Når ulven virkelig kommer – lær at tilgive dig selv

Når ulven virkelig kommer – om tillid, ansvar og selvtilgivelse

Vi kender vist alle historien om Ulven kommer.
Ellers kan jeg kort fortælle, at den handler om hyrdedrengen Peter, der kedede sig, mens han passede landsbyens får.                                            For at få opmærksomhed råbte han: “Ulven kommer!” – og hver gang kom landsbyboerne løbende for at hjælpe. Men ulven kom ikke.

Da den en dag virkelig kom, troede ingen længere på ham.

                       

For nogle mennesker kan det desværre blive en livsstil at råbe “Ulven kommer”.
De søger opmærksomhed eller hjælp, men overdreven alarm gør, at omgivelserne til sidst lukker af.

Det er især hårdt for de pårørende. For når ulven virkelig kommer – når der faktisk er brug for støtte – kan man føle sig splittet mellem træthed, afmagt og dårlig samvittighed.
Man ønskede jo ikke at svigte, men havde bare taget afstand for at beskytte sig selv.

Har man så fået den dårlige samvittighed ind i sjælen, fordi man ikke var der i rette tid, er det vigtigt at finde fred med sig selv.
At bære på skyldfølelse er opslidende for både sjæl og krop.

Vi må øve os i kunsten at tilgive – også os selv.
For tilgivelsen er ikke et fripas, men en vej til at leve videre med mere ro og med et åbent hjerte.

Stigma – når psykisk sygdom bliver et usynligt stempel

Stigma og psykisk sygdom – hvorfor vi alle kan gøre en forskel 

En personlig fortælling

Ordet stigma betyder et negativt kendetegn – et slags socialt stempel, der hæftes på en person.

Disse ord står i en pjece fra "En af os", som er en del af Landskampagnen for afstigmatisering af psykisk sygdom.
Du kan læse mere på www.en-af-os.dk.

Kampagnen, der startede den 1. september 2011, har et klart mål:
At skabe større forståelse for, hvad psykisk sygdom egentlig er – og hvordan vi som samfund kan møde mennesker, der lever med det.

Når uvidenhed skaber afstand

Vi er mange, der ikke ved nok om psykiske sygdomme – og endnu færre, der ved, hvordan vi skal forholde os til mennesker, der kæmper med dem.

Ofte sker der noget ubevidst:
Vi trækker os lidt væk.
Vi bliver usikre.
Vi tier.

Men netop den afstand gør ondt værre for den, der i forvejen kæmper.
Smerten ved at føle sig udenfor fællesskabet forstærker sårbarheden og følelsen af at stå alene.

Når det ikke længere er naboens barn

Der er én vigtig ting, vi alle bør huske:
Det er ikke altid naboens børn, der bliver ramt.

Jeg ved det, for jeg har selv stået dér.

Gennem mit arbejde havde jeg i mange år min gang på psykiatriske afdelinger. Jeg troede, jeg vidste, hvordan det var at være patient eller pårørende.
Men da sygdommen ramte mit eget barn – og ikke naboens – opdagede jeg, at jeg pludselig stod i en helt anden verden.

En verden, hvor teori og erfaring fra arbejde ikke rækker.
En verden, hvor alt bliver personligt.

Vi kender alle nogen

Jeg tror, at vi alle – på den ene eller anden måde – kender et menneske, der lever med en psykisk sygdom.

Derfor kan vi alle gøre en forskel.

Ved at vise forståelse.
Ved at turde tale om det.
Og ved at huske, at psykisk sygdom ikke definerer et menneske – det gør vores medmenneskelighed.

🌿 Afslutning:

Stigma mister sin kraft, når vi tør se hinanden i øjnene – uden fordomme, uden afstand, men med forståelse og respekt.

De Pårørende – Danmarks største oversete fællesskab

Hvis der fandtes et parti i Danmark, der hed “De Pårørende”, ville det uden tvivl vinde det næste valg.

Der er nemlig rigtig mange pårørende i Danmark.

Det siges, at for hver patient er der i gennemsnit tre pårørende, som bliver påvirket – nogle lidt, andre voldsomt.

Men hvem har det egentlig sværest som pårørende?

• Er det dem, der dag efter dag kæmper side om side med et elsket menneske, som har fået dommen uhelbredeligt syg?

• Er det dem, der langsomt må se deres kære forsvinde, lidt efter lidt?

• Er det dem, der på et splitsekund mister et menneske, de elsker?

• Er det dem, der dagligt kæmper for, at en nær skal have et værdigt liv?

• Eller er det dem, der lever med frygten for, at et kært menneske pludselig mister besindelsen – og hvor ens eget liv også kan være i fare?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at alle pårørende har én ting til fælles: de har brug for mere støtte, hvis de ikke selv skal ende som patienter.

Sorggrupper og selvhjælpsgrupper kan være en hjælp for mange. Personligt oplevede jeg dog ofte, at jeg gik hjem med andres problemer oven i min egen allerede tunge rygsæk. Og mine egne frustrationer fik jeg sjældent sat ord på – måske fordi jeg ikke tog ordet, måske fordi rummet ikke var det rette.

Jeg ville ønske, at man som pårørende fik målrettet viden om netop de udfordringer, man står i. Selv efter mange år som pårørende opdager jeg stadig ting, jeg kunne have haft gavn af at vide for længe siden.

Flere kurser og mere konkret støtte til pårørende ville gøre en kæmpe forskel.

For at være pårørende er ikke bare et ansvar – det er måske verdens hårdeste job.

Sygebesøg - husk også de psykisk syge

                                           

Det er så svært at nå det hele i dagens Danmark, der er så meget, vi altid skal nå.

Alligevel er det uhyre vigtigt, at vi ikke glemmer dem, der er syge - enten på legeme eller sjæl.

Det kan give stof til eftertanke, når man som jeg har pårørende - både på det almindelige sygehus - men også på det psykiatriske.

Forleden gik jeg gennem Ålborg Sygehus på vej om til det Psykiatriske.
Der var rigtig mange besøgende, der fyldte gangene på førstnævnte, men da jeg kom til det psykiatriske område, var gangene som blæst.
Jeg mødte ikke en eneste besøgende - men heldigvis var der søde mennesker i afdelingen - nemlig personalet, som virkelig forsøger at hjælpe de indlagte patienter, der ofte har så stærke smerter i sjælen, at det overgår almindelige fysiske smerter.
                             
Jeg må vedgå, at det kan være svært som pårørende at besøge en psykisk syg, men de har om muligt et endnu større behov for besøg og lidt forståelse.

I hvert fald har de behov for at føle sig elsket og værdsat.

"Hvorfor ny vurdering af psykiatrisk diagnose er vigtig for korrekt behandling">

Det er afgørende, at diagnosen i psykiatrien er korrekt og tidssvarende, da sygdomme kan udvikle sig, og en ny vurdering kan være nødvendig for at sikre den rette behandling. En tidligere diagnose kan eksempelvis være "løst", hvis patientens tilstand ændrer sig markant, eller hvis den oprindelige vurdering viste sig at være forkert.

Hvorfor en ny vurdering er vigtig

Sygdommens udvikling:
En sygdom kan ændre sig over tid, og en patient, der engang levede op til kriterierne for en diagnose, kan senere have en anden tilstand eller en forværring, der kræver en ny diagnosestilling.
Fejldiagnose:
Inden for psykiatrien kan en patient være blevet fejldiagnosticeret. I sådanne tilfælde kan en ny vurdering af en specialist afklare den reelle situation og føre til en mere korrekt behandling.
Bedre behandling:
En korrekt diagnose er udgangspunktet for effektiv behandling. Hvis en diagnose ikke længere er relevant, kan den syge risikere at modtage den forkerte hjælp.





Hvad der sker ved en ny vurdering


En specialist, som en psykiater, vil foretage en grundig undersøgelse baseret på ny viden og erfaring for at stille den korrekte diagnose.
Selvom en tidligere diagnose ikke kan slettes fra journalen, kan lægen journalføre, at diagnosen ikke længere er aktiv eller gældende, hvilket giver et retvisende billede af patientens aktuelle situation.
Vigtigheden af sygdomserkendelse





For patienter med langvarige psykiske lidelser, som f.eks. paranoid skizofreni, kan en ny mentalundersøgelse også føre til en øget sygdomserkendelse. Dette er en positiv udvikling, da det kan give et nyt perspektiv og mulighed for at opnå en bedre forståelse for egen situation.



Konklusion

At få en løbende revurdering af en diagnose er afgørende for at sikre, at den syge modtager den rette hjælp. Det giver mulighed for at tilpasse behandlingen til patientens aktuelle behov, hvad enten det er på grund af sygdommens udvikling, en fejldiagnose, eller simpelthen et skifte i den mest hensigtsmæssige måde at forstå tilstanden på.

 

Paranoid skizofren - og hvad så???

En person kan have paranoid skizofreni.

• Ja, personen kan være styret af stemmer.

• Ja, personen kan virke manipulerende.

Men spørgsmålet er:
Kan en person med paranoid skizofreni blive hørt i systemet, når ikke alt foregår, som det skal?

Alt for ofte er svaret: Nej.

Det er nemlig let for personalet at affeje udsagn med ordene: “Han/hun er paranoid skizofren – det er bare vrangforestillinger.”

Men tænk over det:
Selv raske mennesker kæmper for at blive hørt og taget alvorligt i det offentlige system.
Hvor meget sværere må det så ikke være for en syg person, hvis stemme straks bliver mistænkeliggjort?

Alle mennesker – syge som raske – fortjener at blive mødt med respekt og at blive hørt.

👉 Lyt med åbent sind. Mød mennesker med respekt. Vær den, der tør tage dem alvorligt – også når det er svært.

Psykolance – En mere værdig hjælp til psykisk syge i krise

En mere human vej – psykolancen som fremtidens løsning

Uanset hvor meget man ønsker forandring, kan det føles næsten umuligt at gennemføre. Love, regler og paragraffer er ofte så indviklede, at de i praksis kan ende som et svigt – især for de mest sårbare.

Jeg har stået helt tæt på og set, hvordan politiet slæbte en psykisk syg person – uden en trævl på kroppen – ned ad kolde cementtrapper til en ventende politibil. Det billede glemmer man aldrig. Oplevelsen var rystende, og det rejser et alvorligt spørgsmål: Findes der ikke en mere human måde at hjælpe mennesker i psykisk krise?

Selvfølgelig skal politiet kunne passe på sig selv. En patient i afmagt kan reagere voldsomt. Men at transportere et menneske i den situation på den måde, er langt fra værdigt. Det ville være mere hensigtsmæssigt at anvende en båre med fastspænding – og endnu bedre: en psykolance.

En psykolance er en specialiseret ambulance med personale fra psykiatrien, som kan rykke ud og hjælpe patienter i akut psykisk krise. Ofte kan professionelt personale berolige patienten, før situationen eskalerer, og samtidig sikre en tryg transport.

I dag er psykolancer desværre kun tilgængelige i få regioner. Men oplevelsen viste mig tydeligt, hvor stort behovet er.

Da jeg kiggede op på nattehimlen bagefter, virkede forandringen langt væk – som stjernerne. Alligevel håber jeg, at vi som samfund kan finde mod og vilje til at ændre proceduren. For alle mennesker fortjener værdighed, også i deres svageste øjeblikke.