Mange mennesker (incl. mig selv) lader sig martre af egne eller andres fortrydelser.
Hvorfor gå og pine sig selv?
Prøv at slippe af med det, for det gavner ingen.
Måske har den anden part allerede glemt det hele.
Jeg fandt følgende fortælling, der illustrerer dette.
Forfatteren ukendt.
Fri eller bundet!
To munke på en pilgrimsrejse kom til en flodbred. Der så de en pige iklædt sit fineste tøj, der åbenbart ikke vidste, hvordan hun skulle komme over, for floden var dyb, og hun ønskede ikke at få tøjet ødelagt.
Uden så meget ståhej løftede en af munkene hende op på ryggen og bar hende tværs over floden og satte hende ned på den tørre jord.
Derefter gik munkene videre.
Men den anden munk begyndte snart at beklage sig. Det kan ikke være rigtigt at røre en kvinde, det er imod reglerne at have tæt kontakt med en kvinde. Hvordan kan du handle imod reglerne for munke? Og sådan fortsatte han i en rum tid.
Munken, der havde båret pigen, gik stille ved siden af, men endelig sagde han:
"Jeg satte hende ned ved floden, men du bærer stadigvæk på hende!"
