Hvornår gik vi egentlig fra at være kendt som verdens gladeste roligans – til at ligne en flok sure hooligans med kæberne spændt og næverne knyttet?
I dag er der kamp i min by. Politiet drøner rundt med fuld udrykning som var der revolution på vej, og de tilrejsende fans bliver eskorteret ud af byen i blå blink – ikke fordi de har vundet et trofæ, men fordi vi frygter, at de smadrer en pizzabar.
Hvad koster alt det her samfundet? Ikke bare i kroner og ører, men i den gode stemning, vi plejede at være berømte for?
Jeg husker en anden tid. Jeg husker Parken, dengang vi stadig kaldte den Idrætsparken. Året var 1965. Ole Madsen scorede med hælen mod Sverige – og hele København eksploderede i jubel. Danskere og svenskere side om side, flag vajede fra sporvogne og biler, og alle festede sammen. Ingen politi, ingen slagsmål – kun fodboldglæde.
Eller kampen mod Norge, hvor jeg sad klemt mellem min forlovede og en nordmand. Midt i kampens hede lagde nordmanden armen om mig og råbte: ”Nu er jeg dansker!” Folk omkring os brød ud i grin. Det var den tid, hvor fodbold bragte folk sammen – ikke skilte dem ad.
Så hvad er der gået galt? Hvorfor er jubel blevet til jalousi, og glæde til aggression?
Lad os få de glade roligans tilbage. Lad os synge højere end sirenerne, grine mere end vi råber, og huske, at en kamp altid skal ende med to vindere: dem på banen – og os på tribunen.
For tænk, hvis selv politiet en dag kunne tage en pause, købe en stadionpølse – og bare nyde kampen.
