Meningen med livet – en stille refleksion
Ja, hvad er meningen med livet? Det er et spørgsmål, der dukker op igen og igen, som en sagte hvisken i baggrunden af hverdagen.
Vi lever i en tid, hvor mange nærmest taler om livet som noget, der skal “fyldes ud”.
Jeg hører ofte kommentarer som:
"Hvad får du tiden til at gå med?"
"Man skal jo slå tiden ihjel med et eller andet."
Selv fjernsynet tilbyder udsendelser med titler, der antyder, at tiden blot er en mellemstation: “Mens vi venter på at dø – gør vi et eller andet.”
Som om livet er et venteværelse, og ikke selve rejsen.
Jeg møder yngre mennesker, der halvvejs i livet allerede taler, som om alt det væsentlige er bag dem. Som om 40-årsalderen betyder, at toget næsten er kørt.
Måske tænkte jeg selv sådan engang. Jeg troede, at mulighederne blev færre med årene. At visse kapitler var lukkede. Men jeg tog fejl. Netop dér begyndte mange af de sysler, glæder og udfordringer, som i dag fylder mit liv.
Selv efter de 70 fandt jeg nye døre at åbne – nye stier at betræde, som om livet venligt hviskede: “Der er mere endnu.”
Livet folder sig ikke ud på én gang. Det gør det i ringe, i lag, i overraskende spiraler, der trækker os videre, hvis vi lader os trække. Derfor giver det ingen mening at “slå tiden ihjel”. Tiden er jo selve stoffet, vi er vævet af.
Mening findes ikke kun i de store gerninger, der ændrer verden, men også i de små handlinger, der blot ændrer et øjeblik. Ingen behøver at stå øverst på livets stige for at blive set eller anerkendt. Heller ikke af sig selv.
For mig er meningen med livet at gå vejen med glæde. At tage imod udfordringerne, når de kommer, og møde dem med et åbent sind – måske endda med en stille glæde over, at vi stadig får lov til at lære, vokse og forundres.
Selv på de snævreste stier kan vi gå med lethed, hvis vi giver os tid til at se det smukke i det, der er lige foran os.
