Dette lille digt, skrevet af Svend Rehling, har hjulpet mig mange gange:
Tab ikke modet du kære,
For så er det dyreste tabt,
Gud har en lektie at lære,
Hvert menneskebarn han har skabt.
Der er noget dybt trøstende i ordene. De minder mig om, at livet ikke altid skal forstås som en lige vej, men som en skole – et sted, hvor vi lærer, vokser og formes gennem både glæder og sorger.
Når jeg møder modstand eller står i en situation, jeg ikke kan se meningen med, prøver jeg at tænke: “Hvad er det, jeg skal lære her?” Det ændrer ikke altid omstændighederne, men det ændrer min tilgang. Pludselig bliver problemerne ikke kun byrder, men også lærere.
Jeg kan huske, hvordan jeg i skoletiden nogle gange kæmpede med bestemte fag. Der var lektier, der føltes næsten umulige. Men når jeg først havde forstået stoffet, blev det til en stille glæde – en følelse af, at jeg faktisk kunne noget, jeg før ikke troede muligt.
Sådan er det måske også med livets lektier. Vi forstår dem ikke altid, mens vi står midt i dem, men når vi ser tilbage, opdager vi, hvordan de formede os, styrkede os og lærte os noget vigtigt om os selv – og om Gud.
Derfor forsøger jeg at huske Rehlings ord:
Tab ikke modet.
For det dyreste tab er ikke fejlen, smerten eller modgangen – det er håbet, vi mister, hvis vi giver op.
