At være forælder er en af de smukkeste, men også mest udfordrende roller, vi får i livet. Der er så meget, vi skal forstå, acceptere – og til tider tilgive både os selv og vores børn for.
Indimellem kan tanken snige sig ind: Har jeg givet mine børn en ordentlig opdragelse? Kunne jeg have gjort mere?
Jeg må indrømme, at jeg ofte har følt, at jeg ikke slog helt til.
Men når jeg tænker tilbage, hører jeg mine egne forældre sige præcis det samme. Måske har det altid været sådan – og måske vil det altid være sådan. Forældre tvivler, børn lærer, og generationer udvikler sig.
Nye tider – nye skikke
Hver tid har sine normer og værdier. Alligevel kan jeg ikke lade være med at ønske, at jeg kunne ruske lidt op i den generation, der i dag sætter tonen. Der er så meget, der virker ligegyldigt – så mange steder, hvor pli og omtanke glimrer ved sit fravær.
Og alligevel er det så enkelt at ændre på. Man behøver blot stille sig selv det enkle spørgsmål:
“Hvordan ville jeg selv have det, hvis andre gjorde dette mod mig?”
Jeg tror faktisk, at meget ville blive gjort anderledes, hvis vi alle tog det spørgsmål mere alvorligt.
Det positive skal også fremhæves
For midt i kritikken må jeg også give ros. Der findes stadig hensyn og hjælpsomhed:
-
Døre bliver holdt for ældre mennesker.
-
Der bliver stadig givet gode, velmenende råd.
-
Og venligheden findes derude – måske mere, end vi tror.
Så helt galt står det ikke til. Men jeg er overbevist om, at vi alle – på tværs af generationer – kan blive bedre. For det kræver ofte kun små justeringer i hverdagen at skabe store forskelle.
