Brug en rollator – hvis du har brug for den!
Det kan være svært at acceptere, når benene svigter, eller balancen driller.
Mange tænker måske:
-
“Jeg er da ikke så gammel endnu!”
-
“Alle og enhver går jo med rollator …”
Jeg havde det selv sådan. Jeg var flov og tænkte: “Hvad vil naboerne sige, hvis de også ser mig med rollator?”
Men da Visitationen leverede en rollator til mig, begyndte jeg i det skjulte at træne. Først korte ture, så lidt længere. Og pludselig gik det op for mig: Rollatoren er ikke en skam – den er en frihed!
I dag kan jeg gå længere og længere ture, jeg kan selv handle ind og slipper for at være afhængig af online-bestillinger. Varerne kører bare med hjem på rollatoren – helt uden besvær.
Og ved du hvad? Man får også hyggelige småsnakke på vejen. Ligesom folk med hund hilser på hinanden, gør folk med rollator det samme.
Så mit råd er: Overvind modstanden – og vind friheden!