennem mig.

Hvor kunne vi lære noget herhjemme! Jeg kender ikke til sådanne “butikker” i nærheden af mig – men måske findes de andre steder i Danmark.

Morgenandagten - Når ord bliver for få – og for mange

Jeg har for vane at sidde med morgenkaffen, mens Morgenandagten på DR2 kører hen over skærmen.
Efter jeg har fået skelnetab og nedsat hørelse, har jeg fået behov for at slå underteksterne til.

Det har faktisk gjort en stor forskel for mig at læse teksterne til vores dejlige salmer. Jeg må indrømme, at jeg i mange år har sunget med uden rigtigt at få ordene helt ind, som man siger. Der gemmer sig så mange kloge og smukke formuleringer i både salmerne, “dagens ord” og bønnerne.

Forleden dag lød nogle af ordene: “At sige for meget – at sige for lidt.”
De ramte mig, for jeg genkender begge dele, men især to oplevelser står tydeligt for mig.

Når der bliver sagt for lidt
Den første oplevelse handlede om et stort tab i vores familie – et tab på en meget ulykkelig måde. Omgivelserne kunne åbenbart ikke klare at møde os i tiden efter. De vidste sikkert ikke, hvad de skulle sige, og forsøgte i stedet at undgå os. Nogle skiftede endda fortov.
Det var svært og trist at opleve, for vi havde sådan brug for et kram. Ord var der egentlig ikke behov for.
Det lærte mig, at det vigtigste ofte er blot at vise, at man har set et menneske i sorg: give et kram, lægge en hånd på armen eller måske bare sige: “Det gør mig ondt.”
Her blev der i den grad sagt for lidt.

Når der bliver sagt for meget
Den anden oplevelse handler om det modsatte. En nær ven havde dummet sig – og ja, det var rigtigt nok. Men en anden fælles ven blev så forarget, at der ingen ende var på de hårde ord, der burde overgå den “slemme mand”. Ordene var voldsomme og blev sagt højt blandt de allernærmeste.
I den situation blev der sagt alt for meget.

For lidt og for meget kan være lige slemt.

Nogle gange er det ikke ordene, men nærværet, der gør forskellen.

Grise på motorvejen – tanker fra øverste dæk

På min weekendtur tværs over landet, siddende på øverste dæk af bussen, fik jeg pludselig udsigt til en grisetransport.

Vi kørte side om side et stykke tid på motorvejen over Fyn, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, hvordan grisene mon havde det.

I den ene vogn – en bus fyldt med forventningsfulde mennesker på vej mod nye oplevelser.
I den anden – en lastbil fyldt med grise på vej mod deres sidste destination: slagteriet.

Kontrasten var slående.

Jeg begyndte at tænke: Kan grisene egentlig tænke? Ved de, hvad der skal ske?
Snakker de mon sammen derinde, på deres sidste rejse? Eller tror de, at de er på vej til grisebal?

Hvis de virkelig kan tænke – så har vi mennesker vist en del på samvittigheden.

Vi skal selvfølgelig have mad på bordet, og flæskestegen skal jo komme et sted fra.
Men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at stegen måske ville smage en smule bedre, hvis jeg vidste, at grisen virkelig havde haft et godt liv.
At den havde været glad, haft jord under trynen – og måske endda været til et ægte grisebal, før den sagde farvel.

Et sted med musik, pynt og dejlig grisemad.
Hvor alle havde krøller på halen, og ingen behøvede at se døden i øjnene.

Tanken er måske naiv – men den kom til mig dér, på motorvejen, hvor liv og død kørte side om side.

Når livet falder på plads – på bænken og i tankerne

En gang troede jeg, at de gamle kvinder og mænd, der sad på en bænk i timevis, gjorde det, fordi de var gået i stå i livet – eller måske bare ikke kunne andet.

Nu er jeg selv blevet gammel, og til trods for et liv fyldt med kreative projekter mærker jeg et behov for at sidde stille og fundere. Over livet. Over valgene. Over alt det, der blev – og alt det, der ikke gjorde.

Hvorfor blev det, som det blev?

Hvis jeg ikke havde nået toget den dag.
Hvis jeg havde taget trappen i stedet for elevatoren.
Hvis jeg ikke var gået til det bal, der ændrede mit liv.
Så mange små "hvis bare" – som tilsammen udgør et helt liv.

Min barndomsveninde og jeg talte ofte om, hvad vi gerne ville, når vi blev store.
Mit ønske var at rejse til Norge et års tid, hvilket hun syntes var det mærkeligste ønske.
Men som livet ville det, blev det ikke mig – det blev hende. Hun rejste derop et par år senere og blev. Det er egentlig ret sjovt at tænke på.

Det liv, jeg valgte, blev til mange flytninger – inden for Danmarks grænser.
Det liv, jeg kunne have valgt, var måske blevet til mange flytninger verden over.

Når jeg nu ser tilbage, tænker jeg, at jeg skal være glad for det liv, jeg fik.
For midt i alt det, der kunne have været, er der så meget, jeg nødig ville være foruden.

Så måske ender vi alle på en bænk før eller siden – ikke fordi vi ikke kan andet, men fordi vi endelig har tid til at tænke over, hvor langt vi egentlig kom.