En lysterapilampe kan hjælpe mod vintertræthed
Måske kender du følelsen: dagene bliver kortere, lyset forsvinder, og energien daler. Jeg oplevede selv en periode, hvor jeg var utrolig træt og uoplagt i vintermånederne. Rejsen sydpå efter sol og varme var desværre ikke en mulighed for mig – men jeg fandt en løsning, der viste sig at gøre en forskel: en lysterapilampe.
For nogle år siden købte jeg min første dagslyslampe, og jeg har aldrig fortrudt det. Selvom min træthed også havde andre årsager, mærkede jeg en tydelig forskel, da jeg begyndte at bruge lampen dagligt. Det gav mig et lille energiboost og hjalp mig til at komme bedre i gang med dagen.
Nu, hvor dagene igen bliver kortere, finder jeg lampen frem fra kælderen. Jeg bruger den cirka en times tid om morgenen, mens jeg alligevel sidder og vågner stille op. På den måde føles tiden ekstra godt udnyttet.
En lille advarsel skal dog med: Har du en nysgerrig kat, kan det være klogt at lukke den ind i et andet rum, mens lampen er tændt. Ellers risikerer du, at den får sit helt eget energiboost og begynder at lave akrobatik mellem planter og nipsgenstande!
Om katten faktisk også får gavn af lyset, må stå hen i det uvisse – men jeg ved, at jeg selv gør.