I mine unge dage var jeg til bal i den borgerlige sammen med min daværende forlovede, hans bror og en ven. Vi sad ved et firemandsbord, og der var skøn dansemusik.
Desværre havde mine tre bordherrer kun ét samtaleemne: fodbold. De talte om det flere gange om ugen, og denne aften var ingen undtagelse. Jeg forsøgte et par gange at blande mig i samtalen – jeg vidste faktisk en del om fodbold, for jeg havde jo hørt om det igen og igen – men mine bidrag blev ikke ligefrem modtaget med begejstring.
Mens de fortsatte deres fodboldsnak, lod jeg blikket vandre rundt i salen. Ved et andet bord sad fire flotte unge mænd i soldateruniform. De havde været udsendt til Gaza, og jeg genkendte den ene som en, jeg ofte havde talt med i en forretning, hvor jeg handlede.
Jeg er ikke typen, der uden videre går hen til fremmede, og jeg havde heller ikke lyst til at såre min forlovede. Derfor sagde jeg stille: "Hvis I har tænkt jer at snakke fodbold hele aftenen, tror jeg, jeg vil byde en mand op til dans."
Min forlovede svarede lidt kækt: "Det kan du da bare gøre – hvis du tør."
Så tog jeg en dyb indånding. Med rystende ben gik jeg hen til soldaternes bord og spurgte min bekendt, om han ville danse. Heldigvis sagde han ja med det samme. Sikke en lettelse! Vi fik en rigtig hyggelig dans og en spændende snak om hans oplevelser i Gaza.
Da jeg kom tilbage til mit eget bord, var fodboldsnakken forstummet. Resten af aftenen skiftedes mine tre bordherrer til at danse med mig.
Jeg må stadig smile, når jeg tænker tilbage på den aften. Det var nok en af de få gange i mit unge liv, hvor jeg virkelig overvandt min generthed – og det endte med at blive en ganske dejlig aften.
