Jeg tror ikke, nogen slipper for de storme, der jævnligt suser hen over menneskers hoveder.
Jeg taler ikke om vindstød og regn, men om de indre storme – de følelsesmæssige uvejr, der opstår, når livet blæser til os med uretfærdighed, sorg eller vrede.
Uanset hvor meget vi prøver at tale fornuft til os selv, tager det tid at fordøje en oplevelse, der føles urimelig. Tankerne hvirvler rundt, og vi forsøger at finde balancen midt i det hele.
Men hvis vi står for stejlt i stormen – nægter at se tingene fra flere vinkler (det, jeg kalder at vende pandekager) – risikerer vi at knække os selv.
Som i naturen, hvor kun de træer, der bøjer sig for vinden, overlever, gælder det samme for os mennesker. Fleksibilitet er ikke et tegn på svaghed, men på livskraft. Når vi bøjer os lidt, kan vi stå stærkt igen – når stormen har lagt sig.
