Et lille vers fra min poesibog
Som en lille blomst der blinker
mod den klare, lyse sol,
og som skjult i græsset vinker,
vårens første bly viol.
Sådan skal mit ønske træde
frem her i, blandt ønskers kor.
Ønske lykke, held og glæde,
ønske fremgang her på jord.
Det er skrevet af en dreng – eller en mand – som jeg slet ikke kan huske.
Måske er han forsvundet i et af de “sorte huller”, som opstod i min hukommelse efter mit hjertestop. Der er så meget, jeg stadig husker – men der er også mange ting, der bare er væk.
Jeg plejer at beskrive det som en hvid perlekæde med sorte perler spredt helt tilfældigt.
De hvide perler er minderne, der stadig glitrer.
De sorte er de huller, hvor noget engang var – men ikke længere er.