På min weekendtur tværs over landet, siddende på øverste dæk af bussen, fik jeg pludselig udsigt til en grisetransport.
Vi kørte side om side et stykke tid på motorvejen over Fyn, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, hvordan grisene mon havde det.
I den ene vogn – en bus fyldt med forventningsfulde mennesker på vej mod nye oplevelser.
I den anden – en lastbil fyldt med grise på vej mod deres sidste destination: slagteriet.
Kontrasten var slående.
Jeg begyndte at tænke: Kan grisene egentlig tænke? Ved de, hvad der skal ske?
Snakker de mon sammen derinde, på deres sidste rejse? Eller tror de, at de er på vej til grisebal?
Hvis de virkelig kan tænke – så har vi mennesker vist en del på samvittigheden.
Vi skal selvfølgelig have mad på bordet, og flæskestegen skal jo komme et sted fra.
Men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at stegen måske ville smage en smule bedre, hvis jeg vidste, at grisen virkelig havde haft et godt liv.
At den havde været glad, haft jord under trynen – og måske endda været til et ægte grisebal, før den sagde farvel.
Et sted med musik, pynt og dejlig grisemad.
Hvor alle havde krøller på halen, og ingen behøvede at se døden i øjnene.
Tanken er måske naiv – men den kom til mig dér, på motorvejen, hvor liv og død kørte side om side.
