Jeg har for vane at sidde med morgenkaffen, mens Morgenandagten på DR2 kører hen over skærmen.
Efter jeg har fået skelnetab og nedsat hørelse, har jeg fået behov for at slå underteksterne til.
Det har faktisk gjort en stor forskel for mig at læse teksterne til vores dejlige salmer. Jeg må indrømme, at jeg i mange år har sunget med uden rigtigt at få ordene helt ind, som man siger. Der gemmer sig så mange kloge og smukke formuleringer i både salmerne, “dagens ord” og bønnerne.
Forleden dag lød nogle af ordene: “At sige for meget – at sige for lidt.”
De ramte mig, for jeg genkender begge dele, men især to oplevelser står tydeligt for mig.
Når der bliver sagt for lidt
Den første oplevelse handlede om et stort tab i vores familie – et tab på en meget ulykkelig måde. Omgivelserne kunne åbenbart ikke klare at møde os i tiden efter. De vidste sikkert ikke, hvad de skulle sige, og forsøgte i stedet at undgå os. Nogle skiftede endda fortov.
Det var svært og trist at opleve, for vi havde sådan brug for et kram. Ord var der egentlig ikke behov for.
Det lærte mig, at det vigtigste ofte er blot at vise, at man har set et menneske i sorg: give et kram, lægge en hånd på armen eller måske bare sige: “Det gør mig ondt.”
Her blev der i den grad sagt for lidt.
Når der bliver sagt for meget
Den anden oplevelse handler om det modsatte. En nær ven havde dummet sig – og ja, det var rigtigt nok. Men en anden fælles ven blev så forarget, at der ingen ende var på de hårde ord, der burde overgå den “slemme mand”. Ordene var voldsomme og blev sagt højt blandt de allernærmeste.
I den situation blev der sagt alt for meget.
For lidt og for meget kan være lige slemt.
Nogle gange er det ikke ordene, men nærværet, der gør forskellen.
