Den dag jeg fik “Konfirmand Dot” – et vinterminde fra min skoletid

 Der er bøger, der bliver hos én hele livet. Ikke kun for deres historier – men fordi de bærer minder med sig. Konfirmand Dot er sådan en bog for mig. Den kom til mig på en helt særlig måde, en snefyldt vinterdag for mange år siden.

"Det var Nytårsaften. Ude føg sneen i rusk, så det piskede imod ruderne".

Sådan lyder første linje i bogen Konfirmand Dot, som jeg fik for snart 70 år siden.

Den dag, jeg vil fortælle om, var dog ikke Nytårsaften, men en ganske almindelig hverdag – men vejret passede med bogens begyndelse. Der var hvidt overalt. Sneen lå ti centimeter tyk på de dengang smalle hovedveje.

Jeg var på vej til skole på cykel, da en velkendt lastbil med anhænger kom imod mig. Den var læsset med Leca, og erfaringen sagde mig, at om lidt ville jeg blive indhyllet i sne, som blev hvirvlet op af hjulene. Jeg hoppede af cyklen, gik lidt til siden og vendte ansigtet bort.

Ganske rigtigt – et øjeblik senere fik jeg en snestorm lige i hovedet.

Men så blev alt underligt stille. Jeg lå i sneen, tæt på et hjul, og kunne lugte metal. Så blev jeg løftet op af en mand og båret ind i hans bil. Det viste sig at være en kørelærer – ironisk nok – som i den tætte snestorm ikke havde set mig.

Han kørte mig hjem og befalede min mor at tilkalde doktoren. Han lovede selv at komme forbi igen, når hans arbejdstid var slut.

Lægen konstaterede hjernerystelse, og jeg fik ordre til fjorten dage på sofaen. Kørelæreren kom som lovet igen – og et par dage senere dukkede han op med en gave: bogen Konfirmand Dot.

Det var min første rigtige bog. Han afleverede den med strenge ordrer: Jeg måtte ikke læse i den, før de fjorten dage var gået.

Jeg var meget autoritetstro, så jeg lod den ligge. Men den lå dér, ved mit lille sengebord, hele tiden. Forsiden er så sød, og jeg kan stadig se det hele tydeligt for mit indre blik.

Det var dengang sneen virkelig lå tungt, og hverdagen gik i et langsommere tempo. Jeg tror, det var dér, min kærlighed til bøger for alvor begyndte – i stilheden, under tæppet, mens Konfirmand Dot ventede på mig.

Nogle bøger bliver ikke bare læst – de bliver en del af ens liv.

Min kage-gris og den søde selverkendelse

Jeg fandt et gammelt vers i min poesibog i morges:

“Gid øllebrød og fløde må regne til dig ned…”

Det fik mig både til at grine — og til at gå forbi bageren senere på dagen.
I stedet opstod min kage-gris 🐷💰
Læs hvordan en smule selvironi (og 50 kr i småmønt) måske kan redde både formen og humøret. 

Gid øllebrød og fløde
må regne til dig ned,
og du må leve længe
og blive tyk og fed.

Sådan stod der i min gamle poesibog, som jeg fandt frem i morges. Jeg grinede højt – for hvem skriver dog sådan noget i dag? Men senere på dagen, da jeg stod foran bagerens vindue og kiggede på flødeskum, remonce og glasur, hørte jeg verset igen inde i hovedet. Og helt ærligt: det ramte lidt for godt.

Jeg gik forbi bageren (en sejr i sig selv!) og hjem i stedet. På panden smeltede jeg smør og sukker, vendte en halvtør skive franskbrød i – og nød duften af min barndom. Jeg bilder mig ind, at det var et sundere valg… men jeg ved godt, at kalorierne næppe tog skade af det bytte. Til gengæld sparede jeg 50 kroner.

De røg i min gamle sparegris, som nu officielt har fået nyt navn: min kage-gris.

Tanken er enkel: Hver gang jeg springer en kage over, ryger pengene i grisen. Så kan jeg se, hvor meget jeg har sparet mig selv tyndere for. Om det virker? Det må tiden (og vægten) vise. Men indtil videre klirrer det i det mindste lystigt derinde — og det er da en slags musik. 🎵🐷

En forfærdelig juletræsfest

 Julen er ofte forbundet med glæde, traditioner og varme minder. Men indimellem blander sorgen sig uventet ind i højtiden – og sætter sig som et minde, der aldrig helt forsvinder. Dette er en af de oplevelser, jeg bærer med mig fra min barndom.

Jeg husker ikke aftenen i detaljer – jeg har ikke været ret gammel dengang. Men nogle billeder står alligevel tydeligt i min erindring.

🌲 “Julen kan bringe både glæde og sorg – nogle minder slipper os aldrig.”

Det var 3. juledag, og min familie og jeg var til vores årlige juletræsfest i forsamlingshuset. Normalt var det en aften fuld af leg, dans om træet og glæde. Men denne gang blev alt anderledes.

Jeg husker skuffelsen over, at vi slet ikke skulle danse eller lege. Vi var knap nok kommet, før slikposerne blev delt ud – af forældre, der havde tårer i øjnene. Ingen af os børn forstod noget, men vi fik besked på ikke at spørge. Kort efter sang vi “Altid frejdig, når du går”, og så blev festen opløst. Vi måtte gå hjem – forvirrede og bedrøvede.

💫 “Vi ved aldrig, hvornår Vor Herre plukker et menneske.”

Først hjemme fik vi forklaringen: Degnens kone var på vej tilbage til forsamlingshuset med en kringle til kaffen, da hun faldt på det glatte føre. Uheldet var så voldsomt, at hun døde på stedet. En tragedie, der ramte os alle, for vi kendte hende godt.

Som om det ikke var nok, gik der blot ti dage, før sorgen igen ramte vores lille familie. Denne gang var det min farmor, vi mistede. Jeg husker ikke meget om det, for døden var et lukket emne for børn. Dengang talte man ikke med os om sorgen – og ofte gør man det heller ikke i dag.

👣 “Det er ikke altid den, der sidder yderst på bænken, som må gå først.”

Men måske burde vi. For døden er den eneste vished, vi alle deler. Vi ved aldrig, hvornår Vor Herre plukker et menneske. Og det er ikke altid den, der sidder yderst på bænken, som må gå først.

Børn skal naturligvis ikke gøres bange, men alt kan fortælles – hvis det sker med blidhed og omsorg. Måske lærer vi dem dermed, at døden, trods sin smerte, også er en del af livet.

🕯️ “Alt kan fortælles – hvis det sker med blidhed og omsorg.”

Selv midt i julens lys kan mørket finde vej. Måske er det netop derfor, det er vigtigt at tale åbent om livets afslutning – også med børn. Ikke for at skabe frygt, men for at skabe forståelse, omsorg og ro i mødet med det uundgåelige.

"Toiletpapir, køer og kostaldsminder – en humoristisk tidsrejse"

Jeg stod forleden på min altan og kiggede ud over byens summende liv, da en lettere forpjusket fyr kom slentrende forbi med en pakke toiletpapir under armen. Ikke noget fancy – bare den gode gamle slags med 8 ruller og lidt for meget plastik omkring. Og så slog det mig: Uanset om man er direktør eller dagdriver, konge eller kartoffelskræller – så skal vi alle på et tidspunkt bruge toiletpapir. Det er måske det mest demokratiske produkt i verden. Mon ikke det er den mest købte vare i Danmark næst efter kaffe og fredagsslik?

Men så tog tankerne en drejning – og pludselig var jeg tilbage i 1950’erne. Dengang jeg som barn var på ferie hos min morbror og tante på deres lille husmandssted. Toiletpapir? Ha! Det var for byfolk og luksusdyr. Vi fik et stykke avispapir – helst med lidt tekst, så man havde noget at læse, mens man sad der og frøs bagdelen af i kostalden.

Og ja, det var dér, vi gik på toilettet – bag køerne. Min morbror havde ét råd, som jeg aldrig har glemt: “Skynd dig væk, hvis en ko løfter halen – for så er I to, der skal af med noget!” Det var ikke bare et råd – det var en livsregel.

Det var en tid, hvor man tog tingene, som de kom. Efterkrigstiden og fattigdommen gjorde, at man ikke stillede så mange spørgsmål. Man tørrede sig, hvor man kunne, og håbede på det bedste. Jeg tvivler stærkt på, at nutidens unge ville acceptere den slags. De ville nok tro, det var en scene fra en meget mærkelig Netflix-serie – eller en prank gone wrong.

Men sådan var det altså. Og måske er det meget sundt at huske på, næste gang vi brokker os over, at der kun er 3-lags toiletpapir tilbage i supermarkedet.

Fra landsby til byliv: Oplevelsen med Tampax og nye vaner

 Jeg kom fra landet som en lidt uvidende, ung pige og skulle starte min uddannelse i en butik med mange ansatte. Her gik tingene stærkt – både på arbejdet og i forhold til tidens trends. Jeg måtte hurtigt lære, at bylivet altså var noget helt andet end hjemme på landet.

En af de store opdagelser var, at der faktisk fandtes alternativer til min mors hjemmesyede hygiejnebind. Dem hadede jeg af et godt hjerte, men pengene var små, og jeg havde hidtil accepteret dem. Så kom mine jævnaldrende kolleger og introducerede mig til Tampax – en lille, diskret sag, som pludselig gjorde de svære dage i måneden meget lettere at komme igennem.

Men én ting havde jeg ikke tænkt på: forskellen mellem byens moderne toiletter og vores gamle installationer derhjemme. Den forskel blev jeg mindet om en dag, hvor jeg kom hjem fra arbejde og fandt min far nede i gårdens brønd – bogstaveligt talt til støvlekanten i møg. Han var ikke i tvivl om, at noget havde forårsaget stoppet, og kort efter stod han med et lille rundt paprør i hånden.

Det var ikke ligefrem pæne ord, der kom ud af ham, da han spurgte, hvad det dog var. Jeg måtte forklare, at det var emballagen til mine nye “vidundermidler”. Sjældent havde jeg set min far så vred, og jeg måtte love ham aldrig mere at smide sådan noget i toilettet.

Min mor tog heller ikke nyheden pænt: Var hendes hjemmesyede bind måske ikke gode nok? Og var det nu ikke også farligt med alt det nymodens stads? Jeg stod i skudlinjen fra begge sider.

Men én ting stod klart for mig: de hjemmesyede bind hørte fortiden til. Jeg havde fået øjnene op for noget bedre – også selvom det kostede mig en skideballe eller to undervejs.

Barndomsminder med fiskebilen og åleflugt på landet

Jeg voksede op på landet, dengang man stadig fik besøg af bager- og fiskebilen. Den dag, jeg husker allerbedst, var det fiskebilen, der rullede ind og lokkede min mor til at købe fem flotte ål.

Planen var snusfornuftig: Ålene skulle i en balje med låg, så de kunne bæres sikkert hjem. Min storebror på 6–7 år fik den ærefulde opgave at være åle-bærer, og alt så ganske fredeligt ud … lige indtil han fik den geniale idé at tjekke, om ålene stadig var der.

Det var de. Men de var også lynhurtige til at smutte ud over kanten, da låget blev løftet. Pludselig var indkørslen forvandlet til en scene fra en naturfilm: fem paniske ål snoede sig i sand og jord som små, glatte Houdini’er på flugt.

Jeg gik i fuld panik, men uden lyd – som en mundlam sirene med prop i. Min mor skældte, min bror “fiskede” ål i indkørslen, og jeg selv fik på stedet en livslang skepsis over for alt, der bugter sig.

Ålene blev fanget igen, og senere stegt sprøde i smør – præcis sådan jeg stadig bedst kan lide dem. For selv om jeg elsker smagen, skal jeg ikke nyde noget af at møde ål i levende live. De hører hjemme på panden, ikke på flugt op ad min barndoms indkørsel!

Barnetro og bøn – en påmindelse om at bede for sine kære

Jeg gik i søndagsskole og var en meget lydhør elev.

Én gang om året blev der givet en lille gave til en artig pige eller dreng. Jeg var meget stolt, da jeg fik en lille æske med en porcelænsfigur: en pingvin med tre små unger. Den dag i dag står de stadig i min lille nipsreol. Én af ungerne er desværre gået i stykker – men min barnetro har jeg i behold.

Som mor, svigermor, farmor og mormor har jeg ofte haft brug for at bede. Man kan jo ikke blande sig i familiens gøren og laden – men man kan bede om det bedste for dem.

Og netop det bedste. For jeg kan ikke vide, hvad der er det rigtige for hver enkelt. Derfor skal bønnen ikke være fyldt med ønsker og krav, men blot være en stille bøn om det bedste.

Dagens vise ord:
Brug din barnetro – bed for dine kære.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget!

Der sker store og små katastrofer for os alle.

Sidder man midt i et af de større, er det meget svært at se rigtigheden i titlen til dette indlæg.

Alligevel har jeg ofte i mit eget liv måttet sande, at netop det, der så ud til at være meget skidt, rent faktisk blev til noget godt - bare på en hel anden måde.

Da jeg på et tidspunkt var midt i en krise, fik jeg fra nogle gode kolleger et kort, med følgende vise ord:

"Vær ikke bange for modstand.
Husk, at en drage stiger op imod - ikke med vinden."

Dette citat af Hamilton Wright Mabie har jeg haft glæde af flere gange.

Så vender jeg lige pandekagen 😀og tankerne flyver tilbage til dengang, hvor vi lavede drager af grene og brunt papir og med masser af sløjfer af avispapir.

Jeg husker mange løbeture for at få de drager op - og netop op mod vinden.