Når jeg tænker tilbage, må jeg indrømme, at mit liv har været proppet med dilemmaer.
Og lad os bare være ærlige: de får sjældent det bedste frem i mig. Jeg bliver sur, forvirret og lidt småtvær over, at mit hoved skal rode rundt i sådan noget bøvl.
Og nu – tadaa! – står jeg så med et helt særligt jule-dilemma!
Planen var en juleaften med syv gæster. Måske otte. Eller ni.
Nu er vi vist snarere syv … otte … ni … eller ti.
Grunden er, at et nært familiemedlem risikerer at sidde alene juleaften. Og hvad værre er: Vedkommende har aflyst en anden invitation, fordi man ved, at jeg ikke kan få mig selv til at lade nogen sidde alene den aften. (Min samvittighed er åbenbart lidt for gennemskuelig …).Problemet er bare, at min lejlighed ikke er særlig stor.
Jo jo, jeg kender godt ordsproget: “Hvor der er hjerterum, er der husrum.” Men mine gæster skal altså også have en stol at sidde på – og helst mere albuerum end et par sild i en tønde.
I gamle dage kunne vi unger bare få et tæppe på gulvet, og det var så hyggeligt. Men nu er vi voksne, og rygge og knæ er knap så fleksible som dengang.
Og så er der jo maden … og udgifterne.
Jeg er ikke ligefrem en Michelin-kok (snarere den type, der kan få pasta til at koge for længe), og min pengepung ligner ikke ligefrem Julemandens gavepose.
Så ja – jeg står midt i en lille julekrise.
Men til sidst handler det om, at min samvittighed skal kunne smile juleaften.
Måske skal jeg bare hæve blikket, trække vejret dybt og se på situationen fra fugleperspektiv. For set lidt på afstand er det jo bare jul … og hvis der er kærlighed, grin og en ekstra stol et sted i hjørnet, så skal det nok gå.
